Fødevarestyrelsen

15.08.2007

J.nr.: 2007-20-261-01442/LILL/CTX/LFK

 

Indledning

Disposition

Problematik – definition af bestemmelsessted

Før 5. januar 2007 – gamle definitioner

Efter 5. januar 2007 – klar definition af best.sted

Manglende handlemuligheder

Ansvarsfordeling

Eksportørens ansvar

Afsenderlandet – embedsdyrlægens ansvar

Ingen kontrol af modtageradresser

Traces

Modtagerlandets ansvar

Avisartiklerne

Falske oplysninger

FVST var på sagen

Tidligere samråd om slagtesøer

FVST oplyser

Mistanke i FVST

Smågrise

Kontakt til Tyskland

Ny kontakt til Tyskland

Ingen svar vedr. smågrise

Eksportør indrømmer

Forhåndsbekræftelse

Eksport til GVG

2 eksportører politianmeldt

Stop for smågrise til GVG

Kortlægning

Muligvis flere politi-anmeldelser

Transportørernes rolle

Tysklands rolle

Tysk handelsfirma

Møde med tyskerne

Nye tiltag:

1. Ændring af regler vedr. eksportører

2. Mødet med tyskerne

3. Veterinærundersøgelse

-dyrevelfærdsrejseholdets kommissorium

Branchens ansvar

Udvalget har kaldt mig i samråd på baggrund af 3 artikler bragt i Jyllandsposten den 23. og 24. juli 2007. Artiklerne omhandlede eksporter af smågrise til Tyskland, hvor der systematisk er blevet angivet forkerte bestemmelsessteder. 

Inden jeg går i gang med at kommentere den konkrete sag, som artiklerne handler om, vil jeg kort forklare problematikken om bestemmelsessteder og ansvarsfordelingen ved eksport af levende dyr. Når det er gjort vil jeg redegøre for den konkrete sag, som jeg har bedt Fødevarestyrelsen kommentere på, og endeligt vil jeg skitsere de nye tiltag, som nu bliver iværksat.

Hvad angår bestemmelsesstedet for eksporter af svin, så har EU-lovgivningen indtil 5. januar 2007 været uklar. Det har betydet, at de enkelte EU-lande har haft en forskellig opfattelse af definitionen på et bestemmelsessted.

Indtil 5. januar 2007 betød de tidligere uklare EU-regler, at nogle lande, herunder

Tyskland, definerede et bestemmelsessted mere bredt end de danske myndigheder gjorde, f.eks. ved at opfatte et handelsfirma eller samlested, som det endelige bestemmelsessted. Og det på trods af, at dyrene kun opholder sig på et samlested i kort tid, for derefter at blive transporteret videre til de steder, hvor de skal fedes op eller slagtes. Det er Fødevarestyrelsens klare indtryk, at de lokale tyske myndigheder hele tiden har været bekendt med de endelige bestemmelsessteder uanset oplysningerne i TRACES.

Den danske fortolkning af et bestemmelsessted har hele tiden været det sted hvor dyrene enten skal fedes op eller slagtes.

Med transportforordningens ikrafttræden d. 5. januar 2007 er begrebet ”bestemmelsessted” nu entydigt defineret. Et bestemmelsessted er det sted, hvor dyr aflæsses fra et transportmiddel og enten opstaldes i mindst 48 timer inden afgang til ny transport eller slagtes på stedet. Denne definition kan ikke diskuteres eller fortolkes.

Den uklare definition har betydet, at Fødevarestyrelsen ikke før den 5. januar i år har haft tilstrækkeligt grundlag for at agere på sager, hvor der var tvivl om det endelige bestemmelsessted. Det viser tidligere sager, hvor der har været mistanke om urigtige oplysninger om det endelige bestemmelsessted i Tyskland.

Selvom der, også i tidligere år, har været  rettet henvendelse til de tyske myndigheder om verificeringen af konkrete bestemmelsessteder, har det før 5. januar i år ikke kunnet føre til noget brugbart resultat.

Det skyldes, at der som nævnt, har været forskellige opfattelser af definitionen af det endelige bestemmelsessted på grund af de uklare EU-regler.

Der er al mulig grund til at glæde sig over at de nye regler nu er klare og entydige. Det vil gøre vores arbejde lettere fremover.

Nu vil jeg gerne forklare hovedtrækkene i ansvarsfordelingen mellem eksportør, afsenderland og modtagerland i forbindelse med eksporter af dyr:

Først vil jeg forklare eksportørernes ansvar.

Før dyrene sendes af sted er det eksportørens ansvar at komme med oplysninger til at udfylde den første del af samhandelsdokumentet også kaldet ”Traces-dokumentet”. Her angives blandt andet oplysninger om antallet af dyr, den forventede transporttid, transportøren og det endelige bestemmelsessted. Det er altså, jævnfør EU-reglerne, eksportørens ansvar at give korrekte oplysninger om bestemmelsesstedet.

Dernæst over til afsenderlandets ansvar. De danske myndigheders, altså

embedsdyrlægens opgave, består i at vurdere om dyrene er sunde og raske og egnede til den planlagte transport. På den baggrund attesteres Traces-dokumentet, der således både består af oplysninger fra eksportøren og embedsdyrlægen.

Det er vigtigt at understrege, at det, ifølge EU-reglerne, ikke er en del af embedsdyrlægens kontrol at undersøge modtageradresser. Vi har desuden heller ikke mulighed for at udføre denne type kontrol.

Det er nemlig alene de udenlandske virksomheder, der angiver, hvorledes de vil stå opført i TRACES-databasen. De danske myndigheder kan ikke validere oplysninger om udenlandske virksomheder. Så hvis et tysk handelsfirma ønsker at lade sig registrere som en svinebesætning i Traces-databasen, er der intet til hinder for det.

___________________________________

Den myndighed, der ifølge EU-reglerne, har ansvaret for kontrol af forhold vedrørende bestemmelsesstedet, er modtagerlandets myndigheder.

Det er således modtagerlandets myndigheder, der skal udføre en stikprøvebaseret kontrol ved dyrenes ankomst til bestemmelsesstedet.

NÃ¥r modtagerlandet konstaterer, at der er problemer med en given forsendelse, har de pligt til at underrette afsenderlandet.

Det vil sige, at i de tilfælde, hvor en dansk eksportør angiver et forkert bestemmelsessted i Traces-dokumentet, vil det normalt være modtagerlandets myndigheder, der først bliver opmærksom på problemet.

Det er i korte træk sådan systemet fungerer og sådan, at ansvaret er fordelt.

Nu vil jeg så gå videre til de forhold, der bliver beskrevet i artiklerne.

Artiklerne beskriver forhold, hvor myndighederne bliver ført bag lyset med falske oplysninger om bestemmelsessteder ved eksport af danske svin.

De pågældende artikler i Jyllandsposten beskriver konkrete forhold, som Fødevarestyrelsen siden maj 2007 har arbejdet på at afdække. Der er i disse forhold bestyrket mistanke om, at der ved et stort antal af transporter af smågrise til Tyskland sker overtrædelser af reglerne, idet eksportørernes angivelser af bestemmelsesstedet ikke er korrekt.

Den her sag ligger i direkte forlængelse af sagen om slagtesøer, som jeg redegjorde for på samrådet den 26. juni.

Jeg har bedt Fødevarestyrelsen om en redegørelse for forløbet vedrørende smågrisene. Styrelsen har oplyst følgende om sagsforløbet :

”Som det blev redegjort for på samrådet før sommeferien modtager Styrelsen i Mørkhøj den 30. maj en mail fra en medarbejder på Dyrevelfærdsrejseholdet, som gør  opmærksom på, at der muligvis er problemer med en bestemmelsesadresse i Garrel, Tyskland. Mistanken opstår, idet det konstateres at et stort antal slagtesøer pludselig sendes til et andet slagteri end det hidtil anvendte. Udover det store antal slagtesøer, sendes der også et betydeligt antal smågrise til samme adresse.

D. 21. juni kontakter styrelsen de tyske myndigheder og anmoder om tilbagemelding om, hvorvidt der er uregelmæssigheder ved eksport af smågrise til GVG i Garrel.

D. 29. juni anmoder styrelsen de tyske myndigheder om, at alle TRACES-dokumenter fra perioden 20. juni til 1. juli kontrolleres for korrekt bestemmelsessted. Samtidig rykkes der for svar på den tidligere henvendelse. 

Vi har som tidligere nævnt fået tilbagemelding vedrørende slagtesøerne fra de tyske myndigheder.

Men henvendelserne om eksporten af smågrise er endnu ikke blevet besvaret.

Den 20. juli indrømmer den ene af de involverede eksportører af smågrise overfor fødevareregionen at have angivet forkert bestemmelsessted i Traces-dokumenterne.

I stedet for de endelige bestemmelsessteder, har eksportøren anført en firmaadresse for et tysk handelsselskab.

Derfor udsender styrelsen i Mørkhøj samme dag en meddelelse til regionerne om, at der fra den 26. juli ikke kan attesteres sundhedscertifikater, hvor den pågældende adresse er angivet som bestemmelsessted, med mindre eksportøren kan fremlægge skriftlig dokumentation fra den ansvarlige leder på bestemmelsesstedet om, at der er plads til at aflæsse og opstalde dyrene i mindst 48 timer.

På baggrund af oplysninger fra Traces-dokumenter, som bliver udfærdiget i forbindelse med hver enkelt transport af svin, har Fødevarestyrelsen konstateret, at der i perioden fra marts til juli er udført ca. 24.500 smågrise til GVG´s adresse i Garrel.

_____________________

Det har vist sig, at to danske eksportører står for næsten 90% af eksporterne. Det drejer sig om eksportfirmaerne DTL A/S og K. Nisgaard. Begge har indrømmet at have afgivet urigtige oplysninger til myndighederne, og begge er derfor meldt til politiet.

De to eksportører kan fortsat eksportere svin, men dette kan kun ske på skærpede vilkår, i form af krav om en forhåndsbekræftelse fra modtagerne.

Det skal bemærkes at eksporten til GVG i Garrel tilsyneladende er stoppet efter den 26. juli. Der er kun registreret én enkelt eksport af smågrise dertil i Traces.

Derudover er Fødevarestyrelsen i færd med at kortlægge, hvor mange eksportører og transportører sagen omfatter. Det fremgår umiddelbart, at der er tale om danske eksportører, men overvejende tyske transportører.

Så vidt Fødevarestyrelsens redegørelse i den konkrete sag. Fødevarestyrelsen arbejder som nævnt på at kortlægge omfanget af sager vedr. de øvrige eksportører. Det kan derfor ikke udelukkes, at der vil blive foretaget yderligere anmeldelser til politiet.

Hvad transportørerne angår, er det endnu uklart, om de har overtrådt transportreglerne. En tilbagemelding fra de tyske myndigheder er afgørende for at klarlægge, om transportørerne har overtrådt reglerne i transportforordningen, f.eks. ved at transportere dyrene i mere end 8 timer uden at opfylde de supplerende krav hertil.

 

At de danske eksportører i forbindelse med eksporten af smågrise til Tyskland har benyttet et tysk handelsfirmas adresse, skyldes formentlig, at der er tale om en forretningsmæssig aftale.

Det tyske handelsfirma har nemlig ikke ønsket at opgive adresserne på sine handelspartnere i Tyskland for at beskytte egne handelsmæssige relationer.

Det er som nævnt Fødevarestyrelsens klare indtryk, at de lokale tyske myndigheder hele tiden har været bekendt med de endelige bestemmelsessteder.

I betragtning af det store antal dyr, som Danmark eksporterer, er det tankevækkende at vi næsten aldrig modtager nogen tilbagemeldinger fra Tyskland.

Vi har hidtil måttet acceptere, at de tyske myndigheder var indforstået med denne handelsmetode. Men på baggrund af de nye regler kan vi nu følge de konkrete sager helt til dørs.

Fødevarestyrelsen har taget initiativ til et møde med de centrale tyske myndigheder. Formålet er at drøfte de aktuelle sager, samt den praktiske organisering af det fortsatte samarbejde. Mødet vil finde sted snarest muligt.

Jeg synes, at sagen afspejler et behov for justering af flere forskellige procedurer.

For det første har jeg taget initiativ til, at Fødevarestyrelsen iværksætter de nødvendige ændringer i lovgivningen, så det fremover, i modsætning til tidligere, bliver muligt at fratage eksportørerne deres ret til at eksportere dyr, hvis de ikke overholder reglerne. Nu får vi altså det værktøj, som vi ikke har haft hidtil. Der skal simpelthen skrappere midler i brug overfor de eksportører, der bevidst omgår reglerne.

For det andet venter jeg mig meget af det kommende møde mellem Fødevarestyrelsen og de tyske myndigheder. Jeg håber, at dette  møde vil medvirke til at få løst det aktuelle problem, samt forebygge nye problemer i fremtiden.

Og jeg vil gerne sige, at jeg er parat til at mødes med min tyske kollega, hvis der bliver behov for det senere hen.

Et godt samarbejde med myndighederne i modtagerlandene er en helt afgørende brik i at skabe et effektivt kontrolsystem.

For det tredje bør vi overveje og undersøge nærmere, hvordan den nuværende kontrol generelt kan udbygges.

Regeringen har som bekendt nedsat et udvalg, der er i gang med en undersøgelse af kontrollen på veterinærområdet. Heri indgår også kontrollen af dyrevelfærd.

I den forbindelse er det oplagt at se på, om dyrevelfærdsrejseholdets kommissorium bør tilpasses ønsket om en mere grundig og tværgående kontrol.

Jeg vil til sidst endnu en gang understrege, at det er yderst vigtigt, at branchen påtager sig sin del af ansvaret og ”spiller med reglerne og ikke bevidst imod”.

 

Det er bydende nødvendigt, at der sker en holdningsændring, så reglerne for eksport og transport af dyr fremover altid bliver taget alvorligt.