Lovsekretariatet Folketingssekretær Claus Dethlefsen  |
08. november 2006
Ref. 05-001402-7
Kære Claus Dethlefsen
Fødevareudvalget har fast mødetidspunkt onsdage kl. 13.00. Ved planlægningen af arbejdet i udvalget tilstræbes det, at udvalget kun skal holde ét ugentligt møde. Med den mængde af sager og åbne samråd, der er i Fødevareudvalget, betyder det, at det ugentlige møde typisk først afsluttes ca. kl. 16-17.
Ved gennemgangen af ugeplanerne for Folketinget kan jeg konstatere, at 1. behandling af B 5 om mærkning af friskfanget fisk er fastsat til onsdag den 22. november og forespørgsel F 11 til fødevareministeren om landdistrikterne og udvikling i landbruget ventes foretaget onsdag den 29. november. Der er altså stor sandsynlighed for, at arbejdet i Salen med fødevarepolitiske sager kolliderer med udvalgets faste møde.
Udvalget har drøftet dette forhold på sit møde den 8. november 2006. Der var i udvalget enighed om at opfordre til, at der ved planlægningen af arbejdet i Salen tages hensyn til udvalgets faste mødetidspunkt, således at de fødevarepolitiske ordførere ikke samtidig skal være i Salen og til udvalgsmøde.
Med venlig hilsen
Christian H. Hansen,
formand