Beretning afgivet af Folketinget - Europaudvalget den 24. december 2007

Udkast til
Beretning

om

Berlin-erklæringens behandling i Europaudvalget

(Ministres fremmøde i Europaudvalget)

 

I anledning af 50 årsdagen for oprettelsen af EU har Ministerrådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet vedtaget at udsende en erklæring i forbindelse med festligholdelse af jubilæet i Berlin den 24. og 25. marts. Berlin-erklæringen opregner baggrunden for samarbejdet, de opnåede resultater og de fælles værdier.

Indholdet af erklæringen har været drøftet ved Europaudvalgets samråd med statsministeren den 7. og den 13. marts, før og efter mødet i Det Europæiske Råd. Ved begge lejligheder blev der fremsat ønske om en grundig drøftelse i udvalget inden afgivelse af erklæringen. Desværre har det tyske formandskab tilrettelagt en lukket procedure, hvor teksten først er kommet til medlemsstaterne sent den 22 marts. Dette har vanskeliggjort Europaudvalgets arbejde med erklæringen.

Ved mødet den 23. marts i Europaudvalget meddelte den fungerende formand at statsministeren, trods udtrykkelige ønsker fra udvalget, ikke agtede at deltage i samrådet om Berlin-erklæringen. Han var optaget af et møde i regeringen. I stedet mødte finansministeren – til trods for at Berlin-erklæringen ligger fjernt fra hans ressort.

Denne fremgangsmåde er ikke acceptabel. Statsministeren burde have prioriteret hensynet til Folketinget. Europaudvalget har en berettiget forventning om at ministrene giver møde i udvalget – når de har mulighed for det – inden de skal repræsentere Danmark. Kun sygdom, bortrejse eller tvingende officielle pligter bør afholde ministre fra at give møde. Til gengæld er Europaudvalget rede til at give møde med kort varsel. Denne gensidige hensyntagen er betingelsen for, at Europaudvalget kan fungere tilfredsstillende.

P.u.v.
Elisabeth Arnold
Formand for Europaudvalget