Indledning

Alt har sin pris, siger man. Alligevel er det rystende, hvor dominerende denøkonomiske tilgang til snart sagt alt muligt er blevet. Intet over og intet ved siden aføkonomien. Men nu er det på tide at sige fra overfor den vulgære økonomiske ”isme”eller ideologi, som tydeligvis slet ikke kender sine begrænsninger.Et grænseoverskridende udtryk for den ”økonomistiske” tilgang, som ikkeanerkender sine begrænsninger, finder man i en rapport (”Motorways versus Nature”)om motorvejsføringen gennem eller rundt om os i Silkeborg. Rapporten på 230 sider,som kan ses på Institut for Miljøvurderings (IMV) hjemmeside, er et samarbejdemellem IMV og en afdeling for miljøøkonomi ved Den Kongelige VeterinæreLandbohøjskole (KVL).Rapporten er kritisabel af flere årsager. Undersøgelsen er dels udtryk foren videnskabelig imperialisme, som med rette bør kaldes ”økonomisme”, fordi denbreder sig til områder, hvor den ikke hører hjemme. Den fordrejer værdier, og den eret ødelæggende indspil i den politiske debat. Undersøgelsen er et brutalt bidrag til atundergrave anerkendelsen, respekten og omsorgen for naturen, dvs. det, som naturener i sig selv, og for den umiddelbare oplevelse af den.Rapporten blev journalistisk omtalt her i avisen d. 14. december. Alleredei den forbindelse gjorde Leif Thomsen, Danmarks Naturfredningsforeningslokalkomité for Silkeborg og Them, opmærksom på de helt arbitrære konklusioner,rapporten drager af de indhentede tal. To dage efter kaldte et læserbrev undersøgelsenpinlig. Et andet tog afsæt i undersøgelsen til at kalde Resendallinjen et helt urimeligtalternativ. Rent bortset fra den statistiske talmagi, som undersøgelsen måtte rumme,forekommer den også tæt på irrelevant alene af den grund, at den ikke tager stilling tilKombilinjen. I betragtning af udeladelsen af Kombilinjen turde det være oplagt atresultatet af sammenligningen mellem Resendallinjen og Ringvejslinjen har megetlidt at gøre med, hvor Hr. og Fru. Silkeborgenser reelt ønsker motorvejen anbragt.Man begrunder udeladelsen af Kombilinjen med, at der endnu ikke foreligger enmiljøvurdering af den. Hvorfor man ikke blot har ventet, er et godt spørgsmål.

Som den økonomiske og samfundsfaglige lægmand jeg er, ser jeg migikke i stand til at pege kritiske fingre af undersøgelsens faglige indhold ellergennemførelse. Og det kunne i øvrigt aldrig falde mig ind at protestere overforvidenskabelig nytænkning generelt. Hvad angår de præmisser, som undersøgelsensætter, og den betydning den kan have i offentligheden og politikken, føler jeg migimidlertid som Ph.d. i miljøetik og uddannet i filosofisk-teologisk tænkning stærkttilskyndet til så højt som muligt at advare mod rapportens mulige virkninger. Hvadjeg gør, er at stikke spaden et stik dybere end rapportens ”velfærdsøkonomiske”arbejde, og anholde projektets forudsætninger og virkninger overhovedet.

Velfærdsøkonomi

Undersøgelsen og dermed rapporten er velfærdsøkonomisk. Det vil sige, at denanlægger et bestemt betragtningsmåde eller skopus (rapporten er på engelsk ogbruger ordet ”scope”). Den centrale antagelse er, at det enkelte individ bedst ved,hvad der er godt for det selv, og at det enkelte individ vil søge den størst mulige nyttefor sig selv. Desuden antages det, at der eksisterer perfekte markeder, der indebærerden bedst mulige fordeling af de til rådighed værende goder eller resurser. Hvadnoget er værd, kommer til udtryk gennem individets præference for det, ogpræferencer kan måles mod hinanden, fordi de kan udtrykkes i penge.Dette er af mange årsager selvfølgelig kontrafaktiske antagelser. Sådannoget findes ikke i virkeligheden, men er ideologiske idealer. Blandt andet passernatur og miljø rigtig dårligt ind i modellen. Derfor forsøger velfærdsøkonomer atbeskrive natur og miljø, så det kommer til at passe ind i modellen. Formålet er atindpasse natur og miljø i cost-benefit analyser. På den måde menervelfærdsøkonomerne, at de gør det muligt at inddrage natur og miljø i den politiskeproces. Det er, hvad der ligger bag udtrykket ”mest miljø for pengene”.Men ordene bedrager. Allerede betegnelsen ”velfærdsøkonomi” er tæt påfalsk varebetegnelse. Det er slet ikke givet, at velfærd uden videre kan gøre op påvelfærdsøkonomiens måder. Velfærd er noget vi går ind for og gerne vil have. Medbetegnelsen ”velfærdsøkonomi” forledes vi til den fejlslutning, at denne tilgang ermådEN at beskrive velfærd på. Men at velfærd skulle være det samme sompræferencetilfredsstillelse er et yderst reduktionistisk synspunkt, som skriger på atblive modsagt.Og hvad er det for nogle mennesker velfærdsøkonomien forestiller sig?Ja, det er altså nogle, som ønsker at få tilfredsstillet sine præferencer, altså få, hvad deforetrækker. Mon ikke enhver kan se, at det er en yderst mangelfuld beskrivelse afmennesker? Men at det er metodens menneskesyn siges klart flere gange. Ispørgeskemaet står der, at man skal svare spontant; der er ingen svar som er merekorrekte end andre. Inde i rapporten understreges det, at det bevidst ikke ermeningen, at folk skal oplyses om fakta eller forberede sig på at svare. Vi lever i et

videnssamfund med dybe rødder i oplysningstiden. Men denne velfærdsøkonomisketilgang svarer bedre til en fordummelsestid end til virkelige mennesker i dagensDanmark.Hvor virkelighedsfjern og misvisende denne velfærdsøkonomi er selv påegen banehalvdel, giver sig eksempelvis af fænomenet støj (måske fra en motorvej),som rapporten nævner som noget velfærdsøkonomien kan undersøge. Denvelfærdsøkonomisk interviewede kunne tænkes at blive spurgt, hvor meget hunprincipielt ville betale for at undgå en bestemt støj. Hermed ville velfærdøkonomienopnå et mål. Men dels ville dette mål selvfølgelig være fuldstændigt fiktivt, og delsville det jo faktisk overhovedet ikke vise, hvor stor gene den pågældende støj villepåføre vedkommende. Kun hvor meget hun ville betale for at undgå den. Man måhåbe, at andre former for miljøøkonomi har bedre måder at vurdere betydningen afstøj på.Endnu mere absurd end i tilfældet støj bliver det selvfølgelig, hvis det ernaturens værdier, som forsøges målt. Det som undersøgelsen ser på, er ændringer ikvaliteten og kvantiteten af de naturgoder eller ”naturtilfredsstillelser” (”naturalamenities”), som bliver påvirket af motorvejsanlægget. Folk spørges dels om deforetrækker Resendallinjen eller ringvejslinjen. Dels spørges de, hvor stor enskattestigning de (fiktivt) ville være villig til at betale, hvis deres valg blevvirkelighed. På den måde identificeres et kronebeløb, som antages at afspejlenaturens forskellige værdier, som derpå udregnes på kryds og tværs.Men denne tilgange er oplagt fuldstændig fortænkt. Et menneske sombekymrer sig for naturen og ikke blot for sin egen rekreation, vil naturligvis prioritereådalen og tilsluttede områder. Næsten alle mennesker vil naturligvis svare udfra, hvorde helst vil have motorvejen anlagt, og derfor er forbindelsen mellembetalingsvilligheden og naturen yderst fortænkt. Et sted beklager forfatterne, atsilkeborgenserne ikke forsimpler problemstillingen tilstrækkeligt; ”…, it turns outthat people in Silkeborg are not cognitively able to handle the hypothetical scenarioof not being directly affected by a new motorway”. Hvis teorien og virkelighedenikke passer til hinanden, mener forfatterne altså, at det er virkeligheden, der erforkert! Vi ved for meget, og vi har svært ved at abstrahere tilstrækkeligt tilfuldstændig at miste jordforbindelsen. Stakkels forfattere…

Det dybt problematiske viser sig, hvis man træder et skridt tilbage fraselve motorvejsdiskussionen, og fokuserer på den natur, som rapporten lægger enøkonomisk vinkel på, og så spørger; hvad er naturen? Det spørgsmål findes dermange gode svar på. Naturen er nemlig noget af det, der har plads til allerflestdefinitioner. Vil man læse om det, kan man starte med ”NaturensVærdi. Vinkler pådanskernes naturforhold”,red. Peder Agger o.a. 2003, hvor blandt meget andetinteressant Dr. phil. Hans Fink har en artikel om naturbegrebets mangfoldighed.En videnskabelig definition vil altid være medbestemt af denvidenskabelige arbejdsform. Det gælder også økonomiske undersøgelser. Der erimidlertid også adskillige naturdefinitioner, som ikke er videnskabelige, men som erpræcis lige så ægte og ”gode”. For ikke at sige naturgroede. Et forhold som er heltafgørende i den forbindelse, (fordi det både ligger i den sproglige betydning af ordet”natur” og i den fascination, som mennesker altid har næret for naturen), er naturensuafhængighed eller autonomi. Naturen var der før os, og den er noget i sig selv. Derer noget definitivt i naturen og dens eget liv – også i den natur, som vi selv er.I forhold til rapporten er det desuden afgørende, at naturen er eller bærerdet, der ikke er genstand for brug, det ubrugbare. Ganske vist bruger vi som sagtnaturen på mange måder, men naturen bærer også det ubrugbare. En afgørende del afvores viden om og værdsættelse af naturen forudsætter, at naturen har en værdi, somer uafhængig af vores værdsættelse og uden for vores forbrugs rækkevidde.Rapporten har et kapitel, ”Values of Nature”, hvor man forsøger atdefinere værdier. Langt størstedelen af kapitlet går med værdier, der kan drivesøkonomi på. Imidlertid er forfatterne nød til at pege på, at der findes værdier, somkun dårligt kan betragtes økonomisk (værdier som mennesker subjektivt anerkender,selvom det er værdier, som noget har, uden at det er værdifuldt for menneskene).Naturen har desuden egne objektive værdier helt uafhængigt af mennesker.Sidstnævnte kan slet ikke indgå i en velfærdsøkonomisk overvejelse.Imidlertid er rapportens beskæftigelse med de værdier, som kun dårligteller slet ikke kan behandles velfærdsøkonomisk yderst stedmoderlig. Ja, på side 19begår man en fejl; hvis det er med åbne øjne hedder det at snyde på vægten.Rapporten medgiver som nævnt, at naturens egne objektive ”indre” værdier, ikke kanbegribes økonomisk. Der fortsættes; ”Imidlertid betyder det ikke, at sådanne værdiernødvendigvis er absolutte eller hellige: [har nogen hævdet det?] (subjektive)egenværdier [Intrinsic (subjective) values] kan godt betragtes som relative og tilmedsom genstande for prioritering”. Dette ligner i sandhed snyd på vægten, for hvisværdierne er (blevet) subjektive, er der jo ikke længere objektive, og så tales der omnoget andet end naturens egne objektive af mennesker uafhængige værdier. Dennebegrebslige glidning fortjener at kaldes imperialistisk!Rapportens forfattere skriver altså, at de godt er klar over, at der findesværdier, som ikke kan gøres til genstand for økonomiske overvejelser. Heroverforunderstreger de kraftigt, at rapporten netop er en økonomisk tilgang. Hvis naturens

ikke-økonomiserbare værdier imidlertid var blevet anerkendt for hvad de er, ville dethave vist sig, at rapporten bygger på virkelighedsfordrejende forudsætninger. Og hvisman holder fast i rapportens resultat ud fra en anerkendelse af, at verden og naturener noget i sig selv forud for og uafhængigt af den økonomisk-videnskabelige tilgang,er det indlysende, at rapporten netop gør det, som naturens autonomi og ubrugbarhed(dens egenværdi) indebærer, at man ikke KAN gøre; nemlig prissætte detuprissættelige.Derfor er rapportens oversættelse af naturens ikke-brugs værdier tiløkonomisk prissættelse simpelthen slet ikke udtryk for folks forhold til naturens ikke-brugsværdier. Hvad det er udtryk for, er en økonomigørelse af folks forhold tilnaturens ikke-brugs værdier. Det katastrofale er den snigende identifikation hos folkog politikere (og visse økonomer) af folks naturforhold med folks økonomiskenaturforhold. Denne identifikation er en ideologisk gift, som ikke er spor mindredræbende end marxismens.

Politik

Hvad det politiske angår, fremsætter de seks forfattere allerede i forordet og iresumeet et ønske om, at undersøgelsen må blive inddraget i den politiske proces iforbindelse med fastlæggelsen af motorvejens linjeføring. Sammesteds understregesdet, at undersøgelsens hovedformål er at udvide horisonten for velfærdsøkonomiskeundersøgelser af motorvejsprojekter i Danmark. På grund af undersøgelsens særligetilgang er denne kombination katastrofal.Jeg har kaldt undersøgelsens ”økomistiske” tilgang imperialistisk. Detlyder måske dramatisk, men det er ret præcist. Der er en videnskab, økonomien. Denbetragter verden som et marked. Imidlertid er det tit og ofte umuligt umiddelbart atbeskrive naturens goder ved hjælp af markedets logik. Men det har denvelfærdsøkonomiske tilgang svært ved at acceptere, og ser heri et behov forøkonomisk vurdering eller beskrivelse af den umiddelbart økonomisk ubeskriveligenatur, så økonomerne kan vejlede politikerne (næsten sådan formuleres det irapportens indledning).Men hvorfor? Svaret ligger lige for: Fordi den velfærdsøkonomiskevidenskab ønsker at kunne beskrive hele verden. Derfor er ”videnskabeligimperialisme” en rammende betegnelse. Når forfatterne øjensynligt mener, at derikke kan eller bør findes politiske beslutninger, som ikke grundlæggende bygger påøkonomiske argumenter, er det ikke for meget at kalde deres ”bidrag” ødelæggendefor politikken.Der er således en snæver sammenhæng mellem det ”imperialistiske” ograpportens ødelæggende virkning på debatten og politikken. ”Videnskabeligimperialistisk” er rapporten, idet den sigter på en økonomi-gørelse også af de dele afvort forhold til naturen, som ikke kan gøres op økonomisk. Og ved at økonomi-gøre

nye sider af menneskets forhold til naturen er den med til at legitimere denøkonomiske tilgangs forrang som parameter for politiske beslutninger om natur ogmiljø.På den måde fritager eller fratager rapporten politikerne for deres ansvarfor at træffe politiske beslutninger om natur og miljø. Det er svært som politiker atmodsætte sig øjensynlig videnskabelig argumentation, og selvfølgelig skal politikeretage videnskab alvorligt. Men evnen til at træffe politiske beslutninger er ikke evnentil at trille frem ad skinner lagt af videnskabelige anvisninger elleropinionsundersøgelser. Derimod skal politiske beslutninger bero på en politiskdømmekraft, som er i stand til at holde uforenelige hensyn sammen og træffebeslutninger, som beror på en helhedsforståelse af det gode liv; det være sig værdi-konservativt, socialistisk eller noget helt tredje.Den virkning, som undersøgelser som denne kan have i debatten og denpolitiske beslutningstagning, kan vise sig på ingen måde at være mindre skadelig, endden doktrinære neomarxisme var det på visse uddannelsesinstitutioner i 70´erne. Ogden ryster vi på hovedet af i dag. Marx var økonom, og marxismen forsøgte at givevidenskabelige svar på politiske spørgsmål. Marx og nulevende forvaltere af hans arvignorerer i meget høj grad eksistensen af ikke-humaniserbar, herunder ikke-økonomiserbar natur. Med et citat af teologen og filosoffen K.E. Løgstrup (1982);”Forbavsende er det, at der er marxister, der ikke vil være ved, at der er aktuelle ogpresserende problemer, der ikke kan rummes indenfor Marx´ filosofi”. Jeg tror mankan erstatte ”marxister” med ”visse økonomer” og ”Marx´ filosofi” medvelfærdsøkonomisk videnskab.

Afslutning

Budskabet i ovenstående har været, at rapporten ”Motorways versus Nature” er etstykke ”økonomisme” eller ”økonomi-imperialisme”. Den er et bidrag til detideologiske filter, som lægger sig på vores øjne og omkoder virkeligheden tilgrundlæggende en økonomisk kendsgerning. Jeg håber at have givet politikere og alleandre grund til ikke at se rapportens resultater som relevante argumenter for, hvormotorvejen skal ligge. Derimod har jeg ikke forsøgt at ”bevise”, hvad der er denrigtige linjeføring.Undersøgelsen hænger fast i det paradoks, at den umuligt kan tage hensyntil naturens egne værdier. Imidlertid viser netop naturens egne værdier, at denne formfor økonomisk undersøgelse er langt, langt ude på et ideologisk sidespor som kun kanende blindt.Det skal fastholdes, at naturen har en integritet, autonomi, ukrænkelighed,som ikke kan og ikke bør bortforklares. Det er ganske enkelt forkert og uetisk, atnaturens ret bliver tilsidesat, hver eneste gang vi mener at have et vigtigt behov, derskal opfyldes. Man kommer ikke uden om, at naturen ikke har anden stemme i

demokratiet, end den vi giver den. Den kan ikke hævde sin egen ret. Hvis vi altidhævder vores ret, får naturen aldrig sin.Spørgsmålet er ikke, hvad der er vigtigst; et menneskeliv eller en frøs liv.Bortset fra, at der vist ikke findes nogen fornuftig måde at foretage sådan ensammenligning på, er det slet ikke det væsentlige spørgsmål. Det væsentligespørgsmål er, om er der forhold i naturen, eksempelvis i sådan et økosystem, somGudenådalen er, som i sig rummer noget, som vi mennesker ingen legitim ret har tilat tilintetgøre. Her skal ikke bruges ord som, at naturen har liv, som er ”helligt”, mennok ord som ”ukrænkeligt”. Det er almindeligt og rigtigt at sige, at menneskelivet er”ukrænkeligt”. Jeg vil fastholde, at naturen også har liv, som er ”ukrænkeligt”.Jeg vil gerne opfordre til at indse nødvendigheden af, at vi menneskeryder et offer og lader være med altid at vælge den løsning, som er mest behagelig(eller billigst) for os selv på naturens bekostning. Dette er en nødvendighed, hvis viønsker i realiteten at anerkende, at naturen har værdier, som er dens egne og ikkevores. Eller anderledes udtrykt; hvis vi anerkender at der findes ukrænkelighed inaturen. Prøv at overveje, om vi, hvis vi nægter at anerkende naturens ret, ikke megethurtigt kommer til at mangle argumenter mod nedbrydelsen af den natur, som vi selver. Og så er motorvejen for alvor åbnet for menneskehedens afskaffelse til fordel forrobotter og effektiv ny teknologi.Martin Ishøy er sognepræst i Balle og Ph.d. i miljøetik fra Aarhus Universitet

Indledning

Velfærdsøkonomi

Naturværdier

Politik

Afslutning