MPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 10: Henvendelse af 5/10-06 vedr. valget af linieføring for den kommende motorvej ved Silkeborg, fra Martin Ishøy

Der er lidt stille på motorvejsfronten for tiden. Vi venter på, at Folketinget skalbeslutte sig. I stedet for bare at sidde med krydsede fingrer redegør jeg i det følgendefor indholdet af den indsigelse, som jeg indsendte til Vejdirektoratet i april.Det handler om integritet. Integritet er en svær én. Især når det er naturensintegritet, der er på tale. Men det er bare sådan, at en motorvej kun må anlæggesgennem et habitatsområde, og det er Gudenådalen, hvis det ikke skader områdetsintegritet. Så nogen må komme op med en nogen lunde velbegrundet forklaring på,hvad integritet er. På det offentlige møde i Silkeborghallerne d. 28. marts i år medgavVejdirektoratets projektleder Birger Munch, at det var svært helt at sige, hvad ordetbetød, men at vejdirektoratet i hvert fald opfattede integritet som muligheden for atbevare eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, for hvisskyld habitatsområdet er udpeget.På almindelig danske betyder det, at de pågældende dyr og planter ikkemå uddø eller noget, der ligner. På den måde bliver integritet til noget der kan målesog administreres. Er guldsmeden uddød eller levende, og hvor mange eksemplarer erder eventuelt tilbage? Er det, hvad ordet integritet egentlig betyder? Nej, det er det joikke. Men Vejdirektoratets definition er udtryk for den velkendte administrative trangtil at kunne måle og tælle også det, som egentlig ikke kan måles og tælles.Prøv at overveje, hvad det vil sige, at man ikke må krænke et andetmenneskes integritet. Uanset hvad der menes, er integriteten ikke noget, der kantælles eller måles. Selvfølgelig: hvis man slår nogle mennesker ihjel, kan man måleog tælle, at de ikke lever længere, men er døde. Men ingen vil vist påstå, at det erdisse menneskers integritet, man har målt eller talt. Man kan måle og tælle, om enlivsform findes eller ikke findes, men man kan ikke sige, at det er dens integritet, manhar målt eller talt.Når nu den lovgivende magt, dvs. politikerne, i love og andre retligetekster skriver ”integritet”, så tror jeg, de mener, hvad de skriver. Det kan godt være,at det er svært at definere integritet, hvis man er vant til kun at beskæftige sig medting og opdelinger, der kan tælles og måles. Men at den ikke kan tælles og måles,betyder jo ikke, at den ikke kan beskrives. Hvis man kan finde de rigtige ord, og hvisman prøver at tænke i helheder og sammenhænge.En velbegrundet definition på integritet finder man i et værk af prof., dr.Peter Kemp og Ph.d., lektor Jacob Dahl Rendtorff, som de har udfærdiget påbestilling af EU kommissionen i slutningen af 1990´erne.Kemp og Rendtorff peger på, at integritetsbegrebet er beslægtet medbegreber om sundhed og autonomi, men også rummer andre afgørendebetydningslag. Ordet betegner det ukrænkelige, urørlige, uforstyrrede, det som ikke

må ændres. Når begrebet i dag bruges i lovgivende tekster er denne “urørlighed” ellerret til at videreføre et naturgivet anlæg eller en genetisk struktur helt klart et vigtigtaspekt.Lidt nærmere sagen kommer man ved at sige, at hvad integritetsbegrebetrefererer til, er den helheds- eller enhedsgivende sammenhæng, der konkret er på spil.Respekt for integritet skal forstås som respekt for enheden af livshistorien,livssammenhængen og livstotaliteten, hos den livsform, hvis integritet det drejer sigom.Ved at anvende integritetsbegrebet forsøger politikere og andre altså atbeskytte noget i naturen, som ikke er til at forstå for den, der udelukkende opfatterverden som bestående af enkeltdele. Derimod gør anvendelsen af integritetsbegrebetgældende, at verden også består af noget, som ikke kan forstås som enkeltdele, menkun som livssammenhænge og helheder, som viser at verden er fælles.At anerkende en livsforms integritet indebærer anerkendelsen af en formfor fællesskab eller fælles verden. At frakende den livsform, hvis integritet mananerkender, visse betydningslag i den fælles verden, ville være udtryk for blindhedeller misbrug af definitionsmagten.Så i de områder i Gudenådalen, hvor visse dyr og planter er beskyttet medhabitatsbestemmelserne betyder anvendelsen af integritetsbegrebet, at det er én ogden samme verden, som mennesker, kølleguldsmede og andre livsformer har tilfælles inklusive alle dens betydningslag.Den naturs integritet, som er på så spil i Gudenådalen, skal derfor forståsikke blot udfra arternes mulighed for at reproducere sig, men også i deres bredeøkologiske, æstetiske, historiske og kulturelle sammenhænge. Og det er som sådanden skal respekteres.Jamen, vil nogen sige, de pågældende dyr og planter ved jo ikke, at de harog indgår i æstetiske, historiske og kulturelle sammenhænge. Nej. Men anvendelsenaf integritetsbegrebet peger jo netop på, at den verden, hvor de befinder sig, er enverden, som er fælles for alt liv, og derfor beskytter integritetsbegrebet depågældende livsformers økologiske, æstetiske, historiske og kulturellesammenhænge. Også selv om de ikke har den fjerneste anelse derom. At menneskerer de eneste, der kan forholde sig til sin historie, betyder ikke, at de er de eneste, derhar en historie, en æstetisk forekomst osv.I den omtalte bog til EU-kommissionen hedder det; ”Denne integritet ertil stede i levende væsner i kraft af den kendsgerning, at de har en naturlig ogevolutionær livshistorie som en art, der er blevet til (”created”) for længe siden, ogsom en del af vores verdens rigdom. Af disse grunde anerkender vi behovet for atbeskytte dyrearterne og naturens egen indre (”intrinsic”) værdi. Vores omsorg fornaturen bliver en moralsk dyd”.Når jeg har valgt netop denne bog som hovedreference i min indsigelsemod det mulige motorvejsanlæg i Gudenådalen, er det fordi den er ”afgivet” (som det

hedder) til EU-kommissionen i slutningen af 90´erne, som dengang bad lederen afCenter for Bioetik og Ret om at skrive den. Det er altså et værk, som bør være kendt ide relevante fora i EU, hvorhen jeg for en sikkerheds skyld også har sendt minindsigelse.Jo mere litteratur jeg kommer under vejrs med – og det viser sig, at der erskrevet en del om integritet siden -94, bl.a. i regi af forskellige FN-organisationer –desto mere overbevist bliver jeg om, at Danmark vil tabe en sag for EU-domstolen,hvis det kommer så vidt. Ligesom jeg er overbevist om, at Danmark fortjener at tabe,hvis man vælger at anlægge motorvejen via Resendal, som er den absolut dårligste afde mulige liljeføringer. Alle linjeføringerne er problematiske, men Resendallinjen er ioplagt modstrid med integritetsbeskyttelsen af habitatsområderne.Nu er habitatsområderne og integritetsbeskyttelsen én ting, og snakkenbliver nødvendigvis lidt juridisk i kanten. Men sagen, selve indholdet, stikker langtdybere. Det drejer sig om vores forhold til naturen. Kan og skal vi alene forholde ostil naturen, det derude, som et medium for tilfredsstillelse af vores praktiske behov,nu og i fremtiden. Eller skal vi grundlæggende anerkende, at naturen først ogfremmest er og skal respekteres som noget andet end et medium for tilfredsstillelse afvores praktiske behov? Har vi en fælles verden med naturen, eller er naturen ikkeandet end et element i vores verden?Den udvikling som planeten Jorden er gennemgået i nyere tid, gør detnødvendigt, at vi gør os de spørgsmål klart, og at vi finder nogle kloge svar.Menneskehedens magt og ikke mindst kollektive påvirkning af kloden er blevet såstærk, at hvis vi ikke vender skråen og gør nogle seriøse indsigter, så går det heltsikkert galt. Og det vil sige; nogle indsigter som ikke er naturvidenskabelige ellerteknologiske, men filosofiske, religiøse, og livsanskuelsesmæssige i bredeste forstand(men som selvfølgelig er naturvidenskabeligt kvalificerede).At visse områder er beskyttet af EU-habitatsbestemmelser, er enforanstaltning, som peger i den rigtige retning. Den er udtryk for, at nogle politikerekræver respekt for naturen som andet end råstof til menneskers fri benyttelse. Mendisse bestemmelser er også en meget begrænset foranstaltning. Hvis respekten fornaturen begrænses til enkelte beskyttede områder, mens de naturødelæggendeudviklingstendenser bare tonser derudad udenfor disse områder, er lidet vundet.Et af de forrykte forhold ved ideen om at føre motorvejen via Resendal er,at linjeføringen så kommer til at løbe direkte igennem Sminge- ogGødvadfredningerne. På grund af de internationale habitatsbestemmelser, haropmærksomheden fra de, der taler naturens sag, hovedsaligt været rettet modhabitatsområdet. Men selv om begrundelserne for de nationale fredninger ikkeanvender ordet ”integritet”, forekommer det oplagt at være en del af, hvad det drejersig om. Således henviser udpegningsgrundlaget i fredningskendelsen fra 1975 til desærlige geologiske forhold på stedet. Jamen disse geologiske forhold er jo resultat af

en enestående naturhistorisk udvikling, og denne er (jævnfør ovenfor) et vigtigtelement af dalens integritet. Man brugte bare ikke det udtryk i 1975!Og er integriteten i det hele taget ikke som regel en vigtig del af grundentil at frede et stykke natur – uanset om ordet anvendes eller ej? Tænk på Møns Klint,Vadehavet, Mols bjerge. Tænk på landskabet omkring Gudenåen. Det er ikke kun detsmalle habitatsområde, der vil blive krænket af en motorvej. Det samme gælder i højgrad de omgivende nationalt fredede områder. Disse fredninger kan Folketingetganske vist bare ophæve med et pennestrøg. Men hvor klogt vil det være? Skulle detikke være både muligt og klogt at friholde Gudenådalen og dens natur foranlæggelsen af en motorvej, som bedre kan føres ad en anden rute end den, somkrænker integriteten, ødelægger naturværdier, ødelægger stilheden, og som intet inaturen har godt af?Jeg har altså indsendt en indsigelse. Efter hvad Vejdirektoratet oplyser, ermin indsigelse sammen med et stort antal andre høringssvar videresendt til transportog energiministeren. Så må vi jo håbe, at den gode minister har haft tid til at læsedem alle sammen og tage dem ind i en grundig overvejelse. Der er jo mangemennesker, som har nu brugt tid på at udforme høringssvar, som er uenige i en elleranden eller alle Vejdirektoratets anbefalinger. Disse høringssvar har vi så sendt ind tilVejdirektoratet, som har taget stilling til dem.Det er svært ikke at tænke på, at det altså er de samme mennesker, somhar lavet anbefalingerne, som også har taget stilling til indsigelserne mod disseanbefalinger. Hvor neutrale har de mon været? Men så er det jo godt, athøringssvarene nu er sendt til transport- og energiminister Flemming Hansen, som erkendt som en vågen og agtpågivende minister, der ikke kunne drømme om at siddefolkets tilbagemeldinger overhørig. Det ville sørme også være meget udemokratisk.

Motorvej vs. Integritet