Efter fem års forhandlinger blev landene i Nordatlanten
sent i nat enige om en international aftale om fordeling af den
atlanto-skandiske sild samt en forhøjelse af kvoten på 34 procent. Aftalen
sikrer arbejdspladser i Danmarks fiskeindustri og bedre vilkår for
fiskerne.
Sent i nat enedes EU, Norge, Island, Rusland og Færøerne
om en historisk aftale om fordelingen af den atlanto-skandiske sild - også
kaldet den fede julesild. Dermed afsluttede landene i Nordatlanten fem års
forhandlinger om en af de vigtigste bestande i Nordatlanten.
Aftalen repræsenterer en samlet værdi på mellem 3 og 4
milliarder. Den danske landingsværdi er knap 100 mio. kroner.
Aftalen er et gennembrud for dansk fiskeindustri og fiskere,
der i flere år har lidt under en manglende sildeaftale. Norge har tidligere
forbudt dansk fiskeri efter atlanto-skandisk sild i norsk zone. Samtidig
har den norske fiskeindustri afskåret sildeindustrien i Danmark fra
forsyninger, fordi den pålagde norske fiskere at lande deres sild i Norge.
Fiskeindustrien har tidligere måttet sende folk hjem af den grund.
Aftalen giver atter danske fiskere ret til at fiske silden
i norsk farvand, hvor kvaliteten er særlig god.
Fødevareminister Hans Chr. Schmidt er begejstret for den
nye aftale, som Danmarks har kæmpet hårdt for:
"Jeg betragter dette som et gennembrud af de helt
store. Adgang til norsk farvand og stabile forsyninger af norske sild er af
stor betydning for arbejdspladserne i fiskeindustrien og for de danske
fiskere. Med denne nye aftale har vi sikret de optimale rammer for
fremtiden."
Bestanden af atlanto-skandisk sild har det tilmed rigtigt
godt, og danske fiskerne kan se frem til en stigning i kvoten i år på
ikke mindre end 34 procent.
"Jeg glæder mig naturligvis også over, at bestanden
har det så godt, at der er grundlag for en betydelig stigning i kvoten. At
landene nu i fællesskab vil fastlægge den samlede fangstmængde vil samtidig
sikre en bæredygtig forvaltning i de kommende år," siger Hans Chr.
Schmidt.
Atlanto-skandisk sild er stimefisk, der bevæger sig rundt
i Nordatlanten i farvande, der henhører under EU, Norge, Island, Rusland,
Færøerne samt i internationalt farvand.
I fravær af en international aftale blev EU og Norge i
2006 enige om et delaftale, der gav mulighed for et vist fiskeri i
hinandens farvande.
Yderligere oplysninger:
Kontorchef Ole Poulsen mobiltlf: 40 68 36 50
|