Folketingets Kulturudvalg
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
20. februar 2007
Forlængelse af sendetilladelser
RADIOERNE, branche- og interesseorganisationen for publicistisk orienterede kommercielle radio- og tv-stationer, kontaktede ved brev af 30. november 2006 Kulturudvalget for at påpege en række forhold, der gennem længere tid har påvirket de lokale kommercielle radiostationer voldsomt og bad i den forbindelse om foretræde. Da RADIOERNE endnu ikke har hørt fra Kulturudvalget, ønsker vi med denne henvendelse atter at rette fokus mod problemerne, samt understrege en række yderligere udfordringer som den lokale kommercielle radiobranche står overfor.
Som tidligere nævnt er det helt uacceptabelt at drive en professionel virksomhed med de usikkerheder, der ligger i de eksisterende sendetilladelsesvilkår. Et problem der nu i endnu større udstrækning påvirker stationerne, idet branchen i øjeblikket er i gang med at sende den officielle lytterundersøgelse i EU-udbud. Et EU-udbud der skal bidrage til at professionalisere radiobranchen og i højere grad levere valide data om radiolytningen i Danmark til glæde for såvel annoncører, aktører som øvrige interessenter. I forbindelse med dette EU-udbud er branchens aktører nødt til at indgå flerårige kontrakter med leverandøren. Dette arbejde besværliggøres i høj grad af den uvished, som en stor del af de danske kommercielle radiostationer står i og betyder en helt urimelig risiko for de mindre aktører i branchen om at indgå i samarbejdet om disse lytterundersøgelser.
Det er ikke længere acceptabelt at holde en lang række små og mellemstore virksomheder hen i uvished med henvisning til en eventuel replanlægning, som har været diskuteret i et årti. I øjeblikket har alle disse radiostationer sendetilladelse til årsskiftet, hvilket i realiteten betyder, at de i løbet af ganske få måneder skal overveje, om deres medarbejdere skal opsiges og deres lokaler afhændes. Der er tale om betydelige antal arbejdspladser, samt radiostationer som væsentlige bidragsydere til den lokale debat og det lokale demokrati.
RADIOERNE skal i den sammenhæng endnu engang erindre om formålet med replanlægningen, der var at skaffe flere landsdækkende stationer såvel som forbedre vilkårene for de lokale kommercielle stationer. Den nyligt overståede auktion over FM5 viser, at efterspørgslen på landsdækkende kanaler er faldet. Fem tilmeldte bydere, hvoraf kun to var aktive, samt den lave pris viser med al tydelighed, at behovet for flere landsdækkende stationer ikke eksisterer mere. Mht. de lokale kommercielle stationer skal RADIOERNE henlede opmærksomheden på, at de bedste vilkår IKKE er en replanlægning, men derimod nogle acceptable arbejdsvilkår at drive lokalradio under.
På baggrund af ovenstående skal RADIOERNE gentage deres anmodning om foretræde for Kulturudvalget for at drøfte problemerne, der udgør et standende og stigende problem for de lokale kommercielle radioer. Ved foretrædet vil RADIOERNE være repræsenteret ved undertegnede samt bestyrelsesmedlemmerne Lars Jespersen og Ole Søndergaard.
Med venlig hilsen
Steffen Stenbæk                                                          Marianne Bugge Zederkof
Formand                                                                       Sekretariatsleder
Kopi til Kulturministeren