Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug

og Fiskeri

Den 8. november 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

./.     Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering ministerens talepunkt fra samrådet i Fødevareudvalget den 8. november 2006, samrådsspørgsmål I.

 

Med venlig hilsen

 

 

Kent Harnisch


 Åbent samråd 8. november 2006, landdistriktsprogrammet

 

Besvarelse af spørgsmål I:
”Vil ministeren redegøre for status for forhandlingerne om landdistriktsmidlerne og for regeringens holdning til muligheden for at overføre op til 20 pct. af den direkte landbrugsstøtte til landdistriktsmidlerne?”

 

Fødevareministens tale
Åbent samråd 8. november 2006, landdistriktsprogrammet

 

Som bekendt er forhandlingerne om dette års finanslov netop faldet på plads. Vi har valgt ikke at udmønte den endelige fordeling af landdistriktsprogrammets indsatser i finansloven. Disse vil i stedet blive præciseret i et aktstykke.

Jeg vil gerne her opridse baggrunden for situationen:

Med forliget om EU’s budgetramme for perioden 2007-2013 vil Danmark for den samlede programperiode få tildelt ca. 3,3 mia. kr. fra EU. Heraf stammer næsten halvdelen fra overførslen af de såkaldte ”modulerede midler” fra landbrugspolitikkens søjle I, som udmøntes efter samme regler i de berørte lande (EU 15).

Disse beløb skal modsvares af en national offentlig medfinansiering på 45-50% afhængig af de enkelte foranstaltninger.

Regeringen foreslår samlet at bruge 6,6 milliarder kroner til projekter i landdistrikterne i perioden fra 2007 til 2013 eller i gennemsnit godt 900 mio. kr. om året, idet regeringen forudsætter, at Danmark fuldt ud udnytter de økonomiske muligheder I EU´s landdistriktsprogram.

Regeringsbeslutningen i oktober om budgetfordelingen for landdistriktsprogrammet 2007 og 2008 indebærer, at der afsættes 520 millioner kroner som statsligt medfinansierede tilsagnsmidler hvert af disse år til nye aktiviteter i landdistrikterne.

Der vil således ske en gradvis iværksættelse af landdistriktsprogrammet, som indebærer en styrkelse fra 2009. Derved bliver den årlige indsats styrket. Fordelingen på de forskellige indsatser vil blive revurderet i 2008.

På denne måde kan vi sikre en gradvis indkøring af de nye initiativer i programmet. Fra 2009 vil de nye kommuner være parate til at gå mere aktivt ind i indsatsen, ligesom de nye lokale aktionsgrupper.

Alt i alt vil vi - i kraft af den gradvise opstart- være i stand til samlet set at levere en mere vægtig og kvalificeret indsats i den samlede programperiode.      

Den lokale forankring af landdistriktsprogrammet har høj prioritet, og regeringen vil arbejde for, at aktiviteterne i landdistriktsprogrammet i betydeligt omfang baseres på det lokale engagement gennem LAG’er og kommuner.

Landdistriktsloven har været i høring med henblik på fremsættelse for Folketinget i december.

Strategi og program vil blive sendt i bred høring. Ved udformningen af de konkrete indsatser under programmet vil dialoggrupperne blive inddraget. Det kan ligeledes blive aktuelt at nedsætte mindre arbejdsgrupper bestående af de relevante parter for at fastlægge de konkrete retningslinjer for f.eks. ordningerne for miljøvenligt jordbrug.

Endelig vil jeg gerne understrege, at regeringen ved udformningen af programmet lægger stor vægt på synergien ikke bare mellem alle regeringens indsatser for erhvervsudvikling og miljø i landdistrikterne, men også mellem indsatserne under programmets forskellige akser. De erhvervsrettede initiativer under akse 1 kan således indebære væsentlige miljøeffekter, og miljøtiltag kan være grundlag for en efterfølgende erhvervsindsats for eksempel inden for turisme.

Vi vil i det nye program bruge LAG’erne som omdrejningspunkt for den bedst mulige udnyttelse af synergieffekten.

Det aktuelle EU-forslag om frivillig modulation vedrører alene de detaljerede gennemførelsesbestemmelser. Instrumentet indgik i beslutningen fra Det Europæiske Råd i december 2005. Jeg kan oplyse, at Regeringen ikke vil anvende ordningen i Danmark.