Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 3 ad Rådsmøde (miljø) 2773 den 18. december 2006 stillet af Folketingets Europaudvalg.
Spørgsmål 3:
"Miljøministeren bedes - som lovet på Europaudvalgets møde fredag den 15. december 2006 - orientere om opfølgningen på Europa-Parlamentets og Rådets vedtagelse af REACH KOM (2003) 0644."  
Svar
REACH træder i kraft 1. juni 2007, men de fleste bestemmelser træder først i kraft et år senere, idet disse bestemmelser forudsætter, at det nye Europæiske Kemikalieagentur er etableret, hvilket forventes at ske senest et år efter ikrafttræden. I den forbindelse skal den danske understøttelse af Agenturets arbejde organiseres, og et dansk medlem af bestyrelsen skal udpeges.
I løbet af første kvartal færdiggør Miljøstyrelsen en plan for implementering af REACH. Planen vil omfatte det forberedende arbejde op til 2 år efter ikrafttræden, inkl. arbejdet med at forhandle en række EU bestemmelser, der enten skal udfyldes eller revideres i REACH's første år som følge af forliget mellem Rådet og Parlamentet, og som skal vedtages ved en komitéprocedure. Det drejer sig om en række bilag vedr.
- undtagelserne,
- hvornår forsøg kan udelades fordi udsættelsen af mennesker og miljø er ubetydelig,
- revision af PBT og vPvB kriterierne for stoffer, der er svært nedbrydelige, ophobes i miljøet og er giftige.
- kemikaliesikkerhedsrapporten, såfremt der udvikles metoder til at fastsætte tærskler for, hvornår kræftfremkaldende stoffer og stoffer, der skader arveanlæggene, er ufarlige.
Derudover skal der vedtages kommissionsforordninger vedr.
- tilladte testmetoder
- regler for de gebyrer, som Agenturet indkræver fra industrien i forbindelse med registrering og godkendelse af kemiske stoffer.
På EU plan vil arbejdet fortsætte med at udvikle vejledninger til industri og myndigheder. Her bidrager Danmark til en lang række af disse vejledninger enten direkte som deltager i konsortier og skrivergrupper eller ved at indgå i følgegrupperne.
En meget væsentlig opgave bliver at informere og forberede de danske virksomheder på de nye regler. Det sker bl.a. ved at Miljøstyrelsen i januar opretter en Help desk, hvor virksomhederne kan læse generel information om de nye regler eller om nødvendigt henvende sig med spørgsmål. Det er hensigten, at Help desken løbende vil blive udviklet, baseret på de kommentarer og spørgsmål, som virksomheden stiller.
Miljøstyrelsen vil i løbet af 2007 igangsætte en række informations- og uddannelsesaktiviteter med henblik på at informere virksomheder og andre myndigheder om REACH.
Som supplement til Help desken med mere specifik information til virksomhederne har Miljøstyrelsen iværksat en række projekter under Virksomhedsordningen - hovedsageligt rettet mod brancheforeninger og grønne netværk - med tilskud til at udvikle værktøjer og information til branchens virksomheder. Det drejer sig bl.a. om at kortlægge kemikalieforbruget, identificere særligt problematiske stoffer, klarlægge hvornår virksomhederne skal leve op til REACH krav for hvilke kemikalier m.m. Blandt de igangværende projekter under udvikling kan nævnes Dansk Industris help desk og udviklingen af et elektronisk uddannelsesværktøj (e-learning). Forslag til yderligere projekter vil blive indhentet igen i 2007.
Behovet for at ændre den danske lovgivning som følge af vedtagelsen af REACH kortlægges af Miljøstyrelsen primo 2007 under inddragelse af Arbejdstilsynet. Hvis det er nødvendigt at ændre Kemikalieloven, vil dette ske i folketingssamlingen 2007/2008. Det umiddelbare behov for ændring af lovgivning ligger på Arbejdstilsynets område mht. bekendtgørelsen om sikkerhedsdatablade. Bekendtgørelser vedr. anvendelsesbegrænsninger vil senest skulle ændres 1. juni 2009.
Med hensyn til kontrol- og håndhævelse, kortlægges behovet inden udgangen af februar, herunder behovet for at ændre strafbestemmelser og at involvere andre myndigheder. Endelig beslutning om samarbejde om kontrol- og håndhævelse med andre myndigheder skal træffes senest medio april. Kommuner og miljøcentrene vil drage nytte af de oplysninger, som skal genereres i REACH, i deres arbejde med miljøgodkendelser m.m. Kommuner og miljøcentre påtænkes mulighed for at indberette overtrædelser af REACH lovgivningen, som de måtte blive bekendt med i denne forbindelse. Miljøstyrelsen vil informere de berørte myndigheder. En bekendtgørelse, der fastlægger den kompetente myndighed og tilsynsmyndighed samt sanktioner, skal være på plads ved ikrafttræden 1. juni 2007.