Forslag til procesreglement for Retten for EU-personalesager
Rdokumenter 17010/06 af 19. december 2006 og 17010/2/06 af 25. januar 2007
1. Resumé
Forslag til procesreglement for Retten for EU-personalesager bygger hovedsagligt på procesreglementet for Retten i Første Instans og i vidt omfang på Domstolens procesreglement. Formålet hermed er at sikre enhed og sammenhæng i den retslige procedure ved de tre fællesskabsretsinstanser. På visse områder, f.eks. reglerne om mindelig bilæggelse af tvister, ses der dog nyskabelser i forslaget sammenlignet med procesreglementerne for de øvrige retsinstanser. Der er tale om nyskabelser, som skal gøre procedurerne enklere, hurtigere samt mere tilpasset Retten for EU-personalesagers særlige karakteristika. Regeringen er positiv over for forslaget til procesreglement for Retten for EU-personalesager.
2. Baggrund
Retten for EU-personalesager blev oprettet ved Rådets afgørelse af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (2004/752/EF, Euratom)
Det følger af Rådets afgørelse, artikel 3, stk. 3, at indtil procesreglementet for Retten for EU-personalesager træder i kraft, finder procesreglementet for Retten i Første Instans tilsvarende anvendelse med undtagelse af dettes bestemmelser vedrørende en enedommer.
Rådet har den 19. december 2006 fra Præsidenten for Retten for EU-personalesager, Paul Mahoney, modtaget forslag til procesreglement for EU-personalesager (Rdok 17010/06).
3. Hjemmelsgrundlag
Traktatens artikel 225 A, stk. 5 EF og artikel 140 B, stk. 5 EURATOM hvorefter procesreglementet fastsættes af Retten for EU-personalesager med Domstolens tiltrædelse. Reglementet skal godkendes af Rådet med kvalificeret flertal.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant
5. Formål og indhold
Forslag til procesreglement for Retten for EU-personalesager bygger hovedsagligt på procesreglementet for Retten i Første Instans og i vidt omfang på Domstolens procesreglement. Formålet hermed er at sikre enhed og sammenhæng i den retslige procedure ved de tre fællesskabsretsinstanser. På visse områder ses der dog nyskabelser i forslaget sammenlignet med procesreglementerne for de øvrige retsinstanser. Der er tale om nyskabelser, som skal gøre procedurerne enklere, hurtigere samt mere tilpasset Retten for EU-personalesagers særlige karakteristika jf.Rådets afgørelse (2004/752/EF, Euratom).
I den forbindelse kan afsnit 2, kapitel 4 om mindelig bilæggelse af tvister i forslag for procesreglement for Retten for EU-personalesager fremhæves. Princippet om mindelig bilæggelse af tvister anerkendes allerede i fællesskabets retsinstanser. For at nå hurtigere og mere hensigtsmæssige løsninger af tvister for Retten for EU-personalesager har man ønsket at videreudvikle denne løsningsmåde. I kapitel 4 oprettes således en selvstændig procedure herfor. I bemærkningerne nævnes, at der meget vel kan blive tale om supplerende ændringer af disse bestemmelser i lyset af indhøstede erfaringer.
6. Europa-Parlamentets udtalelser
Der forudses ikke inddragelse af Europa-Parlamentet.
7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Forslaget berører ikke dansk ret.
8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet
Forslaget har ikke umiddelbart konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
9. Høring
Der er ikke foretaget ekstern høring
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen er positiv over for forslaget til procesreglement for Retten for EU-personalesager
11. Generelle forventninger til andre landes holdninger
På mødet i Domstolsgruppen den 29. januar 2007 præsenterede justitssekretæren for Retten for EU-personalesager forslaget, og gruppen havde en første drøftelse heraf. Det umiddelbare indtryk er, at medlemslandene støtter forslaget. Der er indtil videre fremkommet relativt få bemærkninger af teknisk karakter til forslaget.
12. Tidligere forlæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen er ikke tidligere forelagt Folketingets Europaudvalg.