Folketingets Udvalg for Fødevarer, Lanbrug
og Fiskeri

 

Den 5. marts 2007

Sagsnr.: 39

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

./.      Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering grundnotat om forslag til Rådets direktiv om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Ellen Marie Friis Johansen

 


 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Plantedirektoratet/dept.2.2

Sags.nr.: PD 06-3027/EU8-000001

Den 2. marts  2007

FVM 424

 

 

                     

 

 

 

 

 

 

Grundnotat til Folketingets Europaudvalg

 

om forslag til Rådets direktiv om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion

 

KOM (2007) 31

 

Resumé

Forslaget er en omarbejdning af det nuværende rådsdirektiv 92/34/EØF med samme titel. Foruden en forenkling og tydeliggørelse, søges der med dette forslag stillet strengere krav til officielle beskrivelser og registrering af sorter af frugtplanter.

 

Baggrund

Kommissionen har ved KOM (2007) 31 af 29. januar 2007 fremsendt forslag til Rådets direktiv om afsætning af frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion. Forslaget er oversendt til Rådet den 30. januar 2007, og er endnu ikke modtaget i dansk sprogversion.

 

Forslaget er fremsat med hjemmel i Traktatens artikel 37 og kan vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter høring af Europa-Parlamentet.

 

I forbindelse med etableringen af det indre marked blev der vedtaget tre rådsdirektiver om afsætning af henholdsvis pryd- , frugt- og grønsagsplanter. (91/682/EØF, 92/34/EØF, 92/33/EØF) Rådsdirektiv 91/682/EØF om prydplanter var i 1997-98 genstand for en proces om enklere lovgivning i det indre marked. Det resulterede i et nyt rådsdirektiv 98/56/EF om prydplanteformeringsmateriale. Med det aktuelle forslag søges der gennemført en tilsvarende proces for markedsføringsdirektivet om frugtplanteformeringsmateriale og frugtplanter bestemt til frugtproduktion.

 

Forslaget forventes sat på dagsordnen på et kommende rådsmøde (landbrug og fiskeri).

 

Nærhedsprincippet

Forslaget er et led i gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, hvorfor nærhedsprincippet er tilgodeset.

 

Formål og indhold

Med forslaget søger Kommissionen at forenkle lovgivningen og præsentere den, så kravene til kontrollen og leverandørernes produktion og markedsføring af frugtplanter tydeliggøres, med henblik på at sikre et mere gennemskueligt marked. Det sker ved mindre justeringer af definitioner og øvrig tekst i direktivet samt ved at flytte alle tekniske bestemmelser fra basisdirektivet til kommende specifikke gennemførselsbestemmelser.

 

Derudover indebærer forslaget, som indebærer en skærpelse af sortsbestemmelserne, at frugtplanter eller formeringsmateriale heraf kun kan markedsføres, hvis sorten er officielt beskrevet og officielt registreret, enten som en nyhedsbeskyttet sort eller er opført i et nationalt sortskatalog (forslagets art. 7, stk. 3). Det angives, at en effekt af bestemmelsen vil være øget beskyttelse af forædlerrettigheder.

 

Genetisk modificerede frugtplanter må med forslagets ordlyd ikke registreres i sortskataloget, med mindre bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer iagttages.

 

Forslaget indeholder en hensigtserklæring om at udarbejde gennemførselsbestemmelser, som undtager materiale fra sortskravet, til sikring af den genetiske variation.

 

Udtalelser

Europa-Parlamentets udtalelse foreligger endnu ikke.

 

Gældende dansk ret

Området er reguleret efter lov om frø, kartofler og planter, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 26. april 1999. Nærmere bestemmelser er fastsat i bekendtgørelse nr. 334 af 27. maj 2002 om planter med senere ændringer.

 

Konsekvenser

Forslaget om en skærpelse af sortsbestemmelserne vil indebære øgede omkostninger til gennemførelse af officielle sortsafprøvninger og udarbejdelse af sortsbeskrivelser. Forslaget vil derudover indebære øgede administrative omkostninger til udarbejdelse og ajourføring af en officiel national sortsliste. Vurdering af de nærmere økonomiske konsekvenser vil blive forelagt senere.

 

Forslaget har ikke konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

 

Høring

I §2-udvalget (landbrug) har Dansk Gartneri givet udtryk for, at der ifølge forslagets art. 7 sker en opstramning af sortsbestemmelserne, således at frugtplanteformeringsmateriale eller frugtplanter fremover kun må markedsføres, hvis sorten er officielt beskrevet (nyhedsbeskyttet eller i et officielt sortskatalog).

 

Trods det, at denne vil indebære en øget beskyttelse af forædlerrettigheder, finder Dansk Gartneri det ikke acceptabelt, at der indføres skærpede sortsbestemmelser. I praksis vil det medføre krav om officielle sortsafprøvninger og udarbejdelse af sortsbeskrivelser for ikke-nyhedsbeskyttede sorter og endvidere udarbejdelse af en officiel national sortsliste. De administrative omkostninger hertil samt omkostningerne til sortsafprøvning m.v. vil påhvile erhvervet, da der er fuld brugerbetaling på området.

 

Da erhvervet i forvejen er pålagt store kontrolomkostninger tager Dansk Gartneri derfor afstand fra forslaget om skærpede sortsbestemmelser og ønsker derfor, at der i de kommende forhandlinger om forslaget arbejdes for en bevarelse af direktivets nuværende sortsbestemmelser.

 

Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen hilser den del af forslaget, der handler om at forenkle reglerne, herunder tydeliggørelse af definitioner og tekst i forhold til det eksisterende direktiv, velkomment.

 

De begrænsede og fleksible krav til beskrivelse af frugtsorter i den hidtidige lovgivning har i Danmark ikke givet anledning til problemer i planteproduktionen, markedsføringen og frugtavlen i praksis. Efter regeringens opfattelse er der derfor ikke behov for at indføre et udvidet krav om officielle sortsbeskrivelser og officiel registrering af sorter af frugtplanter, ligesom der ikke er behov for, at alle frugtplanter, der markedsføres, skal være af en registreret sort opført i et officielt sortskatalog.

 

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Forslaget om at stille strengere krav til de officielle myndigheders beskrivelse og registrering af sorter af frugtplanter må forventes at møde modstand fra flere lande.

 

En tilsvarende situation opstod ved vedtagelsen af det nuværende direktiv 92/34/EØF, hvor der kun kunne opnås enighed om, at frugtplantepartier i omsætning skal være sortsrene, og at korrekt sortsnavn skal angives på handelsdokumenterne og mærkningen. For sorter af frugtplanter skal der enten foreligge en officiel sortsbeskrivelse, hvilket bl.a. er tilfældet for de almindeligt kendte sorter, eller de skal være opført på egne sortslister ført af leverandørerne. Der kunne ikke opnås tilslutning til ideen om, at kun frugtplanter opført på fælles EU-sortslister må omsættes.

 

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.