GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (”Anprisningsforordningen”)

 

KOM(2007) 368

 

Resumé

Forslaget indebærer, at anprisninger, der henviser til børns udvikling og sundhed, omfattes af  de samme overgangsforanstaltninger som de øvrige sundhedsanprisninger.

 

En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.

 

Baggrund

Kommissionen har ved KOM(2007) 368 endelig af 28. juni 2007 fremsendt forslag om Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer. Forslaget er oversendt til Rådet den 28. juni 2007.

 

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF artikel 95 og behandles efter proceduren for fælles beslutningstagen i TEF artikel 251.

 

Nærhedsprincippet

Kommissionen fremfører i sin begrundelse for forslaget, at overgangsperioden og godkendelsesproceduren for sundhedsanprisninger af børns udvikling og sundhed vil sikre beskyttelse af den forbrugergruppe, de henvender sig til, og give erhvervslivet passende tid til at sikre en gnidningsfri overgang med hensyn til overholdelse af forordningens bestemmelser.

 

Regeringen vurderer på det foreliggende grundlag, at nærhedsprincippet er overholdt, idet der er tale om en ændring til eksisterende EU-regler vedrørende harmonisering af regler om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer.

 

Formål og indhold

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer blev vedtaget den 30. december 2006 og har fundet anvendelse siden den 1. juli 2007. Ved anprisningsforordningen etableres generelle principper gældende for alle frivillige ernærings- og sundhedsanprisninger anvendt i mærkning og præsentation af samt reklame for fødevarer.

 

På Europa-Parlamentets foranledning blev sundhedsanprisninger med henvisning til børns udvikling og sundhed indskrevet i forordningens artikel 14 kort før forordningens vedtagelse i december 2006. Ved denne lejlighed blev der dog ikke indskrevet en passende overgangsordning for disse anprisninger, som det ellers er tilfældet for andre sundhedsanprisninger. Anprisninger af børns udvikling og sundhed anvendes allerede i dag i medlemsstaterne.

 

Formålet med dette forslag er at indføre en overgangsbestemmelse for sundhedsanprisninger af børns udvikling og sundhed. De overgangsbestemmelser, der ønskes indføjet i forordningen vil betyde, at sundhedsanprisninger af børns udvikling og sundhed vil blive omfattet af artikel 28, stk. 6. Anprisninger, som har været anvendt før forordningens ikrafttrædelsesdato, vil dermed, under hensyntagen til formelle krav i overgangsbestemmelsen, kunne anvendes frem til, at listen over tilladte artikel 14-anprisninger er fastlagt.

 

De nævnte artikel 14-anprisninger skal godkendes efter proceduren i forordningens artikel 15, 16, 17 og 19 med henblik på opførelse på en liste over sådanne tilladte anprisninger og nødvendige betingelser for anvendelse af sundhedsanprisningerne. Listen er under udarbejdelse, men endnu ikke fastlagt efter procedurerne i forordningen.

 

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentets udtalelse foreligger endnu ikke.

 

Gældende dansk ret

Forordning (EF) nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer regulerer den frivillige anvendelse af ernærings- og sundhedsanprisninger i mærkning og ved reklame af fødevarer indenfor Fællesskabet. Forordningen er direkte gældende i Danmark og de øvrige medlemsstater.

 

Konsekvenser

Overgangsordninger har generelt til formål at sikre status quo på det indeværende marked. Anprisninger med henvisning til børns udvikling og sundhed, jf. artikel 14, har ikke hidtil været anvendt på det danske marked, og vedtagelsen af forslaget vurderes ikke at få direkte konsekvenser for Danmark.

 

En vedtagelse af forslaget skønnes derfor ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.

 

Forslaget vurderes desuden ikke at få statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser.

 

Høring

Forslaget har været sendt i høring til en bred kreds af organisationer og myndigheder.

 

FødevareIndustrien udtrykker tilfredshed med, at anprisninger med henvisning til børns udvikling og sundhed bliver fuldt ud integreret i anprisningsforordningen. Samtidigt opfordres Fødevarestyrelsen til at vejlede nærmere i, hvad der vil blive opfattet som en anprisning til børn.

 

Forbrugerrådet mener ikke, at der skal indføres overgangsbestemmelser for anprisninger, der henviser til børns udvikling og sundhed. Med henvisning til begrundelsen i ændringsforslaget mener Forbrugerrådet, at der sikres bedre beskyttelse af børn, hvis de nævnte anprisninger hører under den samme ordning, som anprisninger med en reduceret risiko for sygdom. Det er ikke sikkert, at de eksisterende anprisninger vil ende med at blive godkendt, og at man sikrer den bedste beskyttelse af børn ved at undgå en overgangsordning. De anprisninger, der er på markedet i en overgangsperiode, vil kunne påvirke den praksis, der vil blive fulgt i forbindelse med at godkende anprisninger.

 

Kost & Ernæringsforbundet udtrykker en generel positiv holdning til anprisninger med sundhedsbudskaber henvendt til børn men finder samtidig, at det er af afgørende betydning, at budskaberne er saglige og entydige.

 

Dansk Erhverv har ingen bemærkninger til indførelsen af en overgangsordning. De understreger samtidigt, at der mangler en definition af børn i relation til alder.

 

Regeringens foreløbige generelle holdning

Forslaget sikrer en overgangsordning for anprisninger med henvisning til børns udvikling og sundhed således, at der bliver en status quo-periode for de anprisninger, som allerede findes på Fællesmarkedet. De nævnte anprisninger har ikke hidtil været anvendt på det danske marked, og vedtagelsen af forslaget giver ikke hjemmel til i Danmark at benytte anprisninger med henvisning til børns udvikling og sundhed. Danmark støtter en overgangsordning for at eliminere et juridisk tomrum i de lande, hvor der benyttes anprisninger med henvisning til børns udvikling og sundhed, indtil listen over godkendte anprisninger er etableret.

 

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre medlemsstater.

 

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.