Den 13. november 2006

                                                                                                             Beretning nr. 4 2006

 

 

Statsrevisorbemærkning

 

til

 

Beretning nr. 4 2006 om fødevarekontrollen

 

 

Denne beretning er undergivet rigsrevisorlovens regler om en efterfølgende redegørelse fra ministre og rigsrevisors bemærkninger hertil. Statsrevisorernes endelige stillingtagen vil finde sted i forbindelse med afgivelsen til Folketinget af den endelige betænkning over statsregnskabet.

 

Undersøgelsen vedrører Familie- og Forbrugerministeriets og Fødevarestyrelsens tilrettelæggelse og gennemførelse af fødevarekontrollen siden 2000 og familie- og forbrugerministerens information til Folketinget herom i samme periode – en periode, hvor der har været flere forskellige ministre.

En effektiv kontrol indebærer dels, at fødevarevirksomhederne udfører egenkontrol i overensstemmelse med lovgivningens krav, og dels, at det offentlige kontrollerer, om virksomhederne overholder fødevarelovgivningen.

Fødevarestyrelsen har ved indførelse af egenkontrolprogrammer og ved udarbejdelse af en tilsynsvejledning sikret et godt fagligt grundlag for tilrettelæggelsen af kontrollen med fødevarevirksomhederne.

Statsrevisorerne påtaler, at Familie- og Forbrugerministeriet og Fødevarestyrelsen ikke har anvendt dette faglige grundlag for tilsynsaktiviteten. Den konkrete tilrettelæggelse og gennemførelse af tilsynsaktiviteten er styret ved resultatkontrakter, hvis udformning er af en sådan karakter, at det har været muligt at opfylde kontrakten, uden at minimumskravet om mindst ét årligt tilsyn har været opfyldt – et minimumskrav, som i nogle tilfælde ikke lever op til de faglige krav i tilsynsfrekvensvejledningen.

Statsrevisorerne påtaler, at Fødevarestyrelsen ikke har gennemført det fornødne antal tilsyn med fødevarevirksomhederne, og påtaler ligeledes, at Familie- og Forbrugerministeriet og Fødevarestyrelsen ikke hurtigt og effektivt har taget initiativ til at rette op på manglerne i tilsynet. Dette er først sket i foråret 2006. Det absolutte minimumskrav - om at alle virksomheder skal have mindst et årligt tilsyn - har ikke været opfyldt i perioden 2000-2005. Antallet af virksomheder der ikke har fået tilsyn, er dog faldet markant i perioden.

Statsrevisorerne kritiserer, at skiftende ministre ikke før foråret 2006 har informeret Folketinget tilstrækkeligt klart om tilstanden i fødevarekontrollen.