Fra: Lars Quistgaard Bay
[mailto:[email protected]]
Sendt: 26. juni 2007 07:53
Til:
Emne: Copy-Dan forvaltningsbeføjelser for afgifter på blankmedier skal
afskaffes eller begrænses.
Til medlemmerne af Kulturudvalget og Kulturministeren,
Ved lov af den 11. juni 2006 blev afgiften på blankmedier nedsat, hvilket indebar, at Copy-Dan skulle refundere afgift på endnu ikke solgte medier.
Copy-Dan har endnu ikke betalt skyldig refusion af betydelig størrelse til en række af Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder, trods utvivlsom dokumentation for beholdningen af refusionsberettigede medier. Gennem det år der er gået siden medieforliget, har det trods adskillige henvendelser først for nylig været muligt for Copy-Dan at træffe en beslutning om ikke at refundere oplagte krav på tilbagebetaling.
Copy-Dan’s status indebærer, at det ikke er muligt at klage over forholdet til Folketingets Ombudsmand, som tilfældet ville have været, hvis en statslig myndighed havde ageret tilsvarende omkring tilbagebetaling af afgifter. Dette hænger også sammen med, at loven ikke giver adgang til at klage over Copy-Dan til Kulturministeriet. Derfor henvender vi os nu til Kulturudvalget og Kulturministeren.
Dansk Erhvervs klage er, at Copy-Dan har lagt hindringer i vejen for virksomhedernes refusionskrav. Dette er sket ved, at Copy-Dan har stillet langt tungere krav til virksomhedernes dokumentation i forhold til f.eks. offentlige skatte- og afgiftsmyndigheder. Dernæst har Copy-Dan stillet en tidsfrist, det ikke har været muligt at nå.
Når virksomheder får krav på refusion fra det offentlige ved afgiftsnedsættelser, stilles normalt ingen formelle krav om dokumentation, men virksomheden skal selvfølge kunne redegøre for rigtigheden af selvangivelsen gennem regnskabsmæssig dokumentation af ordentlig kvalitet. Frister for indsendelse af refusionskrav er som regel på fra fjorten dage til flere måneder.
Copy-Dan fastsatte oprindelig fristen til onsdag i ugen efter lovens ikrafttræden, men sent fredag eftermiddag, blev fristen ændret til mandag eftermiddag, hvilket gjorde det umuligt at opfylde det meget omfattende dokumentationskrav, da der herefter reelt kun var en arbejdsdag til rådighed. Fristforkortelsen betød, at alle refusionsberettigede skulle træffe aftale med en statsautoriseret revisor, der skulle foretage en fysisk optælling af den enkelte butiks varelager og attestere beholdningen over for Copy-Dan.
Det siger sig selv, at det var fysisk umuligt for de mange tusinde refusionsberettigede virksomheder at træffe aftale med en statsautoriseret revisor med så kort varsel. Derfor er det Dansk Erhvervs klare opfattelse, at kravet om fysisk optælling ved statsautoriseret revisor i kombination med den overraskende fristforkortelse har været en bevidst strategi fra Copy-Dan’s side for at undgå de fulde konsekvenser af afgiftsnedsættelsen.
Ydermere medfører kravet om den statsautoriserede revisors fysiske tilstedeværelse hos virksomheden en væsentlig større omkostning end omkostninger ved offentlige kassers refusionskrav. Dette gør det urentabelt at søge refusion, hvis kravet ikke overstiger nogle tusinde kroner. Kravet om at revisor skal tælle op, strider i øvrigt mod sund fornuft. Virksomheden skal tælle op. En revisor skal revidere.
På denne baggrund må det konstateres, at Copy-Dan’s krav til virksomhederne og adfærd i øvrigt var en systematisk strategi for at unddrage sig betaling. Denne strategi har navnlig skadet mindre virksomheder, hvor mange sikkert har opgivet sine krav på forhånd, medens større virksomheder med mange forretningssteder rent fysisk ikke har haft mulighed for at foretage optællingen inden for den ekstremt korte frist.
Folketinget har vedtaget, at afgifterne skulle nedsættes. Det tilkommer ikke Copy-Dan reelt at omgøre virksomhedernes krav på refusion af allerede betalte afgifter ved at opstille nogle formalistiske krav, der tilsyneladende kun har til formål at udelukke eller begrænse virksomhedens krav på refusion, vel at mærke krav, som kan dokumenteres fuldt ud gennem sædvanlig regnskabsmæssig dokumentation.
Med denne uacceptable adfærd og manglende respekt for folkestyret, er det nødvendigt, at Copy-Dan’s forvaltning af afgiften på blankbånd afskaffes eller begrænses, så lignende episoder undgås i fremtiden. Det skal bemærkes, at Copy-Dan ved forrige refusion også lagde unødige hindringer for virksomhedernes tilbagebetalingskrav.
Dansk Erhverv står gerne til rådighed for en uddybning.
Denne henvendelse er sendt til alle medlemmer af Kulturudvalget og Kulturministeren.
Med venlig hilsen
Lars Quistgaard Bay
Advokat, chefkonsulent
Dansk Erhverv
Børsen
1217 København K
www.danskerhverv.com
Telefon: +45 3374 6000
Mobil: +45 30317530
Direkte: +45 3374 6108
Fax: +45 3374 6080
Mailto:[email protected]
|
Med 20.000 medlemsvirksomheder og 100 brancheorganisationer tilbyder Dansk Erhverv et unikt fællesskab med fokus på politisk gennemslagskraft og dybdegående virksomhedsrådgivning. Dansk Erhverv har mere end 200 ansatte, der tæller jurister, økonomer, konsulenter og andre medarbejdere. Vi tilbyder tre typer af medlemskab, som er målrettet erhvervslivets behov for differentieret rådgivning og eventuelle ønske om overenskomster. |