21. December 2006
referat af dagordenspunkter alene hørende til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders ressort
6. Forslag til Formandskabets konklusioner vedrørende en strategi for Fællesskabets dyresundhedspolitik 2007-2013
Vedtaget som a-punkt.
Nyt punkt: Veterinære og phytosanitære forhandlinger mellem EU og Rusland
Under Rådsmødet den 19. december 2006 blev det besluttet, at en sag om veterinærforhandlinger mellem EU og Rusland skulle på dagsordenen med henblik på at kunne vedtage en rådserklæring som opbakning til uventede forhandlinger i sagen.
Rusland har truet med fra 1. januar 2007 at ville stoppe for importen af animalske produkter fra EU. Rusland har under tidligere drøftelser ikke villet acceptere, at fællesskabet i forbindelse med optagelsen af Rumænien og Bulgarien kunne garantere opretholdelsen af den fødevaresikkerhed, som Rusland ønsker, og har satset på at lave bilaterale aftaler med et antal lande - herunder Danmark - som så skulle garantere, at deres eksportprodukter ikke indeholdt ingredienser fra de nyoptagne lande.
Imod forventning fik Kommissær Kyprianou med meget kort varsel mulighed for om aftenen den 19. december at drøfte sagen med den russiske landbrugsminister Gordeyev med henblik på at forhandle en samlet fællesskabsløsning.
På mødet indgik kommissær Kyprianou og landbrugsminister Gordeyev en aftale, som sikrer fortsat eksport af animalske produkter fra EU til Rusland efter den 1. januar 2007. Aftalen er opbygget som et tillæg til det fælles memorandum (Memorandum of Understanding) og den er nu paraferet. Aftalen mangler således endnu at blive underskrevet af kommissæren og den russiske minister, men dette vil formentlig skulle ske i forbindelse med Grüne Woche 18. januar 2007.
På Rådsmødet den 20. december 2006 orienterede kommissær Kyprianou om resultatet af forhandlingerne og takkede i øvrigt medlemsstaterne for deres opbakning til Kommissionen i denne sag. Aftalens indhold følger allerede af fællesskabets lovgivning og Ruslands eksisterende importlovgivning. Aftalen vurderes således at være fuldt tilfredsstillende, og vil ikke have negativ betydning for Danmarks eksport til Rusland.
Der blev vedtaget Rådskonklusioner, som udtrykker tilfredshed med, at der blev opnået en samlet løsning, og peger på nødvendigheden af fortsatte bestræbelser på at løse udestående problemer mellem parterne, herunder forsatte problemer i forbindelse med, at Rusland blokerer for import af animalske produkter fra Polen.
Regeringen har under sagsforløbet støttet, at Kommissionen skulle forhandle en fællesskabsløsning, og herunder lagt stor vægt på, at der blev skabt løsninger, som ikke ville medføre et stop i eksporten.
Regeringen er meget tilfreds med det konkrete resultat. Regeringen har dog samtidig understreget, at man lægger vægt på, at medlemsstaterne er tæt og tidligere inddraget i sagerne, når Kommissionen forhandler på Fællesskabets vegne.