Ministeriet for familie- og Forbrugeranliggender

24. januar 2007

J. nr. 4321

                                                                                                              

 

Det talte ord gælder

 

Tale til samråd 24. januar 2007 i

Folketingets udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

om spørgsmål AO

(Artikler i Politiken og JP 5. januar 2007)

 

 

AO         Vil ministeren i forlængelse af artiklerne fra den 5. januar 2007 ”Fødevaretilsyn: Fødevaredirektør: Jeg vidste intet om kontrolsvigt” fra Politiken og ”Kontrolsvigt i hovedstaden” fra Jyllandsposten redegøre for forløbet vedrørende de manglende kontrolbesøg i 2006, og herunder redegøre for, hvorfor kontrolbesøgene ikke blev nået, og hvorfor ministeriet fik besked herom for sent, samt oplyse hvad ministeren vil gøre herved.

 

Indledning                           Jeg er blevet bedt om i forlængelse af to avisartikler fra henholdsvis Politiken og Jyllandsposten den 5. januar 2007 om fødevarekontrollen i hovedstaden at redegøre for forløbet vedrørende de manglende kontrolbesøg i 2006, og herunder redegøre for, hvorfor kontrolbesøgene i hovedstaden ikke blev nået, og hvorfor ministeriet fik besked herom for sent, samt oplyse hvad jeg vil gøre herved.

                                             

Jeg skal nok komme tilbage til spørgsmålet om manglende kontrolbesøg på detailområdet i kontrolafdeling Rødovre.

 

Usikkerhed om tal for 2006

Allerførst vil jeg gerne orientere Udvalget om, at jeg i går eftermiddags af Fødevarestyrelsen blev orienteret om, at tallene for målopfyldelse i fødevarekontrollen for 2006 endnu ikke er endeligt validerede, og at de endelige tal for 2006 eventuelt kan vise sig at være en smule forskellige fra de ellers udmeldte tal.

 

Konkret mener man i Fødevarestyrelsen, at der i forhold til de hidtil udmeldte tal, kan være enkelte yderligere kontrolafdelinger, der ikke når 100 % målopfyldelse når det gælder kontrol med engrosvirksomheder med behandling (dvs. produktionsvirksomheder). Der er i Fødevarestyrelsen en formodning om, at dette kan være tilfældet i kontrolafdeling Rødovre.

 

Lad mig allerede her sige, at jeg finder det utilfredsstillende, at der nu rejses usikkerhed om 2006-tallene. Fødevarestyrelsen burde være kommet med dette forbehold i begyndelsen af januar, da tallene blev offentliggjort, og ikke nu.

 

Fødevarestyrelsen har i går oplyst mig om, at man under gennemgangen af de indberettede data fra regionerne for 4. kvartal 2006 er blevet opmærksom på, at der for en række kontrolafdelingers vedkommende er kontroldata for engrosvirksomheder med behandling, som skal gennemgås nærmere af regionerne.

 

Det er endnu uklart, hvad den formodede fejl skyldes. Resultatmålet for engros-virksomheder med behandling er opstillet på den måde, at målopfyldelsen beregnes som antallet af udførte kontrolbesøg (audit) sat i forhold til antal planlagte kontrolbesøg (audit). Af nogle kontrolafdelingers indberettede data fremgår det, at der for nogle branchers vedkommende er udført flere kontrolbesøg, end der er planlagt.

 

Denne uoverensstemmelse kan bl.a. enten skyldes, at kontrolafdelingerne har registreret et for lavt antal planlagte besøg, eller det kan skyldes, at der er registreret kontrolbesøg, som ikke er audits, men derimod opfølgende besøg af forskellig art, og som derfor ikke skal tælles med i opgørelsen.

 

Fødevarestyrelsen har over for mig oplyst, at man ikke forventer at finde fejl i forhold til tallene for kontrol med detailvirksomheder og engrosvirksomheder uden behandling. Men for en sikkerheds skyld har man returneret alle indberetningerne for 4. kvartal 2006 for kontrollen med fødevarevirksomheder til fødevareregionerne med henblik på fornyet gennemgang i regionerne med særlig fokus på resultaterne af kontrollen med engrosvirksomheder med behandling. Fødevareregionerne har frist til fredag den 26. januar 2007.

 

Fødevarestyrelsen kan på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed sige, hvad der ligger til grund for de identificerede uoverensstemmelser. Der foreligger dog den mulighed, at der er tale om fejlregistreringer, som kan medføre at målopfyldelsen for nogle kontrolafdelinger kan blive lavere end oplyst i de foreløbige tal for målopfyldelse lige omkring årsskiftet.

 

Konklusion på spørgsmål

om usikkerhed vedrørende

målopfyldelse

Jeg vil vende tilbage til Udvalget, så snart jeg har de endelige tal. Jeg vil gerne gentage, at jeg ikke er tilfreds med, at der rejses usikkerhed om tallene på dette tidspunkt.

 

Jeg har fundet et citat i den rapport om fødevarekontrollen, som den uafhængige ekspertgruppe under ledelse af Leo Larsen offentliggjorde i december sidste år, som omtaler styringen i forbindelse med opfyldelsen af resultatkontrakten.

 

Der står (s. 95): ”Vurderingen af målopfyldelsen har stor betydning for processen omkring resultatkontrakten, idet den er central i forhold til at identificere behovet for løbende optimering af Fødevarestyrelsen. Såfremt målopfyldelsen ikke vurderes kritisk og objektivt, kan den fremadrettede justering af styringen ikke forventes at ske på et optimalt videngrundlag.” Rapporten fortsætter (s. 96) med at anbefale, at afrapporteringen for det enkelte kvartal – navnlig sidst på året -  sker hurtigere end i dag, så styrelsen kan nå at reagere på eventuelle problematiske tendenser.

 

Jeg kan ikke være mere enig. Jeg er derfor glad for, at vi alle sammen er engageret i drøftelserne om opfølgning på ekspertgruppens anbefalinger, så vi sammen kan få skabt nogle mere fornuftige rammer for fødevarekontrollen.

 

Nu over til spørgsmålet vedrørende situationen i Rødovre, som er rejst i avisartiklerne af 5. januar. Her vil jeg sige følgende:

 

Processen vedr. Rødovre

 

Frem til midten af december har regionschefen for Fødevareregion Øst over for Fødevarestyrelsens direktion tilkendegivet, at måltallene for kontrolafdeling Rødovre med de igangsatte tiltag ville blive nået.

 

Det var først umiddelbart op til et ordinært koncernledelsesmøde i Fødevarestyrelsen den 18. december, at det stod klart for regionschefen, at kontrolafdeling Rødovre ikke ville nå 100% målopfyldelse. Samme dag blev ministeriet underrettet.

 

Problem og løsning

Resultat blev, at kontrolafdeling Rødovre meldte tilbage, at de havde nået 96,5% af det, de skulle i 2006. Også dette tal får vi nu valideret. Fødevarestyrelsens direktør har oplyst mig om, at regionschefen beklager dette resultat, som de begge finder utilfredsstillende. Regionschefen har oplyst, at de manglende ca. 500 tilsyn vil blive udført i januar 2007, og at fødevareregionens analyseredskaber fremover vil blive forstærket.

 

Ministeriet er af Fødevarestyrelsens direktør blevet orienteret om, at årsagen til at ministeriet først så sent bliver orienteret om, at resultatkontrakten ikke vil kunne nås, har været for optimistiske prognoser i kontrolafdeling Rødovre –  begrundet i utilstrækkelig opfølgning og styring af afdelingens aktiviteter.

 

Dette har jeg taget til efterretning. Fødevarestyrelsen har i går oplyst mig om, at kontrolafdeling Rødovre allerede har gennemført 400 af de ca. 500 manglende tilsyn for 2006.  Jeg har meddelt Fødevarestyrelsen, at jeg snarest ønsker en samlet redegørelse for, hvordan det er gået med de ca. 500 manglende tilsyn i kontrolafdeling Rødovre.

 

Særlige forhold i Rødovre

Fødevarestyrelsens direktør har derudover gjort mig opmærksom på visse særlige forhold omkring kontrolafdelingen i Rødovre. Den 1. januar 2006 fik Fødevarestyrelsen en ny struktur. Men i hovedstadsområdet betød reorganiseringen store ændringer for personale og ledelse. Her blev 2 fødevareafdelinger – København og Nordøstsjælland – fusioneret til kontrolafdeling Rødovre, der desuden fører tilsyn med flere virksomheder end de øvrige kontrolafdelinger.

 

Den nuværende regionschef for fødevareregion Øst – der tiltrådte 1. september 2006 har i november 2006 anmodet et konsulentfirma om at evaluere dannelsen af kontrolafdeling Rødovre. Evalueringen omfatter blandt andet ledelse, personaleforhold, sagsstyring og organisationskultur. I denne forbindelse er der en række interne drøftelser i 1. kvartal, hvorefter regionschefen vil identificere eventuelle nødvendige ændringer og implementere disse.

 

Fødevarestyrelsen har oplyst mig om, at kontrolchefen for kontrolafdeling Rødovre efter aftale med sin regionschef har valgt at overgå til en anden stilling i Fødevareregion Øst, hvorefter stillingen som kontrolchef opslås.

 

Dette har jeg også taget til efterretning. Jeg har meddelt Fødevarestyrelsens direktør, at jeg senere på året ønsker en redegørelse for, hvad konsulentundersøgelsen af kontrolafdeling Rødovre har ført til.