|
|
J.nr. 260-00010 |
|
|
|
Den 29. november 2006 |
|
|
|
|
NOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Ansøgning om godkendelse til markedsføring i EU af genetisk modificeret kartoffel (C/SE/96/3501) i henhold til Europa-parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF
Danmark modtog den 4. maj 2004 fra Europa-Kommissionen en ansøgning om godkendelse til markedsføring i EU af genetisk modificeret kartoffel (klon EH92-527-1). Ansøgningen er indsendt til de svenske myndigheder af Amylogene HB. De svenske myndigheder indstiller at der gives godkendelse til markedsføring på en række vilkår.
Formålet med ansøgningen er at få godkendelse til at dyrke og forarbejde EH92-527-1 som enhver anden stivelseskartoffel. Kartoflen er modificeret således at de industrielle egenskaber er blevet forbedret. Derudover er der introduceret et markørgen i kartoflen, der medfører resistens overfor antibiotikummet kanamycin.
Ifølge de danske eksperter, kan der ikke forventes uønskede økologiske og/eller sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker, dyre- og plantelivet ved markedsføring og dyrkning af den genmodificerede kartoffel i Danmark.
Den 2. juli 2004 meddelte Danmark Kommissionen, at Danmark havde en række begrundede indvendinger mod ansøgningen, og anmodede om at sagen tages op i komitéprocedure. Den 13. december 2004 modtog Danmark supplerende materiale til ansøgningen. Danmark opretholdt i brev til Kommissionen den 26. januar 2005 si begrundede indvending, da der fortsat mangler afklaring
af omfanget af udsætningsdirektivets artikel 4, stk. 2, som foreskriver en udfasning af antibiotikaresistensmarkører i GMO’er.
Kommissionen har accepteret Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA) kategorisering af antibiotikaresistensmarkørgener, og henstillet at den anvendes som basis for medlemslandenes implementering af udsætningsdirektivets bestemmelse om udfasning af antibiotikaresistensmarkørgener i GMO'er godkendt til markedsføring i EU. EFSA’s dokument om kategorisering er dog endnu ikke endeligt godkendt af medlemslandene.
Forslaget vurderes ikke at have konsekvenser for beskyttelsesniveauet.
Regeringen agter på den baggrund at stemme imod forslaget ved behandling i komiteen den 4. december 2006.