EU-Koordination

J.nr.

Ref. VIBEJ

Den 11. december 2006

 

 

 

 

 

 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg

 

Kommissionens forslag til ændring af miljømærkekriterierne for produktgruppen sæbe shampoo og hårbalsam under EU’s miljømærkeordning (Blomsten).

 

Kommissionen sendte den 22. november 2006 ovennævnte forslag til medlemslandene.

 

Forslaget har hjemmel i art. 6, stk. 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1980/2000 af 17. jul 2000 (miljømærke forordningen) om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke.

 

Der skal stemmes om forslaget den 14. december 2006 ved forskriftprocedure.

 

Forslaget for miljømærkning af sæbe, shampoo og hårbalsam omfatter: Ethvert stof eller præparat, der er bestemt til at komme i kontakt med huden og hårvækst, udelukkende eller hovedsageligt med henblik på at rense (sæbe eller shampoo), og ethvert stof eller præparat, der er bestemt til at pleje hårvækst (hårbalsam).

 

Produktgruppedefinitionen har udspring i den mere omfattende definition af alle kosmetiske produkter, nedskrevet i Rådets direktiv af 27. juli 1976 (kosmetiskdirektivet) med senere ændringer.

 

Hverken miljømærkeforordningen eller kosmetikdirektivet omfatter medicinske plejeprodukter. Sæbe, shampoo og balsam med EU's miljømærke må hverken markedsføres eller sælges som produkt med særlig antibakteriel funktion.

 

Kommissionen forslår, at miljømærkekriterierne er gyldige i indtil 4 år fra vedtagelsen.

 

Forslaget skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser, og forslaget påvirker beskyttelsesniveauet positivt.

 

Forslaget har været drøftet i en arbejdsgruppe under Kommissionen og i EU’s miljømærkenævn. Der forventes at være flertal for forslaget.

 

Regeringen støtter ikke forslaget. Danmark har under forhandlingerne arbejdet for en udvidelse af beskyttelsesniveauet mht. kriterier for sundhed i henhold til generel dansk holdning, men har ikke kunnet finde tilstrækkelig støtte for denne holdning, hverken i Kommissionen eller i arbejdsgruppen. Derfor agter regeringen at stemme imod forslaget.