Folketingets Forsvarsudvalg Christiansborg
|
2. april 2007 |
Â
Som en følge af Grønlands Hjemmestyres beslutning om at indstille den ordinære helikopterbeflyvning af Kangilinnguit/Grønnedal med udgangen af 2007 har jeg i 2006 anmodet Forsvarskommandoen om at udarbejde en analyse, der skal belyse konsekvenserne af denne beslutning i forhold til Grønlands Kommando, der er beliggende i Kangilinnguit/Grønnedal.
Analysen skal bl.a. omfatte operative og økonomiske konsekvenser af fortsat at have Grønlands Kommando placeret i Kangilinnguit/Grønnedal, ligesom analysen skal omfatte en flytning af Grønlands Kommando til et andet egnet sted i Grønland, idet der indarbejdes hjemtagning af alle opgaver, som kan varetages fra Danmark.
Endelig skal analysen omfatte en vurdering af konsekvenserne af at oprette en fælles nordatlantisk kommando ved en sammenlægning af Færøernes Kommando og Grønlands Kommando.
Forsvarskommandoens rapport foreligger nu, og den bliver behandlet internt i Forsvarsministeriet, ligesom rapporten er sendt i høring ved de grønlandske og færøske myndigheder med henblik på en indledende kommentering. Forsvarskommandoens rapport er således alene det militærfaglige bidrag til beslutningsprocessen. Efterfølgende vil resultatet blive drøftet med de grønlandske og færøske myndigheder, inden der tages en beslutning vedrørende de nordatlantiske kommandoer. Der er ikke for nærværende fastlagt en termin for en sådan beslutning.
Henset til en øget offentlig bevågenhed i sagen oversender jeg hermed kopi af Forsvarskommandoens analyse til orientering for Forsvarsudvalget. Det skal understreges, at intet er afgjort, og den endelige afgørelse afventer den politiske proces og involverer både de grønlandske og færøske myndigheder.
                    Â
Med venlig hilsen
Søren Gade