MILJØstyrelsen                                                                                              5. december 2006
Kemikalier/FJE/ASCÂ Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â J.nr. DEP 240-00008
Jord & Affald/AN
Miljøministeriet
EU-koordination
GRUNDNOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om eksportforbud og sikker oplagring af metallisk kviksølv
KOM(2006) 636 endelig
Resumé
Kommissionen har 26. oktober 2006 fremsat et forslag til forordning om eksportforbud og sikker oplagring af metallisk kviksølv. Eksportforbudet dækker metallisk kviksølv med undtagelse af kviksølv i produkter, mens kravet om sikker oplagring gælder for metallisk kviksølv stammende fra kloralkali-industrien, kviksølv fra rensning af naturgas og kviksølv fra non-ferro minedrift og smeltning. Forslaget vurderes at have en positiv indvirkning på beskyttelsesniveauet i Danmark og i EU. Det skønnes ikke, at forslaget vil få økonomiske eller administrative konsekvenser for danske virksomheder eller myndigheder.
1. Status
Kommissionen sendte den 26. oktober 2006 ovennævnte forslag til forordning til Rådet.
Forslaget har hjemmel i artikel 133 og 175 i TEF og skal derfor vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter proceduren om fælles beslutningstagen i artikel 251 i TEF.
Der er oversendt et nærhedsnotat om forslaget til Folketingets Europaudvalg den 6. november 2006.
2. Formål og indhold
Kommissionen anfører, at forslaget sigter mod at forbyde eksport af metallisk kviksølv fra Fællesskabet og at sikre, at det pågældende kviksølv ikke vender tilbage til markedet, men oplagres sikkert i tråd med fællesskabsstrategien for kviksølv. Det grundlæggende formål er at begrænse yderligere tilførsler til den globale mængde af kviksølv.
Forslaget er udarbejdet som et led i opfølgningen på den meddelelse om en kviksølv-strategi, som Kommissionen fremsendte den 28. januar 2005, og som Rådet vedtog den 24. juni 2005. Rådet gav udtryk for sin tilfredshed med meddelelsen og understregede betydningen af forslaget om at afvikle eksporten af kviksølv fra Fællesskabet. Det opfordrede også Kommissionen til blandt andet at forelægge passende forslag om navnlig afvikling af eksport af kviksølv fra Fællesskabet og foranstaltninger til sikker opbevaring eller lagring af kviksølv fra bl.a. kloralkaliindustrien efter en tidsplan, som er i overensstemmelse med den påtænkte afvikling af kviksølveksporten.
Forslaget til forordning vil indføre et eksportforbud fra EU af metallisk kviksølv fra den 1. juli 2011 samt fra samme dato krav om, at metallisk kviksølv, der ikke længere anvendes i kloralkaliindustrien, kviksølv fra rensning af naturgas og kviksølv som biprodukt fra non-ferro minedrift og smeltning oplagres på en måde, der uden ændringer i tilstand og koncentration er sikker for menneskers sundhed og miljøet.
EU er i dag en af de større eksportører af metallisk kviksølv. Eksportforbudet vil således forhindre den handel af metallisk kviksølv, der i dag eksisterer med f. eks. 3. verdenslande. Ved et eksportforbud vil det samlede forbrug på verdensplan derfor blive reduceret, og EU vil have større troværdighed i forhandlinger om reduktioner i forbrug af kviksølv på globalt plan.
EU’s deponeringsdirektiv omfatter ikke flydende affald. Da kviksølv i metallisk form er flydende, har Kommissionen i forslaget undtaget kviksølv fra forbudet i deponeringsdirektivet mod deponering af flydende affald, således at flydende kviksølv kan oplagres underjordisk i saltminer, der er tilpasset formålet.
Endvidere tillades oplagring på anlæg, der udelukkende er bestemt til og udstyret med henblik på midlertidig oplagring af metallisk kviksølv inden den endelige bortskaffelse.  Det er uklart om forslaget følger deponeringsdirektivets bestemmelser, hvor kravene til anlægget er afhængige af, om oplagringen er mindre end et år eller mere end et år.
Når kviksølv betragtes som affald forbliver det omfattet af de generelle regler i affaldsrammedirektivet og transportforordningen. Da der i Europa kun er ganske få anlæg, der er egnede til at modtage kviksølv til oplagring, fremgår det af forslaget, at indsigelser mod overførsler af kviksølv, der betragtes om affald, ikke kan begrundes med en henvisning til principperne om nærhed, prioritering af nyttiggørelse og tilstrækkelig egenkapacitet.
3. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig om forslaget.
4. Nærhedsprincippet
Kommissionen anfører, at handel med kviksølv er underlagt indre markedsregler og som affald reguleres kviksølv via fællesskabets lovgivning om affald. Kommissionen vurderer således, at forslagets bestemmelser skal fastsættes på fællesskabsniveau. Regeringen kan tilslutte sig Kommissionens vurdering og finder således, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
5. Konsekvenser for Danmark
Lovgivningsmæssige konsekvenser:
Da der er tale om en forordning, vil reglerne umiddelbart være gældende. Der skal dog udstedes en bekendtgørelse i medfør af lov om kemikalier, der henlægger tilsynet med forbudet mod eksport af metallisk kviksølv til Miljøstyrelsen.
Forslaget forventes ikke i sin nuværende form at medføre en ændring af de danske regler for import og eksport af affald til bortskaffelse, som undtager kviksølv fra reglerne om forbud mod import og eksport til bortskaffelse.
Økonomiske og administrative konsekvenser:
Kloralkaliindustri og non-ferro minedrift (udvinding af andre metaller end jernholdige metaller) og smeltning forekommer ikke i Danmark. Kviksølv anvendes ikke ved rensning af naturgas i Danmark.
Forslaget forventes således ikke at få økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget forventes ikke at få økonomiske eller administrative konsekvenser for regioner eller kommuner.
Forslaget forventes ikke at få nævneværdige økonomiske og administrative konsekvenser for staten. Forbudet mod eksport af metallisk kviksølv skal håndhæves af Miljøstyrelsen. Eventuelle meromkostninger afholdes inden for Miljøministeriets egne rammer.
Beskyttelsesniveau: Forslaget vurderes at have en positiv indvirkning på beskyttelsesniveauet i Danmark og i EU.
6. Høring
Forslaget er den 15. november 2006 sendt i almindelig høring til en række interessenter. Sagen har endnu ikke været forelagt for EU-Specialudvalget for miljøspørgsmål.
Folketinget vil i et revideret grundnotat snarest blive orienteret om resultatet af den almindelige høring samt specialudvalgshøringen.
7. Forhandlingssituationen
Forslaget har endnu ikke været forhandlet i Rådet.
8. Regeringens foreløbige generelle holdning
Overordnet set støtter Regeringen Kommissionens forslag om, at metallisk kviksølv fra kloralkaliindustrien, naturgasrensning og non-ferro-minedrift oplagres i EU frem for eksporteres. Regeringen har arbejdet aktivt for et EU-forbud mod eksport af metallisk kviksølv, og støtter det grundlæggende formål med forslaget, nemlig at begrænse yderligere tilførsler til den globale mængde af kviksølv.