MILJØstyrelsen                                                                                                      28. november 2006

Pesticider                                                                                                                 MAS

EUK                                                                                                                        lkj

                                                                                                                                DEP-249-00001

 

 

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til Kommissionens beslutning om tildeling af importkvoter for regulerede ozonlagsnedbrydende stoffer fra 1. januar til 31. december 2007 under Forordning 2037/2000

 

1.  Status

Produktion, import, eksport, markedsføring og anvendelse af ozonlagsnedbrydende stoffer har i EU været reguleret siden 1991, pt. ved Forordning 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget. Ovennævnte forslag til Kommissionsbeslutning skal behandles den 8. december 2006 i forvaltningskomitéen for forordning 2037/2000. Forslaget foreligger kun i udkast på engelsk.

 

Der skal stemmes om forslaget i overensstemmelse med forvaltningsproceduren, og det vil således blive vedtaget, såfremt der ikke blandt medlemsstaterne er et kvalificeret flertal imod. I så fald kan Rådet med et kvalificeret flertal omgøre Kommissionens beslutning.

 

2.  Formål og indhold

Produktion og anvendelse af ozonlagsnedbrydende stoffer er under udfasning i EU. Kommissionen træffer hvert år beslutning om, hvorledes de mængder, der fortsat kan importeres, skal fordeles med hensyn til de enkelte importører på basis af de udfasningsplaner, der er fastlagt i Forordning 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget. Stofferne kan anvendes til for eksempel ”essentielle” og ”kritiske” anvendelser, som fastsættes særskilt, eller til de få endnu resterende lovlige anvendelser, der for eksempel omfatter råstoffer til industrien og import med henblik på miljømæssig forsvarlig destruktion. Fra de to sidstnævnte typer anvendelser sker der ikke udslip til atmosfæren.

 

Der skal i alt fordeles ca. 37.955 ODP tons ozonlagsnedbrydende stoffer for 2007 (ODP tons angiver, at mængderne af de forskellige stoffer for sammenligningens skyld er korrigeret for deres evne til at nedbryde ozonlaget). For 2006 var den samlede mængde på i alt ca. 28.000 ODP tons. Kommissionen har på Miljøstyrelsens forespørgsel oplyst, at stigningen skyldes øget import til lovlige anvendelser som råstofanvendelser og destruktion samt for methylbromid, anvendelse til desinfektion i forbindelse med karantæne og afskibning. Hertil kommer ekstra kvoteallokering i forbindelse med optagelsen af Rumænien og Bulgarien i EU. Hvis der ses bort fra disse mængder, omfatter forslaget ca. 1750 ODP tons, hvilket er en smule lavere end i 2006.

 

Ansøgere, der får tildelt en kvote, skal før hver enkelt importhandling ansøge Kommissionen om en konkret importtilladelse. I forbindelse med udstedelsen af disse undersøger Kommissionen, om det stof, der ønskes importeret, svarer til beskrivelsen; om der er garanti for, at det anvendes til et godkendt formål; og om det lovligt kan importeres ifølge forordning 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget.

 

Forslaget er i øvrigt i overensstemmelse med Montreal-protokollens bestemmelser om beskyttelse af ozonlaget.

 

3.  Nærhedsprincippet

Da formålet med forslaget er at udmønte EU reguleringsbeføjelser i allerede gældende fællesskabsregulering (Forordning 2037/2000), finder Regeringen, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4. Konsekvenser for Danmark

Forslaget har ingen lovgivningsmæssige eller økonomiske og administrative konsekvenser for Danmark.

 

Ingen danske firmaer importerer ozonlagsnedbrydende stoffer direkte fra lande uden for fællesskabet.

 

Forslaget er neutralt i forhold til beskyttelsesniveauet i Danmark.

 

Forslaget indebærer, at der tillades et begrænset udslip af ozonlagsnedbrydende stoffer til atmosfæren. Da nedbrydningen af ozonlaget er et globalt miljøproblem, påvirkes også miljøet i Danmark i mindre omfang. Det vurderes dog, at forslaget søger at begrænse forbruget, og dermed udslippet, så meget som muligt, idet det kun omfatter anvendelser, hvortil der ikke findes anvendelige ikke-ozonlagsnedbrydende alternativer eller anvendelser, der ikke medfører udslip til atmosfæren.

 

5.  Høring

Forslaget har været i høring i EU-specialudvalget vedr. miljøspørgsmål i november 2006, hvor der er kommet følgende høringssvar:

 

Fagligt Fælles Forbund (3F) kan støtte forslaget. 3F finder, at der skal igangsættes tiltag, der medfører en yderligere nedsættelse af den anvendte mængde.

 

6.  Forhandlingssituationen

Forslaget har ikke været til forhandling.

 

Det forventes, at forslaget vil blive vedtaget ved komitémødet den 8. december 2006.

 

7.  Dansk holdning

Det er Danmarks holdning, at ozonlaget bør beskyttes mest muligt. Det vurderes, at Kommissionen med forslaget søger at begrænse forbruget og udslippet af ozonlagsnedbrydende stoffer mest muligt. Forslaget er i øvrigt i overensstemmelse med bestemmelserne i Montreal-protokollen til beskyttelse af ozonlaget.