Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender

12. marts 2007

 

 

 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg

om

tilbagetrækning fra markedet af genetisk modificeret majs Bt176 og deraf afledte produkter; hybrid raps Ms1xRf1 og deraf afledte produkter; hybrid raps Ms1xRf2 og deraf afledte produkter; Topas 19/2 raps og deraf afledte produkter samt af produkter afledt af majs GA21xMON810.

 

Forslag nr.    SANCO/614/2007 rev.1

SANCO/615/2007 rev. 1

SANCO/616/2007 rev. 1

SANCO/617/2007 rev. 1

SANCO/618/2007 rev. 1

 

Kommissionen har fremsendt ovennævnte forslag om tilbagetrækning af nugældende tilladelser til markedsføring af genetisk modificerede organismer i henhold til forordning 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer. De pågældende organismer markedsføres ikke længere, og da der ikke er blevet ansøgt om forlængelse af tilladelserne, står disse for at udløbe, hvilket sker for alle tilladelserne den 18. april 2007.  

Forslagene skal behandles på et møde i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 20. marts 2007.

 

Danmark har ikke sundhedsmæssige indvendinger mod forslagene, der tillige indeholder forslag om etablering af en udfasningsperiode på 5 år i forbindelse med bortfald af markedsføringstilladelserne. I denne udfasningsperiode kan en mindre forekomst af organismerne accepteres såfremt forekomsten ikke overstiger tærskelværdien på 0,9 % for mærkning. Forekomsten skal tillige være utilsigtet eller teknisk uundgåelig.

 

Da de pågældende GMO’er i dag markedsføres under henvisning til risikovurderinger, som fastslår, at der ikke er risiko forbundet med markedsføringen, vil en accept af udfasningsperioden ikke påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark eller i resten af Fællesskabet.

 

Regeringen agter på denne baggrund af stemme for forslaget.

 

 

 

 

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender

12. marts 2007

 

 

 

 

Grundnotat til Folketingets Europaudvalg

om

tilbagetrækning fra markedet af genetisk modificeret majs Bt176 og deraf afledte produkter; hybrid raps Ms1xRf1 og deraf afledte produkter; hybrid raps Ms1xRf2 og deraf afledte produkter; Topas 19/2 raps og deraf afledte produkter samt af produkter afledt af majs GA21xMON810.

 

Forslag nr.    SANCO/614/2007 rev.1

SANCO/615/2007 rev. 1

SANCO/616/2007 rev. 1

SANCO/617/2007 rev. 1

SANCO/618/2007 rev. 1

 

 

Resumé

En række produkter, som har været tilladt markedsført i henhold til reglerne om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer, markedsføres ikke længere, og rettighedshaverne har ingen intentioner om at søge forlængelse af markedsføringstilladelserne. Tilladelserne til at markedsføre produkterne trækkes derfor tilbage, og de slettes fra registeret over tilladte fødevarer og foderstoffer. I en udfasningsperiode, hvor der stadig kan være spor af de pågældende organismer i foder eller i fødevarer, accepteres utilsigtet og teknisk uundgåelig forekomst af de pågældende organismer , såfremt den ligger under  tærskelværdien på 0,9 %. Udfasningsperioden foreslås at løbe i 5 år. Samtidig pålægges de virksomheder, der har været ansvarlige for markedsføringen af de pågældende produkter, en række tiltag for at sikre, at produkterne virkelig forsvinder fra markedet.

 

Forslaget forventes at blive sat til afstemning  på et møde i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 20.  marts 2007. En vedtagelse af forslaget vurderes ikke at ville berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU.

 

 

Baggrund     

Kommissionen har den 6. marts 2007  fremsendt forslag til beslutning om tilbagetrækning fra markedet af genetisk modificeret majs Bt176 og deraf afledte produkter; hybrid raps Ms1xRf1 og deraf afledte produkter; hybrid raps Ms1xRf2 og deraf afledte produkter; Topas 19/2 raps og deraf afledte produkter samt af produkter afledt af majs GA21xMON810.

 

Forslaget er fremsat med hjemmel i artiklerne 8, stk. 6 og 20, stk. 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (forordningen om GM fødevarer og foder), og beslutningen om tilbagetrækning af tilladelserne skal vedtages efter forskriftproceduren i henhold til Rådets afgørelse 1999/468/EF.

 

Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, udsteder Kommissionen beslutningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede tilladelsen.

 

Forslaget forventes sat til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed  den 20. marts 2007.

 

Nærhedsprincippet

Der er tale om en konkret beslutning rettet til virksomheder på grundlag af allerede vedtagne retsakter. Det er derfor regeringens vurdering, at forslagene som følge heraf er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

Formål og indhold

Beslutningerne vedrører alle tilbagetrækning af nugældende tilladelser til markedsføring af genetisk modificerede organismer i henhold til forordning 1829/2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer.  De pågældende organismer markedsføres ikke længere, og da der ikke er blevet ansøgt om forlængelse af tilladelserne, står disse for at udløbe. Dette sker for alle tilladelserne den 18. april 2007. Registeret over godkendte genmodificerede fødevarer og foderstoffer skal således ajourføres.

 

Der kan imidlertid efter dette tidspunkt være forekomster af de pågældende organismer, hvorfor der er behov for at fastsætte en udfasningsperiode. Kommissionen foreslår, at der i  5 år stadig skal accepteres forekomster af de tilbagetrukne genetisk modificerede organismer, såfremt forekomsten ikke overstiger tærskelværdien på 0,9 % for mærkning. Forekomsten skal tillige være utilsigtet eller teknisk uundgåelig . Virksomhederne, der har været ansvarlige for at markedsføre produkterne, pålægges desuden en række tiltag, der skal sikre, at produkterne virkelig forsvinder fra markedet.

 

Udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.

 

Gældende dansk ret

Området er overordnet reguleret af en forordning, og dermed er reglerne umiddelbart anvendelige i Danmark. De enkelte beslutninger er rettet til bestemte virksomheder og umiddelbart gældende for disse.

 

Konsekvenser

En vedtagelse af forslaget vil betyde, at fødevarer og fødevareingredienser samt foder,  der indeholder, består af eller er fremstillet af de pågældende genetisk modificerede organismer, ikke længere må markedsføres i Fællesskabet, idet man dog i en udfasningsperiode accepterer, at der kan forekomme spor af de pågældende organismer. Da de pågældende GMO’er i dag markedsføres under henvisning til risikovurderinger, som fastslår, at der ikke er risiko forbundet med markedsføringen, vil en accept af udfasningsperioden ikke påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark eller i resten af Fællesskabet.

 

Forslaget har ingen samfundsøkonomiske eller statsfinansielle konsekvenser.

 

Regeringens foreløbige generelle holdning

Tilladelserne til markedsføring af de pågældende produkter har været gældende i flere år. Set i lyset heraf vil accept af en udfasning , hvor det i endnu fem år tillades, at der forekommer spor på op til 0,9 % af det pågældende GM-materiale i andre produkter, ikke påvirke beskyttelsesniveauet i negativ retning. Regeringen kan derfor tilslutte sig Kommissionens forslag.

 

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Forslaget forventes behandlet på mødet i den Stående Komité den  20. marts 2007. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at vurdere, om der vil være et kvalificeret flertal for forslaget. Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i de andre medlemsstater.

 

Tidligere forelæggelse for Folketinget Europaudvalg

Folketingets Europaudvalg er ikke tidligere blevet orienteret om forslaget.