Referat af 36. Europaudvalgsmøde fredag den 15. juni 2007, kl. 10.00

 

Til stede: Elisabeth Arnold (RV) formand, Charlotte Antonsen (V) næstformand, Erling Bonnesen (V), Morten Messerschmidt (DF), Helle Sjelle (KF), Svend Auken (S), Per Kaalund (S), Lone Dybkjær (RV), Niels Helveg Petersen (RV), Anne Grete Holmsgaard (SF), Rune Lund (EL).   

 

Desuden deltog udenrigsminister Per Stig Møller.

 

FO       Punkt 2. Rådsmøde nr. 2808+2809 (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 18.-19. juni 2007

 

4.   WTO/DDA

Rådsmøde 2808+2809 – bilag 1 (samlenotat side 15)
Info-note (05) I 64 (referat af åbent samråd om WTO 9/6-06)

Udvalgsmødereferater:

Alm. del (06) – bilag 337, side 1224 (senest behandlet i EUU 11/5-07)

Alm. del (06) – bilag 309, side 1130 (behandlet i EUU 20/4-07)

Alm. del (06) – bilag 217, side 793 (behandlet i EUU 9/2-07)

(05) side 1734 (behandlet i EUU 14/7-06)

(05) side 1670 (behandlet i EUU 23/6-06)

 

Udenrigsministeren: Der er desværre fortsat ikke et afgørende gennembrud at berette om med hensyn til Doharunden. Men der synes at være en substantiel proces i gang i to spor.

              For det første i G4-kredsen – altså EU, USA, Indien og Brasilien – som har intensiveret forhandlingerne i et tæt mødeforløb. Et formentlig afgørende G4-ministermøde finder sted den 19.-23. juni i Tyskland, så der skulle være god tid til at komme rundt i hjørnerne.

              For det andet er der substantielle drøftelser i arbejdsgrupperne i Genève. Det er dog forventningen, at formændene for henholdsvis landbrugs- og industrivaregrupperne vil afvente G4-mødet den 19.-23. juni, før man præsenterer nye udkast til konvergenspapirer.

              Hvis det lykkes G4 at nå til enighed om grundlaget for en rammeaftale, vil forhandlingerne skulle udbredes i hele WTO-kredsen. Det vil naturligvis være en krævende proces – for enighed i G4 er langtfra ensbetydende med, at runden er hjemme.

              Formandskabet har allerede indkaldt til ekstraordinært rådsmøde den 25. juni – altså umiddelbart efter G4-mødet slutter den 23. juni – med henblik på at drøfte status og et eventuelt gennembrud. Vi vil her i udvalget have mulighed for endnu en drøftelse forud herfor.

              Rune Lund spurgte, om udenrigsministeren forventede, at der ville blive opnået enighed på det møde, der begynder den 19. juni.

              Svend Auken henviste til de utroligt forskellige meldinger, der var kommet, og ville gerne vide, hvordan udenrigsministeren vurderede mulighederne for at nå et resultat i WTO-forhandlingerne, så man undgik, at det hele blev reguleret ved bilaterale forhandlinger.

              Morten Messerschmidt ville finde det uheldigt, hvis EU satte sig på den høje hest og afviste at indgå bilaterale aftaler, når alle andre lande gjorde det i forventning om, at WTO-forhandlingerne bryder sammen.

              Udenrigsministeren mente, det var umuligt at sige, om møderækken, der begyndte den 19. juni, ville føre til et resultat. Han sagde, at Brasilien har bevæget sig, men det har Indien ikke.

              Udenrigsministeren var opmærksom på den problematik, Morten Messerschmidt rejste, og sagde, at derfor er vi også ved at indgå bilaterale aftaler, som blot ikke skal træde i stedet for WTO-samarbejdet.

              Svend Auken ville gerne høre, om regeringen er optimistisk. Om det er mest sandsynligt, at man når et resultat.

              Morten Messerschmidt mente, det var nyt, at Brasilien havde rykket sig, idet de tidligere har insisteret på, at de tre områder skulle forhandles separat. I relation til Indien spurgte han, om man ikke kan bruge det bilaterale spor til at få Indien til at bevæge sig.

              Udenrigsministeren sagde, at hvis ikke vi når en løsning inden den 1. juli, hvor USA’s fast track udløber, så er der tale om en alvorlig sag for WTO, og så kommer der bilaterale aftaler, og her bliver de fattigste lande tabere. Vi arbejder for, at EU skal vise den størst mulige fleksibilitet for at sikre, at sagen ikke løber af sporet.

              Han gjorde opmærksom på, at når man taler om, at nogle lande har flyttet sig, så er der tale om signaler. Der er ingen lande, der har leveret noget officielt. Men der er i hvert fald afsat 4 dage til møderne, hvilket er mere, end der har været ved tidligere lejligheder.

              Man kan godt lave bilaterale aftaler med Indien. De skal bare ikke overflødiggøre WTO.