Udkast til pressemeddelelse                                                                                   06-10-2006

           

Første danske får med atypisk scrapie i Nordjylland

 

Et ca.10 år gammelt selvdødt får fra en besætning i Nordjylland er blevet testet positiv for fåresygdommen atypisk scrapie. Det er første gang atypisk scrapie bliver påvist i Danmark. Fåret blev testet som led i den rutinemæssige overvågning for husdyrsygdommene BSE og scrapie. Der er intet, som tyder på, at sygdommen kan smitte til mennesker, og der er ikke fare for fødevaresikkerheden. Besætningen, som fåret stammer fra, er blevet lukket og sat under offentligt tilsyn.

 

Fødevarestyrelsen venter på yderligere resultater af undersøgelser fra et andet aflivet får, som også mistænkes for at have scrapie. Fåret kommer fra en anden besætning i Nordjylland. Resultaterne forventes midt i næste uge. De to får har ikke forbindelse med hinanden.

 

Sygdommen scrapie har været kendt i over 200 år, og findes hos får i en række europæiske lande. Der findes flere forskellige typer scrapie. Scrapie angriber hjernen hos får. I modsætning til klassisk scrapie er den atypiske variant ikke eller kun i meget ringe grad smitsom mellem får.

 

I øjeblikket foregår der i regi af EU drøftelser om, hvorvidt besætninger skal aflives i forbindelse med fund af atypisk scrapie. Fødevarestyrelsen vil på baggrund af et møde i Bruxelles mandag d. 9. oktober tage stilling til, om den besætning fåret kommer fra, skal aflives.

                                                                                                                                                                                           På Fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk  , findes mere information om fåresygdommen scrapie.

 

 

Kontakt

Veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Preben Willeberg mobil 20 92 21 18 eller seniorforsker Peter Lind fra Danmarks Fødevareforskning, tlf.: 72 34 62 32, eller tlf. nr.: 39 20 82 74.