Folketingets Forsvarsudvalg Christiansborg 1240 København K
|
FORSVARSMINISTEREN |
|
Â
Redningsberedskabets Statistiske Beretning 2006
Jeg vedlægger til Forsvarsudvalgets orientering 30 eksemplarer af Redningsberedskabets Statistiske Beretning 2006.
Beretningen indeholder en række statistiske oplysninger om redningsberedskabets udrykninger og opgaver i 2006 samt udviklingen over tid.
For så vidt angår de offentliggjorte oplysninger på Beredskabsstyrelsens hjemmeside vedrørende gennemførte brandsyn i 2006, kan jeg oplyse, at hvis man ser på udviklingen siden Beredskabsstyrelsen i 1995 begyndte at registrere oplysninger om gennemførte lovpligtige brandsyn på landsplan, har der været tale om en positiv udvikling, der i 2005 foreløbig kulminerede med en samlet gennemførelsesprocent på 98. Fra 2005 til 2006 faldt dette til 93 %.
Faldet i gennemførelsesprocenten tages selvfølgelig meget alvorligt, og Beredskabsstyrelsen har oplyst, at der snarest vil blive taget initiativ til over for samtlige kommuner, der ikke har foretaget alle lovpligtige brandsyn, at indskærpe kommunalbestyrelsernes ansvar for at foretage brandsyn efter de gældende regler. I den forbindelse agter styrelsen at anmode de kommuner, der ikke har foretaget brandsyn eller har foretaget meget færre brandsyn end foreskrevet, dels om at indsende handlingsplaner for, hvornår de forventer at have indhentet det forsømte, dels om at bekræfte, at de brandsyn, som er lovpligtige i 2007, vil blive gennemført inden årets udgang.
Hvis resultatet af Beredskabsstyrelsens anmodning om redegørelser viser, at kommunerne ikke agter at gennemføre de manglende brandsyn, vil jeg bede Beredskabsstyrelsen om at indbringe sagerne for de kommunale tilsynsmyndigheder, som efter reglerne i den kommunale styrelseslov har mulighed for at pålægge tvangsbøder.
For at understrege vigtigheden af at der gennemføres lovpligtige brandsyn, vil jeg desuden fremover bede Beredskabsstyrelsen om at indbringe en kommune for de kommunale tilsynsmyndigheder, såfremt kommunen groft forsømmer at gennemføre de lovpligtige brandsyn.
Med venlig hilsen
Søren Gade