4. juni 2007

 

 


Notat til Folketingets Europaudvalg

 

Kommissionen har med SANCO/00875/2007 fremsendt forslag om ændring af kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 af 19. december 2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer. Forslaget vedrører ochratoksin A i lakrids og krydderier.

 

Det forventes, at forslaget bliver sat til afstemning på et kommende komitémøde.

 

Forslaget har til formål at regulere det maksimalt tilladte indhold af ochratoksin A i lakrids og krydderier. Ochratoksin A findes primært i korn, men også i en lang række andre fødevarer og dannes fortrinsvis efter høst, hvis afgrøderne ikke tørres hur­tigt og effektivt. Ochratoksin A er kræftfremkaldende.

 

En vedtagelse af forslaget må forventes at have en positiv effekt på fødevaresikkerheden i Danmark, idet der på tiden ikke er fastsat grænseværdier for ochratoksin A i de omfattede produkter.

 

Regeringen agter på den baggrund at tilslutte sig forslaget, idet man:


 

 

Grundnotat til Folketingets Europaudvalg

om forslag til ændring af Kommissionens forordning 1881/2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer (ochratoksin A i lakrids og krydderier)

 

SANCO/00875/2007

 

Resumé

Kommissionen har fremsat forslag om grænseværdier for ochratoksin A i krydderier og lakrids, da der kan findes meget højt indhold af ochratoksin A i de pågældende produkter.

En vedtagelse af forslaget vurderes at ville berøre beskyttelsesniveauet i Danmark i positiv retning, da grænseværdierne vil give en øget forbrugerbeskyttelse og vil lette kontrollen.

 

Baggrund

Kommissionen har med SANCO/00875/2007 fremsendt forslag om ændring af kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 af 19. december 2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer. Forslaget vedrører ochratoksin A i lakrids og krydderier. Forslaget forventes sat til afstemning på et kommende komitémøde.

 

Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 2, stk. 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 315/93 af 8. februar 1993 om fællesskabsprocedurer for forurenende stoffer i levnedsmidler.

Forslaget behandles i en forskriftkomitéprocedure (jf. Rådets afgørelse 1999/468/EF artikel 5). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, udsteder Kommissionen forordningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig imod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst 3 måneder, kan Kommissionen udstede forordningen.

 

 


Nærhedsprincippet

Formålet med forslaget er at fastsætte grænseværdier for ochratoksin A i fødevarer for at sikre det indre markeds funktion. Fælles grænseværdier er hensigtsmæssigt i denne forbindelse, og forslaget vurderes derfor at være i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

 

Formål og indhold

Forslaget har til formål at regulere det maksimalt tilladte indhold af ochratoksin A i lakrids og krydderier. De foreslåede grænseværdier er et supplement til de allerede eksisterende grænseværdier for ochratoksin A i korn, tørrede druer, druesaft, kaffe og babymad.

Ochratoksin A er et naturligt giftstof, der kan dannes af skimmelsvampe, som vokser på fødevarer. Ochratoksin A findes primært i korn, men også i en lang række andre fødevarer og dannes fortrinsvis efter høst, hvis afgrøderne ikke tørres hur­tigt og effektivt. Ochratoksin A er kræftfremkaldende.

 

Der forslås fastsat følgende nye grænseværdier for ochratoksin A:

Krydderier                                                 15 eller 30 µg/kg

Lakridsrod                                                 20 µg/kg

Lakridsekstrakt                                          80 µg/kg

 

For grænseværdien for krydderier er der følgende to forslag:

·        Enten en grænseværdi pÃ¥ 15 µg/kg fra 1. januar 2009 eller

·        En grænseværdi pÃ¥ 30 µg/kg fra 1. januar 2008 og med en reduktion til 15 µg/kg fra 1. januar 2010.

 

Udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.

 

Gældende dansk ret

Der er ingen fastsatte grænseværdier for ochratoksin A i de omfattede produkter. Indhold vurderes sundhedsmæssig efter artikel 14 i fødevareforordning 178/2002.

 

Konsekvenser

Vedtagelse af forslaget forventes at øge beskyttelsesniveauet.

Forordningen vil være direkte gældende i Danmark og skal derfor ikke implementeres.

 

 

Forslaget vurderes ikke at få statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser. Forslaget vil dog kræve udgifter i relation til ændring/forbedring af analytiske metoder i Fødevarestyrelsens regionslaboratorium i Ringsted såfremt der skal laves analytisk kontrol. Disse udgifter forventes afholdt indenfor Fødevarestyrelsens ramme.

 

Høring

Forordningsforslaget med grænseværdier har været sendt i høring til en bred kreds af organisationer og myndigheder. Der er indkommet følgende bemærkninger:

 

COOP (12. april 2007) kan ikke bifalde at grænseværdien for krydderier sættes højt til 30 ug/kg for de angivne sorter, selvom det angives at denne grænse i 2009/2010 skal sættes ned og man skal diskutere en grænse på 15 ug/kg. Allerede i 2003 blev en grænseværdi på 10 µg/kg diskuteret i EU og siden da har COOP haft et varekrav om at denne grænseværdi blev overholdet for krydderier leveret til koncernen. Efter 4 år bør det være muligt for industrien at leve op til denne grænseværdi.

 

Bryggeriforeningen (28. november 2006) erindrer om, at den på møde i 2002 var enig med Fødevarestyrelsen i, at reguleringen af indhold af ochratoksin i fødevarer, herunder øl, bør ske i råvarer frem for i færdigvarer. For at sikre at indholdet af ochratoksin A i øl er på et sikkert niveau, er det således alene relevant at regulere og fastsætte en grænseværdi for indhold af ochratoksin A i malt, da ochratoksin A ikke kan tilsættes eller opstå under brygningen af øllet.

 

NNF (Nærings- og Nydelmiddelarbejder Forbundet) (29. marts 2007) opfordrer til, at Danmark arbejder for så lave grænseværdier som muligt.

 

Danish Meat Association (18. april 2007) har kommenteret, at den foreslåede grænse for ochratoksin i krydderier vil være meget vanskelig at overholde. Krydderibranchen har gennemført analyser af krydderier, der viser, at en mere realistisk grænseværdi er 50 ppm. De formoder, at forordning 401/2006 af 23. februar 2006 om prøveudtagnings- og analysemetoder til offentlig kontrol af indholdet af mykotoksiner i fødevarer bliver opdateret, om nødvendigt, i forbindelse med vedtagelse af nye grænseværdier.

 

Kost & Ernæringsforbundet (18. april 2007) er tilfredse med, at grænseværdien sættes ned for ochratoksin A i krydderier og lakrids og støtter derfor op om forslaget. De mener, at der skal føres en meget stram kontrol med grænseværdierne.

 

Regeringens foreløbige generelle holdning

Danmark har under forhandlingerne udtalt sig positivt om forslaget, som medvirker til at styrke beskyttelsesniveauet.

 

Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre medlemsstater.

 

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget er ikke tidligere blevet forelagt for Folketingets Europaudvalg.