Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

28. juni 2007

 

Evaluering af lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v.

 

Den 1. juli 2005 trådte lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v. i kraft.

 

Loven er omfattet af lovovervågning, hvilket indebærer, at der 2 år efter lovens ikrafttræden (1. juli 2007) udarbejdes en rapport, som sendes til Folketinget, og som redegør for, om formålet med loven er opfyldt, om loven har haft den tilsigtede virkning m.v.

 

Kulturministeriet rettede ultimo marts måned henvendelse til de involverede ministerier og stillede en række spørgsmål til loven, som ministerierne skulle sende i høring hos deres interessenter på området – evt. med supplerende spørgsmål. Spørgsmålene er til orientering vedlagt nærværende skrivelse. De modtagne svar indgår i ministeriets evalueringsarbejde med loven.

 

Kulturministeriet inviterede i samarbejde med Undervisningsministeriet herudover idrætsorganisationerne (DIF og DGI) og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) til et evalueringsmøde, der fandt sted den 21. maj 2007. De foreløbige erfaringer med loven blev på dette møde drøftes med udgangspunkt i de af ministeriet stillede spørgsmål.

 

På baggrund af de modtagne skriftlige høringssvar fra de øvrige ministerier, samt de mundtlige tilkendegivelser på evalueringsmødet, kan det konstateres, at loven i vidt omfang fungerer tilfredsstillende.

 

Der er imidlertid peget på enkelte forhold, der giver anledning til problemer i praksis. Der er i visse organisationer bl.a. utilfredshed med formuleringen i børneattestloven og Kriminaleregisterbekendtgørelsen, hvorefter der alene kan udstedes børneattest, når der er tale om ”ansættelse eller beskæftigelse”, idet visse organisationer har voksne tilknyttet til at have direkte kontakt med børn under 15 år, uden at dette har karakter af ansættelse eller beskæftigelse; i disse tilfælde kan der ikke indhentes børneattest på de pågældende.

 

Kulturministeriet har sammen med Justitsministeriet på den baggrund besluttet at iværksætte undersøgelser, der kan belyse problemets omfang, med henblik på at vurdere om der er behov for at ændre de nuværende formuleringer i hhv. lov og bekendtgørelse.

 

Kulturministeriet har i lyset heraf besluttet at udskyde fristen for afgivelse af lovovervågningsrapport til Folketinget til 1. december 2007 med henblik på efterfølgende fremsættelse af forslag til ændring af børneattestloven primo 2008.

 

 

 

 

Brian Mikkelsen