6. juli 2007

 

GRUNDNOTAT  til FOLKETINGETS MILJØ- OG PLANLÆGNINGSUDVALG samt FOLKETINGETS EUROPAUDVALG          

 

Forslag til Kommissionsforordning om ændring af forordninger om det videre forløb af tredje og fjerde fase af arbejdsprogrammet for revurdering af gamle aktivstoffer i plantebeskyttelsesmidler, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2 i Rådets direktiv 91/414/EØF

 

Resumé

Kommissionen foreslår, at de eksisterende forordninger om det videre forløb af tredje og fjerde fase af arbejdsprogrammet for revurdering af gamle aktivstoffer i plantebeskyttelsesmidler ændres. Især ændres procedurerne for konsultation af EFSA.

1.      Status

Et foreløbigt forslag til Kommissionsforordning “Draft Commission Regulation amending Regulation (EC) No 1490/2002 laying down further detailed rules for the implementation of the third stage of the programme of work referred to in Article 8(2) of Council Directive 91/414/EEC and Regulation (EC) No 2229/2004 laying down further detailed rules for the implementation of the fourth stage of the programme of work referred to in Article 8(2) of Council Directive 91/414/EEC” er fremsendt til medlemsstaterne.

 

Forslaget er fremsat med hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler, artikel 8 (2), som er en overgangsordning, der fastlægger, at alle gamle aktivstoffer skal være revurderet inden den 25. juli 2003, dvs.12 år efter direktivets vedtagelse, samt kommissionsforordning 451/2000/EF, især artikel 10 (3). Fristen for revurdering er efterfølgende blevet forlænget til udgangen af 2008. Hvis et stof ikke er blevet revurderet inden fristens udløb, ophører overgangsordningen for dette stof. Det vil få den konsekvens, at medlemslandene skal tilbagekalde alle eksisterende godkendelser af produkter med stoffet.

 

Forslaget forventes at komme til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 12. – 13. juli 2007. Det skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5). Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen forordningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny.

Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede forordningen.

 

Der er ikke tidligere oversendt grundnotat til Folketingets Europaudvalg.

 

 

2.      FormÃ¥l og indhold

For at kunne nå at færdiggøre revurderingsprogrammet og derved sikre, at medlemslandene ikke skal tilbagekalde godkendelser af for mange stoffer, foreslår Kommissionen, at der skal ske en fremskyndelse af revurderingsprocessen.

 

De tidligere vedtagne procedurer for kvalitetssikring af den evalueringsrapport, den rapporterende medlemsstat har udarbejdet, ændres.

 

I følge de nuværende forordninger skal den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) konsulteres inden beslutning om stoffernes optagelse eller ikke-optagelse på bilag I til direktiv 91/414/EØF. Forslaget ændrer denne procedure, idet EFSA ikke længere skal konsulteres for alle stoffer.

 

Hvis der er klare indikationer af, at et stof ikke har skadelige effekter på sundhed eller miljø, herunder grundvandet, kan stoffet optages på bilag I uden at konsultere EFSA forinden. EFSA vil efterfølgende blive konsulteret om udkastet til vurderingsrapport, og denne udtalelse skal foreligge senest den 31. december 2010. Det fremgår ikke af forslaget, om beslutningen om optagelse af stoffet på bilag I kan ændres, hvis EFSA ved denne konsultation kommer til den konklusion, at der alligevel ikke er sikker anvendelse af stoffet. Hvis et stof optages uden forudgående konsultation af EFSA, skal EFSA’s konklusion imidlertid foreligge, inden medlemslandene skal vurdere, om produkterne kan godkendes nationalt. Ved denne vurdering vil EFSA’s konklusion blive taget i betragtning.

 

Hvis et stof opfylder kriterierne i bilag VI til forslaget, som er kriterier for klare indikationer af skadelige effekter, kan Kommissionen udstede en ikke-optagelses beslutning for stoffet uden at konsultere EFSA.

 

For stoffer, der ikke har klare indikationer af at have skadelige effekter eller ikke at have skadelige effekter, kan Kommissionen bede EFSA om videnskabelig assistance enten mht. en fuldstændig vurdering af stoffet eller med specifikke spørgsmål. Kommissionen og EFSA skal blive enige om en plan for gennemgangen af stofferne.

 

Hvis et stof ser ud til at have skadelige effekter, men dog ikke opfylder kriterierne i bilag VI, kan Kommissionen anmode ansøgeren om at tilbagekalde stoffet. Hvis det er tilfældet, vil Kommissionen udstede en ikke-optagelses beslutning, hvorefter medlemsstaterne først skal tilbagekalde godkendelserne af produkter med aktivstoffet efter 2 år i modsætning til de normale 6 måneder.

 

 

3.      Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om forslaget.

 

4.      Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet. Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger af en allerede vedtaget rådsretsakt, hvorfor Regeringen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

5.       Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Der er ingen lovgivningsmæssige konsekvenser af forslaget, da forordningen er direkte gældende.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Forslaget forventes at kunne få en negativ økonomisk konsekvens for de firmaer, der skal tilbagekalde deres aktivstof, men den opvejes til dels af den længere udfasningstid, forslaget lægger op til.

 

Der er i øvrigt ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for stat og kommuner.

 

Beskyttelsesniveau: 

De foreslåede kriterier for, om et stof har eller ikke har klare skadelige effekter på sundhed eller miljøet, bevirker, at der næppe vil blive så mange stoffer, der vil falde i én af de to kategorier. En stor del af stofferne vil derfor stadig skulle gennemgå en grundig kvalitetssikring, inden der træffes beslutning om optagelse eller ikke-optagelse.

 

Forslaget vurderes samlet set at have en neutral indflydelse på beskyttelsesniveauet.

6.      Høring

Et udkast til rammenotat har den 4. juli været udsendt i høring i specialudvalget for miljø med kort frist. Ved udløbet af fristen var der modtaget høringssvar fra Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA), Det Økologiske Råd, Fødevarestyrelsen, 3F – Fagligt Fælles Forbund samt Dansk Industri.

 

DANVA udtrykker beklagelse over en meget kort høringsfrist og påpeger i den forbindelse, at foreningen ikke haft nogen mulighed for at give et bare nogenlunde fyldestgørende høringssvar. Foreningen bemærker, at foreningen er enig med forordningens mål om at færdiggøre revurderingen af gamle aktivstoffer så hurtigt som muligt. Vedrørende forslaget om, at EFSA ikke inddrages, hvor der er klare indikationer af, at et aktivstof enten skal optages på bilag I eller bilag VI, udtrykker foreningen på baggrund af en række godkendelsessager bekymring for, at stoffer kan optages på bilag I uden EFSA´s inddragelse. I stedet burde der ifølge foreningen afsættes de nødvendige midler til at sikre en hurtig og grundig revurderings-proces efter de hidtidige retningslinier. DANVA kan derfor ikke støtte det foreliggende forslag.

 

Det Økologiske Råd finder den danske holdning uforståelig, idet det fremgår, at ”Regeringen støtter, at EFSA ikke konsulteres om de åbenbart skadelige stoffer…” Forslaget til Kommissionsforordning indebærer, at EFSA ikke konsulteres om de stoffer, hvor der er klare indikationer af, at de ikke har skadelige effekter på sundhed og miljø. Det Økologiske Råd anbefaler på den baggrund, at den danske holdning ændres til følgende: ”Regeringen støtter, at EFSA ikke konsulteres om de stoffer, hvor der er klare indikationer af, at de ikke har skadelige effekter på sundhed og miljø, idet Danmark kan inddrage EFSA’s konklusion i vurderingen af, hvorvidt produkter nationalt skal godkendes.”

 

3F – Fagligt Fælles Forbund kan støtte den foreslåede danske indstilling.

 

Dansk Industri har meddelt, at de ikke har bemærkninger.

 

7.      Forhandlingssituation

Det ventes, at der er et kvalificeret flertal for at vedtage forslaget.

 

8.      Dansk holdning

Regeringen mener, det er vigtigt at få de særligt skadelige stoffer udfaset hurtigt som muligt. Regeringen støtter derfor, at EFSA ikke konsulteres om de åbenbart skadelige stoffer. Regeringen støtter endvidere, at EFSA først konsulteres efter optagelsen af de stoffer, der ikke vurderes at have skadelige effekter, idet Danmark kan inddrage EFSA’s konklusion i vurderingen af, hvorvidt produkter nationalt kan godkendes. Regeringen kan derfor støtte forslaget, idet indsatsen koncentreres om de mere problematiske stoffer.