Medlemmer af Folketinget Jens Peter Vernersen (S) Kristen Touborg (SF) og Per Clausen (EL)
|
20. november 2006
Ref. 05-000765-13
Kære Jens Peter Vernersen, Kristen Touborg og Per Clausen
I har i en e-mail af 16. november 2006 rettet henvendelse til mig om mødetilrettelæggelsen i Fødevareudvalget. Baggrunden for jeres henvendelse er det forhold, at Fødevareudvalgets faste mødetidspunkt onsdag kl. 13.00 begrænser jeres mulighed for at deltage i spørgetiden i Folketingssalen. I opfordrer bl.a. Præsidiet til at meddele Fødevareudvalgets formand, at der bør tages hensyn til mindretallet ved tilrettelæggelsen af udvalgsmøder.
Spørgsmålet om udvalgs mødetidspunkter afgøres af udvalget, og som I selv anfører, er der - i lighed med hovedparten af de beslutninger udvalg træffer - tale om en flertalsafgørelse. Hverken Præsidiet eller jeg har nogen indflydelse på sådanne beslutninger.
Udgangspunktet i Folketingsarbejdet er, at udvalgsmøder skal placeres under behørig hensyntagen til møderne i Folketingssalen. Som I også henviser til, er det imidlertid ikke kun Fødevareudvalget, der har valgt ordinært mødetidspunkt onsdag eftermiddag. Det er i det hele taget meget svært – for ikke at sige umuligt – helt at undgå sammenfald mellem arbejdet i Salen og udvalgsmøder. De enkelte udvalg bør derfor bestræbe sig på at tilrettelægge udvalgsarbejdet, så det er muligt for såvel medlemmerne som udvalget som sådant at få folketingsarbejdet til at fungere bedst muligt. Det er mit indtryk, at det normalt lykkes for udvalgene, medlemmerne og de berørte ministre at få tingene på plads.
Jeg sender kopi af dette brev til formanden for Fødevareudvalget, Christian H. Hansen, og jeg vil endvidere orientere Udvalget for Forretningsordenen herom.
Â
Med venlig hilsen
Chr. Mejdahl