Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

9. februar 2007

 

Til Kulturudvalgets orientering fremsendes hermed brev af 7. februar 2007 fra DRs bestyrelsesformand vedrørende DRs seneste slutprognose for DR-Byen lydende på 4,7 mia.kr. Brevet er bilagt en budgetredegørelse for byggeprojektet samt et notat om de samlede økonomiske konsekvenser for DR ved udflytningen til DR-Byen. DRs bestyrelsesformand oplyser i brevet, at DR medio marts vil vende tilbage med en anmodning om en udvidelse af statsgarantien vedrørende DR-Byen.

 

Jeg skal i den anledning oplyse, at jeg d.d. skriftligt har anmodet DRs bestyrelse om senest samtidig hermed at fremsende en detaljeret redegørelse for konsekvenserne for programvirksomheden af de seneste fordyrelser. Redegørelsens fokus skal være på, hvad DR vil gøre for at overholde kravene i den netop indgåede public service-kontrakt for perioden 2007-2010. Kopi af mit brev vedlægges.

 

Når det nævnte materiale foreligger, vil medieordførerkredsen tage stilling til, hvorvidt en anmodning om forhøjelse af statsgarantien vedrørende DR-Byen skal fremsendes til Finansudvalget.

 

Til orientering fremsender jeg i øvrigt et opdateret kommissorium for den kommende revisorundersøgelse af DR-Byen, hvori der er taget højde for den seneste slutprognose.

 

Enslydende brev er sendt til Folketingets Finansudvalg.

 

 

 

Brian Mikkelsen