Videnstrategi og biblioteker i et globalt perspektiv
Replik til KLs leder i Danske
Kommuner den 1. februar 2007
Af Vagn Ytte Larsen,
formand, Danmarks Biblioteksforening
Det glæder mig naturligvis, at KL beskæftiger sig med bibliotekernes situation,
men lederen i Danske Kommuner nr. 5 indeholder nogle misforståelser, som jeg nødvendigvis
må reagere på.
Folketingets partier har ved en nylig forespørgselsdebat understreget behovet for at udvikle en national videnstrategi. En strategi som blandt mange områder skal forholde sig til bibliotekernes rolle og udvikling i samfundet.
Baggrunden for ønsket om en national videnstrategi er en direkte udløber af FNs topmøde World Summit on the Information Society (WSIS) i 2005, der anbefaler sine medlemslande at få overordnede og samlende strategier for udviklingen nationalt.
En global
udvikling
I Danmarks Biblioteksforening har vi fulgt WSIS-processen tæt gennem hele
forløbet, og sammen med internationale samarbejdspartnere har vi deltaget
aktivt i at få understreget bibliotekernes helt centrale rolle i videns- og informationssamfundet,
til fordel for den enkelte borger og til understøttelse af lokal
demokratiudvikling.
Debatten i
Folketinget for nylig om en national videnstrategi tog udgangspunkt i den
aktuelle situation for bibliotekerne og reduktioner i budgetterne.
Beklageligvis overser KL øjensynlig, at en eventuel national dansk
videnstrategi ikke kun skal handle om biblioteker, men om hele samfundet.
MÃ¥let er at sikre koordination og optimering af udnyttelsen af de samlede
vidensressourcer i landet, herunder naturligvis også alle bibliotekerne.
Udviklingen af en national videnstrategi vil derfor være en opgave som skal
varetages af både Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og ministeriet
for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
Det er derfor glædeligt, men i øvrigt også helt naturligt, at Folketinget nu lægger op til at få igangsat et arbejde, som beskriver hvordan vi i Danmark vil håndtere de udfordringer, som informationssamfundet stiller os overfor.
Danmarks Biblioteksforening støtter naturligvis ideen om at få undersøgt mulighederne for en overordnet national videnstrategi. En sådan er ikke et angreb på kommunernes arbejde på biblioteksområdet, endsige det kommunale selvstyre, snarere tværtimod. Hensigten er at synliggøre og inddrage samtlige vidensinstitutioner i udviklingen, herunder vores lokale biblioteker.
TurDanmark
I det næste
halve år vil vi i Danmarks Biblioteksforening så vidt muligt besøge samtlige
landets kommuner. Hensigten med denne TurDanmark er at høre nærmere om de
lokale planer på biblioteksområdet, og for at hjælpe med til at få udarbejdet
en lokal bibliotekspolitik i de enkelte kommuner. En politisk vedtaget politik
for biblioteksområdet mener vi i Danmarks Biblioteksforening er helt afgørende
for at sikre bibliotekerne de bedst mulige vilkår fremover. Samtidig vil
kommunerne sandsynligvis kunne påvirke en kommende national videnstrategi på
afgørende vis ved at gå foran, og vise hvilke muligheder og ressourcer der
ligger på biblioteksområdet.
Jeg og mine kolleger i Danmarks Biblioteksforening ser frem til en lang række konstruktive møder med landets kommuner om bibliotekernes fremtid.