EU-Koordination

J.nr. DEP-

Ref. bxj

Den 13. september 2007

 

 

 

 

 

 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg

     

Kommissionens forslag til ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling af bilag III.

 

Som led i strategien for lovgivning om hårfarvestoffer, som er en samlet strategi for Kommissionen og medlemsstaterne er der opstået behov for, at forlænge fristen for 42 hårfarvestoffers anvendelse i kosmetiske produkter indtil den 31. december 2009.

 

Begrundelsen herfor er, at industrien har fremlagt supplerende oplysninger, som er ved at blive evalueret af EU’s videnskabelige komité på området (SCCP). Forslaget forudsætter, at den endelige regulering af disse hårfarvestoffer vil finde sted inden den 31. december 2009. Den midlertidige anvendelse af hårfarvestoffer i kosmetiske produkter foreslås på den baggrund forlænget til samme tidspunkt.

 

Forslaget har hjemmel i rådsdirektiv 76/768/EØF om kosmetiske produkter.

 

Der skal stemmes om forslaget den 18. september 2007 ved skriftlig forskriftskomitéprocedure (1999/468/EF art.5).

 

Direktivforslaget skal gennemføres i Danmark ved udstedelse af en ændringsbekendtgørelse af den nuværende bekendtgørelse. Forslaget forventes ikke at have væsentlige økonomiske konsekvenser. Forslaget vurderes at have en neutral påvirkning af miljøet.

 

Danmark arbejder på sigt for at få indført en positivliste for hårfarver og støtter den strategi, som Kommissionen og medlemsstaterne er enedes om.

 

Udsættelsen af fristen for den midlertidige regulering er på nuværende tidspunkt nødvendig for at sikre, at de restriktioner, der gælder i dag for de hårfarvestoffer, der ikke er taget specifik stilling til, også gælder fremover. Først når SCCP har vurderet sikkerheden ved brug af de resterende 42 stoffer, vil der kunne tages beslutning om deres endelige regulering.

 

Danmark støtter på det grundlag Kommissionens forslag om forlængelse af perioden for den midlertidige regulering af 42 hårfarvestoffer, idet Danmark vil lægge yderligere pres på Kommissionen for at få overholdt fristen for stillingtagen til de resterende 42 stoffer.