Til medlemmerne af Folketingets Fødevareudvalg

 

 

 

 

MINISTEREN

 

 

Den: 28. august 2007

J.nr.: 5015

 


 


Bemærkninger til Folketingets Fødevareudvalg vedr. Revisionsenhedens rapport om fødevarestyrelsens kontrol med fødevarer i 2006

 

 

Som bekendt inviterede jeg udvalget til et møde om Revisionsenhedens rapport den 11. juni 2007. Dette møde blev imidlertid aflyst på grund af manglende tilslutning fra udvalget.

 

Hvis udvalget ønsker det, kan vi i forbindelse med drøftelse af implementering af fødevareforliget også sætte rapporten på dagsordenen, hvor vi kan få mulighed for at drøfte rapporten mere indgående. På den baggrund fremsender jeg hermed mine generelle bemærkninger til rapporten.

 

Bemærkninger til rapporten

Overordnet finder jeg, at rapporten efterlader det indtryk, at Fødevarestyrelsen har håndteret udfordringerne i 2006 på en god måde.

 

Som vi alle ved, var 2006 et turbulent år for Fødevarestyrelsen. Det var et år, hvor Fødevarestyrelsen implementerede en ny struktur, hvor Danmark blev ramt af fugleinfluenza, og hvor sager om salg af gammelt kød medførte en markant øget interesse for fødevarekontrol i medierne.

 

På trods af dette kan jeg på baggrund af rapporten konkludere, at Fødevarestyrelsen i 2006:

 

Når det er sagt, viser rapporten imidlertid også, at der er områder, hvor der er plads til forbedringer. Som det fremgår af Fødevarestyrelsens bemærkninger til rapporten, er der en række af disse forhold, man allerede har fokus på at forbedre. I det nedenstående gennemgås de væsentligste kritikpunkter i rapporten samt de initiativer, der er taget og bliver taget for at rette op på disse.

 

Rapporten har haft fokus på en dyberegående revision af kontrollen i primærleddet, og her har Revisionsenhedens undersøgelse afdækket forhold i kontrollen, der bør forbedres. Det drejer sig især om, at der tilsyneladende er en uensartet praksis i regionerne i forhold til, hvorvidt regionerne anmelder kontrolbesøg i primærleddet, og i forhold til hvordan overtrædelser af medicinlovgivningen bliver sanktioneret. De forhold i primærleddet, som nævnes i rapporten, vil der blive fulgt op på i den igangværende undersøgelse af veterinærkontrollen.

 


Rapporten fremhæver ligeledes, at nogle af kontrolafdelingerne tilsyneladende har prioriteret de regionale laboratorieprojekter lavt, og at fødevareregionerne ikke har udtaget alle de prøver, de skulle.

 

Det skal hertil nævnes, at 2006 var et særligt år med hensyn til prøveudtagning til den analytiske kontrol på grund af samlingen af de mikrobiologiske analyser på 3 laboratorier. Fødevarestyrelsen følger op på rapporten ved at overveje, hvordan konceptet for de regionale projekter fremover kan ændres, så de i vid udstrækning bliver underlagt en landsdækkende koordinering fra Fødevarestyrelsen i Mørkhøj. Samtidigt vil jeg henlede udvalgets opmærksomhed på vores politiske forlig, der bl.a. indebærer, at en væsentlig større andel af prøverne fremover skal udtages i centralt koordinerede projekter.

 

Endelig fremgår det af rapporten, at i en stikprøve, som Revisionsenheden har taget af kontrollen med engrosvirksomheder med behandling, viste hver tredje virksomhed sig at have fået et andet antal audit end planlagt.

 

Fødevarestyrelsen har igangsat udvikling af nye styringsrapporter, som forventes markant at forbedre mulighederne for planlægning af og opfølgning på kontrolbesøgene, herunder kontrolbesøg i engrosvirksomheder med behandling. Disse rapporter giver et bedre overblik for kontrolafdelingerne og den enkelte tilsynsførende end de redskaber, der var til rådighed i 2006.

 

Jeg ser frem til at få mulighed for at drøfte rapportens konklusioner med udvalget i forbindelse med, at vi skal gennemgå implementeringen af fødevareforliget.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen