J.nr. 401-00524

 

 

  

Den 15. januar 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 157 stillet af Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

 

 

Spørgsmål 157      

”Vil ministeren redegøre for reglerne ved overdragelse af foderkvoter i forbindelse med ophør af dambrugsdrift”

 

Svar

Foderkvoter kan overføres fra et dambrug til et andet dambrug, deles mellem flere dambrug i samme vandløbssystem eller overføres til et andet, bedre egnet vandområde. En overførsel af foderkvoter mellem dambrug kræver en forudgående kommunal miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 på det eller de dambrug, som foderkvoten skal flyttes til.  

 

For at kunne meddele en godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33 skal der på det dambrug, der modtager foderkvoter, være forskel mellem dambrugets udledning og vandløbets bærekapacitet for organisk belastning, og dermed plads til en udvidelse. Der skal være målsætningopfyldelse ved det eksisterende dambrug og hensynet til fjernrecipienten skal tilgodeses, således at den forøgede foderanvendelse ikke tilfører ekstra næringsstoffer, der er til hinder for, at målsætningen for de nedstrøms liggende vandområder vil kunne opfyldes.

 

En overførsel af foder kan kombineres med at det modtagende dambrug ombygges til modeldambrug efter bestemmelserne i modeldambrugsbekendtgørelsen, idet den overførte fodermængde kan indgå som en del af grundlaget for beregningen af modeldambrugets forhøjede foderforbrug, uden at dette fører til en forhøjet kvælstof- og fosforudledning til fjernrecipienten.

 

Hvis et dambrug opkøbes i forbindelse med et naturgenopretningsprojekt sker dette altid for at forbedre natur- og miljøforholdene i det pågældende vandområde. Opkøbet vil som regel omfatte en kompensation for at den anvendte foderkvote ophører, hvorved kvoten ikke kan overdrages til andre dambrug.