Formand for Dansk Skuespillerforbund

Henrik Petersen

Sankt Knuds Vej 26

1903 Frederiksberg

 

 

 

Cc: Kulturminister Brian Mikkelsen og Folketingets partier

 

 

 

 

 

Kære Henrik Petersen

 

Dansk Skuespillerforbund har i et åbent brev til kulturminister Brian Mikkelsen af 17. oktober Københavns Teater fremført en række forhold og synspunkter som efter Københavns Teaters opfattelse må bero på misforståelser. Da bestyrelsen lægger vægt på et fortsat godt samarbejde med alle som arbejder for et kunstnerisk blomstrende teaterliv i København, vil vi kort redegøre for de rejste spørgsmål.

 

Ansættelsesproceduren af nye teaterdirektører er i orden

Alle ansøgninger er indkommet rettidigt, og alle ansøgere har oplyst, hvilke teater de søgte. I det omfang, en ansøger har søgt flere teatre, er dette tydeligt fremgået. Enten ved, at der er fremsendt fysisk separate ansøgninger eller ved, at det af den samlede ansøgning er fremgået tydeligt på hvilket grundlag, der er ansøgt om det enkelte teater.

 

Ulrika Josephsson søgte såvel Teater X som Betty Nansen Teatret. Hun har i sin ansøgning begrundet, at hun søger Betty Nansen Teatret, fordi hun har godt kendskab til netop dette teater og kontakter relateret til tidligere samarbejder, og at det er et teater, som hun, ud fra det kendskab hun har, respekterer meget og sætter pris på, hvad angår indretning, arbejdsform og lokaler.

 

Det er ikke i strid med de gældende regler, at teatrenes bestyrelser ikke har været inddraget i ansættelserne. Tværtimod er det i teaterloven fastlagt, at teatrene i Københavns Teater kun kan få tilskud til drift og produktion, hvis bestyrelsen for Københavns Teater udpeger teaterdirektørerne.

 

Det er lovligt at udpege teaterdirektører før bestyrelser

I henhold til Teaterloven er det en betingelse for, at teatre i Københavns Teater kan modtage tilskud til drift og produktion, at Københavns Teater udpeger teatrenes bestyrelse og daglige ledelser. Rækkefølgen af udnævnelserne er ikke fastlagt i hverken teaterloven eller bekendtgørelsen om Københavns Teater. Når Københavns Teater har udpeget teaterdirektørerne før bestyrelserne, er det bl.a. sket fordi hovedparten af de afgående ledelser har lagt afgørende vægt på at få ansat de kommende direktører tidligst muligt, således at de kunne få aftaler og kontrakter for sæson 2007/08 på plads.

 

Københavns Teater udpeger alene bestyrelser og direktører på de teatre, der ønsker at modtage tilskud til drift og produktion. De siddende bestyrelser for

·         Østre Gasværks Teater

·         Betty Nansen Teatret

·         Nørrebros Teater

 

har tiltrådt Københavns Teaters betingelser af 28. juni 2006 for at yde tilskud til disse teatres drift og produktioner. For så vidt gælder Teater X er der tale om, at der skal etableres en ny selvejende institution, så dette teater har endnu ikke en bestyrelse.

 

De kunstneriske profiler indskrænker ikke den kunstneriske frihed

Bestyrelsen for Københavns Teater har udført de opgaver, den har ifølge teaterloven og bekendtgørelsen om Københavns Teater. Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at Københavns Teater skal indgå resultataftaler med teatrene, og at der i resultataftalerne bl.a. skal fastsættes

 

”… størrelsen af tilskud til det enkelte teater. Resultataftalerne skal herudover blandt andet indeholde betingelser forbundet med tilskuddet, teatrets kunstneriske profil, fastsættelse af institutionens resultatmål, oplysninger om egenkapital, (værdi)belægningsprocenter og evaluering. Aftalerne kan desuden indeholde krav om, at teatrene anvender et fælles aktivitets- og økonomistyringssystem, fælles revisor m.v.”

 

Københavns Teater har derfor i strategiplanen fastlagt de enkelte teatres kunstneriske profiler, og valgt at teatrene skal indgå i Københavns Teaters fælles økonomistyringssystem.

 

Ved at fastlægge de kunstneriske profiler har Københavns Teater ikke indskrænket teaterchefernes lovfæstede kunstneriske frihed. Dette er understreget flere steder i strategien for Københavns Teater. For eksempel på side 12, hvor der står:

 

”Profilerne er ikke udtømmende beskrivelser af det repertoire, som teatrene forventes at opføre, men angiver retningen for teatrenes kunstneriske virksomhed. Teatrene står frit i genrevalg og kan eksperimentere inden for den ramme, som profilen fastlægger.”

 

Ingen politiske hensyn bag valg af direktører

Endeligt vil Københavns Teater endnu engang understrege, at der ikke ligger politiske hensyn bag valget af nye teaterdirektører. Bestyrelsen for Københavns Teater har i forlængelse af bestyrelsesformand Christian Scherfigs fratræden offentligt tilkendegivet at valget af ny ledelse

 

 

alene er foretaget ud fra en vurdering af ansøgernes kunstneriske og ledelsesmæssige kvalifikationer.

 

Københavns Teater vil meget gerne på et møde med Dansk Skuespillerforbund redegøre nærmere for forholdene.

 

 

Med venlig hilsen

 

Mai Buch