<DOCUMENT_START>Kommissorium

for

Arbejdsgruppen vedrørende skuldersår hos søer

 

 

1. Baggrund

 

1.1. Det fremgår af opgørelser fra Fødevarestyrelsen, at der i 2005 blev foretaget politianmeldelse af 25 svineproducenter i forbindelse med fund af skuldersår hos søer. I 2006 har Fødevarestyrelsen anmeldt i alt 337 svineproducenter til politiet for søer med skuldersår. Politianmeldelserne omfatter sager, hvor der er konstateret skuldersår i alvorlig grad, dvs. grad 3 og 4.

 

Denne stigning i antallet af politianmeldelser har i den senere tid givet anledning til debat om, hvordan forekomsten af skuldersår hos søer kan reduceres.

 

1.2. Landbrugsraadet, Dansk Svineproduktion og Den Danske Dyrlægeforening har i februar 2007 indgået en aftale om at gennemføre en fælles handlingsplan for indsatsen mod skuldersår hos danske søer. Som et led i handlingsplanen har Dansk Svineproduktion udsendt en ”10-punktsplan til håndtering af skuldersår” til alle svineproducenter. Denne handlingsplan omfatter navnlig indførelse af faste rutiner for den løbende kontrol af søer (for at forhindre skuldersår), indsats på fodringsområdet, så huldstyringen bliver bedre, større fokus på staldindretningen, information om anvendelsen af hjælpemidler, herunder gummimåtter, udarbejdelse af procedurer for behandling af dyr med skuldersår samt etablering af systemer til udpegning af besætninger med risikodyr og særlige problemer.

 

1.3. Justitsministeriet nedsatte i januar 2007 en arbejdsgruppe om hold af svin, som skal foretage en undersøgelse og en vurdering af forholdene for svin i produktion og komme med eventuelle forslag til ændringer af lovgivningen med henblik på at forbedre de dyrevelfærdsmæssige forhold for svin. Arbejdsgruppen skal ifølge kommissoriet beskæftige sig med søers pladsbehov, tildeling af en tilstrækkelig mængde halm, fyldigt foder eller foder med højt fiberindhold til drægtige søer og gylter (mængde, fiberindhold m.v.), brug af farebokse til farende og diegivende søer, halekupering af svin, fravænningsalder for pattegrise, og krav om rode- og beskæftigelsesmateriale (valg af materiale, mængde mv.). Nogle af disse problemstillinger vurderes også at have indflydelse på søers udvikling af skuldersår.

 

1.4. Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender har i maj 2007 nedsat en arbejdsgruppe om undersøgelse af kontrollen på det veterinære område. Formålet med undersøgelsen er at analysere styringen af Fødevarestyrelsens kontrolindsats samt tilrettelæggelsen af den udførende kontrol på det veterinære område, herunder på dyrevelfærdsområdet. Resultatet af arbejdsgruppens undersøgelser vil danne grundlag for en drøftelse mellem regeringen og de øvrige partier, herunder om der er behov for at ændre styringen og tilrettelæggelsen af kontrollen på det veterinære område.

 

1.5. Den 30. marts 2007 fremsatte medlemmer af Folketinget Ole Glahn (RV), Kirsten Brosbøl (S), Christian H. Hansen (DF), Kristen Touborg (SF) og Per Clausen (EL) et forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af søers skuldersår (beslutningsforslag nr. B 146). Efter beslutningsforslaget pålægges regeringen senest den 1. november 2007 at fremsætte et lovforslag, som indeholder fem initiativer til bekæmpelse af søers skuldersår. Beslutningsforslaget indebærer desuden, at regeringen inden den 1. november 2007 skal komme med forslag til yderligere to initiativer på området.

 

Efter beslutningsforslaget skal søerne have et blødt leje, antallet af sygestier skal udgøre mindst 5 pct. af det samlede antal stipladser, der skal indføres opfølgende besøg i besætninger med skuldersår, der skal foretages disciplinære udredninger i relation til praktiserende dyrlæger, kontrollen med skuldersår på samlestederne skal skærpes, der skal gennemføres yderligere kontrol med destruktionsanstalterne og der skal udarbejdes et forslag til en klippekortordning for svineproducenter, der har svin med skuldersår.

Under Folketingets førstebehandling af beslutningsforslaget den 10. maj 2007 tilkendegav justitsministeren, at regeringen ser med stor alvor på de seneste års udvikling i antallet af politianmeldelser for skuldersår hos søer, og at der derfor snarest ville blive nedsat en arbejdsgruppe, som skal behandle problemstillingen nærmere.

 

I overensstemmelse hermed har Justitsministeriet således besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende skuldersår hos søer.

 

2. Arbejdsgruppens opgaver

 

Arbejdsgruppen skal foretage en undersøgelse og en vurdering af de forhold, som har betydning for søers udvikling af skuldersår, og komme med oplæg til initiativer, herunder lovgivningsinitiativer, som kan sikre en væsentlig reduktion i forekomsten af skuldersår hos søer.

 

Arbejdsgruppen skal i sine overvejelser inddrage de forslag til initiativer, som fremgår af forslaget til folketingsbeslutning om bekæmpelse af søers skuldersår, jf. pkt. 1.5. ovenfor. Arbejdsgruppen kan i øvrigt behandle andre relevante problemstillinger, som vurderes at være af betydning for søers udvikling af skuldersår.

 

Arbejdsgruppens undersøgelse og vurdering skal i videst muligt omfang tage udgangspunkt i den tilgængelige videnskabelige forskning på området, ligesom arbejdsgruppen skal sikre koordination med det arbejde, som foregår i arbejdsgruppen vedrørende hold af svin, jf. pkt. 1.3., og i arbejdsgruppen om undersøgelse af den veterinære kontrol i Fødevarestyrelsen, jf. pkt. 1.4.

 

Arbejdsgruppen anmodes om at tilrettelægge sit arbejde således, at resultatet heraf kan foreligge senest i januar 2008.

 

 3. Arbejdsgruppens sammensætning

 

Arbejdsgruppens formand udpeges af Justitsministeriet.

 

Herudover udpeges følgende:

 

1 medlem efter indstilling fra Dansk Svineproduktion

1 medlem efter indstilling fra Landbrugsraadet       

1 medlem efter indstilling fra Det Dyreetiske RÃ¥d

1 medlem efter indstilling fra Den Danske Dyrlægeforening

1 medlem efter indstilling fra Dyrenes Beskyttelse

1 medlem efter indstilling fra Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet

1 medlem efter indstilling fra Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender

1 medlem fra Justitsministeriet

 

Arbejdsgruppens sekretariatsfunktion varetages af Justitsministeriet.