23. oktober 2006
Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har kaldt familie- og forbrugerminister Lars Barfoed i samråd om fødevarerejseholdets fund af 65 tons gammelt kød. Samrådet er åbent for alle og finder sted torsdag den 26. oktober 2006 i værelse S-092 på Christiansborg. Samrådet begynder ca. kl. 10.45.
Udvalget har bedt ministeren redegøre for fødevarerejseholdets fund af 65 tons gammelt kød fos kødgrossisten Oksekød Engros Aps i Slagelse, og i den forbindelse oplyse om ministeren finder, at der er afsat tilstrækkeligt med ressourcer til fødevarerejseholdet i lyset af det voksende antal sager med fund af gammelt kød.
Hele samrådsspørgsmålet kan læses på www.folketinget.dk under Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, FLF alm. del – samrådsspørgsmål P.
Samrådet er åbent for alle, men der vil være et begrænset antal tilhørerpladser. Enkelte er forbeholdt pressen. De øvrige pladser går efter først til mølle-princippet. Hvis man ønsker at overvære det åbne samråd, kontaktes udvalgets sekretariat på tlf. 33 37 55 34 eller via mail ([email protected]) senest onsdag den 25. oktober kl. 10.00. For gæster, der kommer udefra, må der beregnes ekstra tid på grund af sikkerhedstjek ved besøgsindgangen.
Det er tilladt at fotografere og optage lyd og tv m.v., hvis det kan ske uden at anbringe mikrofoner på bordene og uden at forstyrre samrådets afvikling i øvrigt.
En cd med optagelse af det åbne samråd vil senere kunne fås i Folketingets Oplysning, tlf. 33 37 33 38
Tilmelding:
Kontorkonsulent Tommy Jørgensen, tlf.: 33 37 55 34
Yderligere oplysninger:
Udvalgssekretær Eva Esmarch, tlf. 33 37 55 15