Mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er der indgået følgende aftale om biblioteksafgiften:
· Bevillingen til biblioteksafgift forøges med 5 mio. kr. årligt fra og med 2007 til og med 2010.
· Bevillingen til litteratur forøges med 10 mio. kr., således at Kunstrådets eksisterende litteraturpulje kan fortsættes fra og med 2007 til og med 2010. Dette er en særlig bevilling under Kunstrådet.
Dette indebærer følgende bevillinger:
Mio.kr. FL 2007-niveau |
2007 |
2008 |
2009 |
2010 |
Biblioteksafgift § 21.21.11 |
155,4 |
155,4 |
155,4 |
155,4 |
Litteraturpulje § 21.21.47.60 |
10,0 |
10,0 |
10,0 |
10,0 |
I alt |
165,4 |
165,4 |
165,4 |
165,4 |
På grundlag af bl.a. rapporten fra Udvalget om Biblioteksafgift 2006, afgivet i april 2006, er der desuden aftalt følgende:
a) Pointtildelingen til skønlitteratur for voksne udgivet før 1976 forhøjes, således at pointtildelingen svarer til pointtildelingen for skønlitteratur for voksne udgivet fra og med 1976. Kulturministeren gennemfører i den forbindelse en ændring af § 8, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 106 af 19. februar 2003.
b) Danske Skønlitterære Forfattere får en plads i Biblioteksafgiftsnævnet på linje med, hvad Dansk Forfatterforening har i dag. Kulturministeren gennemfører i den forbindelse for en ændring af § 22, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 106 af 19. februar 2003.
Ændringen vedrørende pointtildeling til skønlitteratur for voksne udgivet før 1976 gennemføres med virkning fra 1. januar 2007.
Ændringen vedrørende udvidelse af Biblioteksafgiftsnævnet, således at Danske Skønlitterære Forfattere er repræsenteret, gennemføres med virkning fra 1. januar 2008 i forbindelse med, at der i øvrigt skal udpeges nye medlemmer til nævnet.
Der indledes i 2010 drøftelser om en eventuel ny flerårig aftale fra 2011.