Folketingets
Udvalg for Fødevarer, Landbrug
|
./.     Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 7. maj 2007 for så vidt angår de punkter, der hører under Fødevareministeriets ressort.
Med venlig hilsen
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
2.1. Kontoret for europapolitik og internationale anliggender / EMFJ
Den 14. maj 2007
FVM 439
Referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 7. maj 2007 for så vidt angår de punkter, der hører under Fødevareministeriets ressort
1. Krydsoverensstemmelse
Rådet drøftede tre spørgsmål, som formandskabet havde stillet om henholdsvis, hvornår og hvorledes ændringer af det gældende krydsoverensstemmelsessystem bør gennemføres, om man i forbindelse med sundhedstjekket i 2008 bør foretage en undersøgelse af omfanget af krydsoverensstemmelse samt om man bør gennemgå enkeltbetalingsordningen med henblik på at harmonisere kontrolindsatsen og strømline kontrolordningerne. Hovedparten af medlemslandene erklærede sig generelt enige med Kommissionen. Flere medlemsstater rejste ønske om at se nærmere på indikatorsystemet.
Det blev på baggrund af debatten konkluderet, at Kommissionen forventer vedtagelse af konklusioner ved rådsmødet i juni 2007. Man forventer herefter at fremlægge juridiske tekster med henblik på vedtagelse i september/oktober 2007, som træder i kraft i ansøgningsåret 2008.
2. Forslag om intervention af majs og forslag om finansiering af interventioner
Kommissionen oplyste, at forslaget vil blive fremlagt på rådsmødet til juni med henblik på vedtagelse. Man afventer udtalelse fra Europa-Parlamentet inden den 21. maj 2007. Det blev givet samtykke til proceduren fra medlemslandene. Fra dansk side blev det oplyst, at man ikke kunne støtte formandskabets kompromisforslag, idet man ikke finder det tilstrækkeligt, at interventionsloftet alene nulstilles – og ikke afskaffes – med virkning fra markedsåret 2009/2010.
3. Omstrukturering af sukkerordningen
Kommissionen præsenterede forslaget og understregede behovet for, at der træffes beslutning senest i september 2007, således at reglerne kan være på plads med virkning fra det nye markedsår. En række medlemslande udtrykte støtte til forslaget. Fra dansk side blev behovet for øget markedsorientering understreget samt at markedsvilkårene efter sukkerreformen skal være ens for alle.
Forslaget vil blive i behandlet i Specialkomitéen for Landbrug.
4. Genopretning af europæisk ål
Kommissionen præsenterede indledningsvist et nyt kompromisforslag, hvor de væsentligste ændringer var, at fristen for medlemsstaternes meddelelse til Kommissionen om forvaltningsplaner nu var den 1. januar 2008, at mindstemålet for glasål blev fastsat til 20 cm, samt at procentsatsen for fangsten af glasål, der skal anvendes i udsætningsprogrammer nu var 60 % i 2013 begyndende med en gradvis indfasning på 35 % i det første år.
Der blev ikke opnået politisk enighed, og forslaget forventes drøftet ved det næste rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 11. – 12. juni 2007.
5. International genopretningsplan for tun
Kommissionen fremlagde forslag til genopretningsplan for tun, som Den Internationale Kommission for Bevarelse af tunfiskebestanden i Atlanterhavet har anbefalet.
Der blev ikke opnået politisk enighed, og forslaget forventes drøftet ved det næste rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 11. – 12. juni 2007.
6. Beskyttelse af slagtekyllinger
Der henvises til Justitsministeriets referat.
7. Rådskonklusioner om dyrevelfærd
Der henvises til Justitsministeriets referat.
8. Bedre lovgivning i sektorerne for plantesorter og frø
Kommissionen præsenterede rådskonklusionerne, som blev vedtaget.
9. Fiskeriaftale med Grønland
Punktet var ikke på dagsordenen.
10. Indførsel af hunde- og katteskind
Punktet var ikke på dagsordenen.