for
Arbejdsgruppen om hold af svin
1. Baggrund
I januar 1998 nedsatte Justitsministeriet Arbejdsgruppen om hold af svin, som havde til opgave at udarbejde forslag til lovgivning om hold af svin, der skulle sikre opfyldelsen af svins dyrevelfærdsmæssige behov. Arbejdsgruppens rapport og udtalelser dannede senere grundlag for vedtagelsen af lov nr. 404 af 26. juni 1998 om indendørs hold af drægtige søer og gylter, lov nr. 104 af 14. februar 2000 om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin og lov nr. 173 af 19. marts 2001 om udendørs hold af svin.
Arbejdsgruppen om hold af svin blev siden nedsat igen i april 2003 og fik til opgave at vurdere en række konkrete forslag til ændringer af kravene til indendørs hold af svin, herunder krav til opstaldning af søer og gylter, krav om individuelle sygestier, krav til gulvkonstruktioner og kravene om rodemateriale. Arbejdsgruppen afgav den 6. oktober 2003 en udtalelse, hvori den anførte, at den ikke kunne støtte de anbefalede ændringer og henviste i den forbindelse bl.a. til, at der endnu ikke forelå tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag for at indføre de skærpede krav, som derfor burde afvente den igangværende forskning.
Der har siden været ført en række drøftelser om de dyrevelfærdsmæssige forhold for svin i produktion, herunder navnlig om forholdene for søer og pattegrise. I tilknytning hertil har der vist sig et behov for – også i lyset af den forsknings- og produktionsmæssige udvikling på området – på ny at vurdere muligheden for at foretage eventuelle ændringer af kravene til hold af svin med henblik på at forbedre svinenes velfærdsmæssige forhold.
I forlængelse heraf har justitsministeren under førstebehandlingen den 7. juni 2005 af beslutningsforslag B 82 og førstebehandlingen den 16. maj 2006 af beslutningsforslag B 127 om bedre velfærd for søer og pattegrise i produktion tilkendegivet, at Justitsministeriet ville tage initiativ til at gendanne arbejdsgruppen om hold af svin, når resultaterne af en række vigtige forskningsprojekter forelå, og arbejdsgruppen ville i den forbindelse blive anmodet om at udtale sig om en række centrale emner af betydning for svins velfærd.
Århus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (tidligere Danmarks Jordbrugsforskning) har oplyst, at en lang række centrale forskningsprojekter om svins velfærd i produktionen forventes at være tilendebragt i løbet af foråret og efteråret 2007.
På den baggrund anførte justitsministeren i besvarelse af spørgsmål nr. 34 af 12. december 2006 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vedrørende forslag til lov om ændring af lov om udendørs hold af svin, lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin og lov om indendørs hold af drægtige søer og gylter (L 45), at der vil blive taget skridt til at gendanne arbejdsgruppen i begyndelsen af 2007.
I overensstemmelse hermed har Justitsministeriet således besluttet at nedsætte arbejdsgruppen om hold af svin på ny.
2. Arbejdsgruppens opgaver
Arbejdsgruppen skal foretage en undersøgelse og en vurdering af forholdene for svin i produktion og komme med eventuelle forslag til ændringer af lovgivningen med henblik på at forbedre de dyrevelfærdsmæssige forhold for svin.
Arbejdsgruppens undersøgelse og vurdering skal tage udgangspunkt i den tilgængelige videnskabelige forskning på området, herunder de forskningsresultater, som måtte foreligge fra Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, jf. ovenfor.
Arbejdsgruppens arbejde skal omfatte følgende områder:
- søers pladsbehov,
- tildeling af en tilstrækkelig mængde halm, fyldigt foder eller foder med højt fiberindhold til drægtige søer og gylter (mængde, fiberindhold m.v.),
- brug af farebokse til farende og diegivende søer,
- halekupering af svin,
- fravænningsalder for pattegrise, og
- krav om rode- og beskæftigelsesmateriale (valg af materiale, mængde m.v.)
Et flertal i Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i en betænkning af 12. december 2006 over forslag til lov om ændring af lov om udendørs hold af svin, lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin og lov om indendørs hold af drægtige søer og gylter (L 45)[1] og i en beretning af 10. januar 2007 om beskæftigelses- og rodemateriale til svin (beretning nr. 1) anmodet om, at arbejdsgruppen kommer med konkrete forslag til, hvilken mængde halm, som skal anvendes som rode- og beskæftigelsesmateriale til svin.
Arbejdsgruppen anmodes om en forlods behandling af denne problemstilling, sÃ¥ledes at arbejdsgruppen pÃ¥ grundlag af resultaterne af den igangværende forskning pÃ¥ dette omrÃ¥de kan afgive en delrapport herom snarest muligt.Â
Arbejdsgruppen kan i øvrigt behandle andre relevante problemstillinger, som har tilknytning til ovennævnte områder, og som vurderes at være af betydning for svins velfærd.
 3. Arbejdsgruppens sammensætning
Arbejdsgruppens formand udpeges af Justitsministeriet.
Herudover udpeges følgende:
1 medlem efter indstilling fra Dansk Svineproduktion
1 medlem efter indstilling fra Landbrugsraadet                 Â
1 medlem efter indstilling fra Det Dyreetiske RÃ¥d
1 medlem efter indstilling fra Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsudvalg (DOSU)
1 medlem efter indstilling fra Dyrenes Beskyttelse
1 medlem efter indstilling fra Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
1 medlem efter indstilling fra Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender
1 medlem fra Justitsministeriet
Arbejdsgruppens sekretariatsfunktion varetages af Justitsministeriet.
[1] Vedtaget som lov nr. 1562 af 20. december 2006 om ændring af lov om udendørs hold af svin, lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin og lov om indendørs hold af drægtige søer og gylter (Gennemførelse af Europarådets rekommandation om svin m.v.)