Vi sender dette brev vedrørende mulighed for psykologstøtte til dig og alle andre nuværende eller forhenværende soldater, der har været udsendt i international mission siden 1992.
Det er håbet, at du efter hjemkomsten har haft det godt, og at du mest tænker på udsendelsen som en positiv oplevelse.
Vi ved imidlertid, at nogle soldater har haft problemer efter udsendelsen. Nogle af disse har vi haft kontakt med, andre har vi ikke.
Vi skriver til dig for at være sikre på, at du kender muligheden for at få psykologhjælp gennem Forsvaret. Tilbuddet gælder alle med vanskeligheder som følge af udsendelsen, uanset hvornår de var udsendt. Tilbuddet er uden tidsbegrænsning.
Forsvaret har etableret en telefonlinie, hvor tidligere udsendte, deres familier eller andre med tilknytning til en tidligere udsendt kan kontakte os. På denne telefonlinie vil en af vores socialrådgivere i fællesskab med dig afklare dit behov og vejlede dig videre. Du vil også på denne telefonlinie kunne aftale tid til en samtale med en af vores psykologer.
Din henvendelse vil blive behandlet fortroligt.
Da vi ikke ved, hvor mange der vil henvende sig, vil der måske være ventetid både på telefonlinien og på tid til en samtale med en psykolog. Vi håber på din forståelse herfor.
Telefonen vil være åben på hverdage mellem kl. 09:00 og kl.14:00.
Telefonnummeret er:
39 15 13 00
Med venlig hilsen
HENRIK R. LUNDSTEIN
oberst
Chef for Fakultet for Militærpsykologi, Ledelse og Pædagogik