Minister Lars Løkke Rasmussen

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 


 

Camilla Udsen

Dok. 48738/ph

 
7. februar 2007

Direktiv om audiovisuelle medietjenester / WHO-charter mod fedme

 

Kære Lars Løkke Rasmussen

Danmark tilsluttede sig på WHO’s ministerkonference den 16. november 2006 i Istanbul et fælles europæisk charter mod fedme. I den forbindelse ønsker de undertegnede organisationer at henlede din opmærksomhed på Europa-Kommission­ens direktivforslag om audiovisuelle medietjenester, som netop giver en mulighed for at begrænse markedsføringen af usunde fødevarer over for børn i audiovisuelle medietjenester.

Europa-Parlamentet vedtog i december 2006 et forslag ved førstebehandlingen, der netop nu behandles i Rådet (uddannelse, ungdom og kultur) med henblik på at opnå en politisk aftale i maj 2007. Europa-Parlamentet har nu vedtaget et ændringsforslag, der tilskynder til frivillig selvregulering på nationalt plan af markedsføring af usunde og uhensigtsmæssige føde- og drikkevarer.

Opfordringen til selvregulering er dog ikke ny. Allerede i januar 2005 udtalte kommissær Markos Kyprianou, at industrien havde et år til at løse problemet, ellers ville han sætte lovgivning i gang. Nu, to år efter, mener vi, at de tiltag, der har været til selvregulering, ikke har haft den ønskede effekt, og at industrien har haft tid nok. Erfaringen har vist, at det ikke rækker med selvregulering.

Det anslås, at 14 millioner børn er overvægtige på EU-plan, og yderligere 3 millioner børn kategoriseres som fede (cirka hvert tredje barn). I nogle medlemslande er halvdelen af den voksne befolkning allerede overvægtig og 20-30% er fede. Det anslås, at 7% af sundhedsudgifterne i EU kan relateres til fedme og sygdomme som følge af fedme.

 

Med vedtagelsen af WHO-charteret mod fedme forpligtede Danmark og 52 andre lande sig til "at tage specifikke myndighedstiltag med henblik på en væsentlig mindskning i omfanget og effekten af reklamer for energitætte føde- og drikkevarer specielt rettet mod børn” (http://www.euro.who.int/obesity).

I november 2006 kom den britiske tv-myndighed OFCOM med et forbud mod tv-reklamer for fødevarer med et højt indhold af fedt, sukker og salt "i og omkring alle programmer, der specielt appellerer til børn under 16 år, på alle tider af døgnet og på alle kanaler".

Endvidere viser en Eurobarometer-undersøgelse vedrørende sundhed og fødevarer fra november 2006, at 85% af de europæiske borgere mener, at de offentlige myndigheder bør spille en større rolle i bekæmpelsen af fedme. For Danmark er tallet 80% (Eurobarometer 246/Wave 64.3, november 2006).

Vi skal opfordre dig til at sikre, at de initiativer, der tages på henholdsvis nationalt, WHO- og EU-niveau med henblik på at regulere markedsføringen af usunde fødevarer over for børn, er konsistente og komplementerer hinanden.

Vi foreslår, at du sammen med kulturminister Brian Mikkelsen, der repræsenterer Danmark i Rådet (uddannelse, ungdom og kultur), og familie- og forbrugerminister Carina Christensen arbejder for indførelsen af en bindende bestemmelse, der forbyder markedsføringen af usunde fødevarer over for børn i audiovisuelle medietjenester. Vi har samtidig skrevet til Brian Mikkelsen og Carina Christensen og oplyst dem om denne henvendelse til dig.

Med venlig hilsen

 

 

 

Allan Flyvbjerg                                Susanne Volqvartz     

Formand                                         Direktør

Diabetesforeningen                          Hjerteforeningen    

 

 

 

 

Frede Olesen                                  Camilla Hersom

Formand                                         Formand

Kræftens Bekæmpelse                     Forbrugerrådet

 

 

 

 

Kopi:

·         Folketingets Europaudvalg

·         Folketingets Sundhedsudvalg

·         Folketingets Kulturudvalg

·         Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

·         De danske medlemmer af Europa-Parlamentet