NOTAT

 

  

15. november 2006

 

Ny bekendtgørelse om biblioteksafgiften

 

Den 26. oktober 2006 blev der mellem regeringen og Folketingets øvrige partier indgået en ny 4-årig aftale om biblioteksafgiften.

 

Et af punkterne i denne aftale er, at skønlitteratur for voksne udgivet før 1976 med virkning fra januar 2007 tildeles det samme forhøjede pointtal (1,7 points pr. side) som skønlitteratur for voksne udgivet fra og med 1976.

 

Dette nødvendiggør en ændring af den eksisterende bekendtgørelse om biblioteksafgiften (bekendtgørelse nr. 1175 af 17. december 2002). Det fremgår således af den nuværende § 8, stk. 5, at:

 

”Ved skønlitteratur, jf. § 7, stk. 3, forstås litteratur, som i Nationalbibliografien er klassificeret som skønlitteratur. Ved litteratur for voksne, jf. § 7, stk. 3, forstås titler, der af Dansk BiblioteksCenter siden 1976 er angivet som sådan i forbindelse med registreringen i Nationalbibliografien.”

 

Sondringen mellem skønlitteratur for voksne udgivet henholdsvis før og siden 1976 skyldes, at litteratur først fra 1976 blev registreret elektronisk som skønlitteratur for voksne i Nationalbibliografien.

 

Med henblik på at få udsondret skønlitteratur for voksne udgivet før 1976 fra øvrig skønlitteratur, har Biblioteksstyrelsen tilbudt at foretage en manuel gennemgang af alle relevante titler og kategorisere disse i overensstemmelse med de kategoriseringer, Nationalbibliografien har forestået siden 1976.

 

Det foreslås på den baggrund at tilføje følgende sætning til § 8 stk. 5, i bekendtgørelsen:

 

”Ved litteratur for voksne udgivet før 1976 forstås titler, der af Biblioteksstyrelsen i 2006  er angivet som sådan.”

 

Det følger af bekendtgørelsens § 21, at klager over fordelingen af biblioteksafgift for et givet finansår efter lovens § 6 skal være indgivet til Biblioteksstyrelsen senest den 15. oktober i udbetalingsåret. Denne klageadgang finder ligeledes anvendelse på Biblioteksstyrelsens angivelse af titler som skønlitteratur for voksne udgivet før 1976 som foreslået i § 8, stk. 5.

 

Herudover indeholder udkastet til ny bekendtgørelse en mindre ændring af § 7, stk. 3. Det fremgår af denne bestemmelse, at skønlitteratur for voksne tildeles 0,35 point pr. side, henholdsvis 0,675 point pr. minut til de primære bidragydere. Fra 2004 tildeles skønlitteratur for voksne 1,7 point pr. side, henholdsvis 0,85 point pr. minut til de primære bidragydere. Da det ikke længere er relevant at tale om den lavere pointtildeling på 1,35 point pr. side/0,675 point pr. minut, foreslås det at ændre bestemmelsen, således at alene det nuværende forhøjede pointtal på 1,7 point pr. side/0,85 point pr. minut fremgår heraf. 

 

I aftalen mellem regeringen og de øvrige partier i Folketinget fremgår det dernæst, at Biblioteksafgiftsnævnet skal udvides med et medlem med henblik på at sikre, at også Danske Skønlitterære Forfattere er repræsenteret i nævnet.

 

Dette nødvendiggør ligeledes en ændring af bekendtgørelsen. Som det imidlertid fremgår af aftalen, finder udvidelsen af nævnet først sted med virkning fra 2008. Udskydelsen af denne ændring til 2008 skyldes, at der med virkning fra dette tidspunkt i øvrigt skal udpeges nye medlemmer til nævnet. Der vil således først til den tid blive affattet en ny bekendtgørelse med henblik på at ændre nævnets sammensætning.

 

Afslutningsvis skal der gøres opmærksom på, at det foreslås at lade bekendtgørelsen træde i kraft 1. januar 2007. Den ændrede bekendtgørelse vil dermed finde anvendelse på udbetalingen af biblioteksafgift for 2006, der finder sted ved udgangen af juni 2007.

 

 

Materiale vedlagt

Aftale af 26. oktober 2006 om biblioteksafgiften

 

 

 

 

Anne Sophie Gersdorff Schrøder