BDY

12. september 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kvartalsstatistikker over ledige stillinger i Fællesskabet, KOM (2007) 76 endelig, af 12. marts 2007.

 

Notatet oversendes ligeledes til Folketingets Erhvervsudvalg.

 

Opdateret notat. Nye afsnit markeret i kursiv.

 

Resumé

Formålet med forslaget er dels, som led i ØMU-handlingsplanen, at imødekomme efterspørgslen efter en central beskæftigelsesindikator, der kan anvendes til at vurdere og gennemføre europæisk økonomisk politik, og dels, som led i Lissabon-strategien, at skabe grundlag for overvågning og analyser af omfanget og strukturen i efterspørgslen af arbejdskraft. Sagen forventes vedtaget på et kommende rådsmøde.

 

1.                Baggrund og indhold

 

Kommissionen fremsatte d. 12. marts 2007 ovennævnte forslag til forordning. Den danske version af forslaget blev modtaget i Danmarks Faste Repræsentation ved EU d. 20. marts 2007. Efterfølgende har formandsskabet fremsendt kompromisforslag i forbindelse med møder i Rådsarbejdsgruppen.

 

Forslagets retsgrundlag er traktatens artikel 285 om udarbejdelse af fællesskabsstatistikker. Forslaget skal vedtages i form af en forordning efter proceduren om fælles beslutningstagen i henhold til traktatens artikel 251.

 

Formålet med forslaget er, som led i ØMU-handlingsplanen, at udarbejde en central økonomisk konjunkturindikator, der kan indgå i vurderingen af arbejdsmarkedsforholdene i EU-området. Variablen indgår i gruppen af indikatorer, der er udpeget som særligt vigtige for konjunkturvurdering og gennemførelse af europæisk økonomisk politik.

 

Formålet med statistikken over ledige stillinger er desuden, som led i Lissabon-strategien, at imødekomme efterspørgslen efter statistik, der kan bruges til at overvåge og analysere omfanget af og strukturen i efterspørgslen af arbejdskraft og bl.a. kortlægge mangel på arbejdskraft, flaskehalse og uligevægt mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft i forskellige regioner, aktiviteter eller erhverv.

 

Desuden vil statistikken være vigtig for en række nationale brugere med henblik på at overvåge og analysere arbejdsmarkedet samt kunne indgå som grundlag for nationale beslutninger om arbejdsmarkedspolitik. Forordningen åbner dog for, at der på sigt etableres en fælles europæisk stikprøve til opstilling af fællesskabsskøn. Det kan få den konsekvens, at der ikke kan laves en særskilt statistik for Danmark.

 

2.                Europa-Parlamentets holdning

Europa-Parlamentet skal udtale sig i henhold til traktatens artikel 251 vedrørende proceduren om fælles beslutningstagen. Der foreligger endnu ikke en udtalelse, men Europa-Parlamentet forventes at afgive udtalelse i oktober 2007.

 

3.                Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører, at sammenlignelige statistikker over ledige stillinger ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og derfor bedre kan gennemføres på fællesskabsniveau.

 

Regeringen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4.                Gældende dansk ret

Der er ingen gældende bestemmelser på området.

 

5.                Høring

Forslaget blev sendt i høring med svarfrist d. 18. april 2007 hos følgende interessenter:

 

AI-BOA, Akademikernes Centralorganisation, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, BAT-Kartellet, Nationalbanken, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk Textil & Beklædning, Dansk Transport og Logistik, Dansk Sygeplejeråd, Danske Malermestre, Danske Mediers Arbejdsgiverforening, Danske Slagterier, Finansforbundet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, FOA, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer FRR, FTF, Grafisk Arbejdsgiverforening, HTS – Handel, Transport og Service, Håndværksrådet, IDA, KL, Landbrugsrådet, LO, Ledernes Hovedorganisation, Sammenslutningen af landbrugets arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Mindre Arbejdsgivere, Skibsværftsforeningen samt TEKNIQ Installatørernes Organisation.

 

Der er modtaget høringssvar med substantielle kommentarer til forslaget fra Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Handel, Transport & Service, Ledernes Hovedorganisation, Foreningen Registrerede Revisorer og Dansk Erhverv.

 

Et fællestræk ved interessenternes høringssvar, uanset om interessenten er positiv eller skeptisk over for statistikken, er, at byrden bliver mindst mulig. Flere nævner desuden, at det er vigtigt, at byrden indgår i de samlede målinger af administrative byrder.

 

Finanssektorens Arbejdsgiverforening anfører derudover, at indberetningsbyrden for arbejdsgiverne bør gøres mindst mulig, fx ved brug af en begrænset stikprøvestørrelse og en kort og præcis udformning af spørgeskemaet. Selve brugbarheden af statistikken, har Finanssektorens Arbejdsgiverforening svært ved at vurdere ud fra forordningsteksten. De påpeger i den forbindelse, at det er vigtigt, at en ”ledig stilling” defineres klart.

 

Registrerede Revisorer, FRR, mener, at udtrukne virksomheder næppe kan se nogen egeninteresse i at udfylde et spørgeskema over antallet af ledige stillinger og tvivler på, om den individuelle indsats hos virksomhederne vil stå i en fornuftig relation til de samfundsmæssige gevinster ved en sådan statistik. Registrerede Revisorer mener, at statistikken måske kan være brugbar for større lande med træge arbejdsmarkeder, men at den forekommer overflødig i Danmark, da de ikke mener, at den vil kunne løse flaskehalsproblemerne.

 

Handel, Transport & Service henstiller til, at deltagelsen i den nye statistik bliver frivillig eller baseres på administrative data. Handel, Transport & Service mener, at udviklingen over antallet af ledige stillinger allerede belyses af Arbejdsmarkedsstyrelsens kvartalsvise redegørelse af flaskehalsproblemer, samt at der bliver udarbejdet en statistik på baggrund af stillingsopslagene på jobindex.dk.

 

Dansk Arbejdsgiverforening er skeptisk overfor forslaget, og mener ikke, at gevinsterne ved en ny statistik om virksomhedernes arbejdskraftbehov i tilstrækkelig grad opvejes af den øgede indberetningsbyrde. Dansk Arbejdsgiverforening forventer desuden at blive inddraget i Danmarks Statistiks videre tilrettelæggelse af dataindsamlingen samt i fastsættelsen af undersøgelsens stikprøve.

 

Ledernes Hovedorganisation er af den opfattelse, at der er et stort behov for at udvikle en nogenlunde opdateret beskæftigelsesstatistik, og at statistikken over ledige stillinger kunne være et bidrag. Dog bør statistikken ikke stå øverst på listen over nødvendige statistikker.

 

Dansk Industri er positivt indstillet over for en statistik over ledige stillinger og mener, at den klart vil kunne forbedre den nuværende arbejdsmarkedsstatistik. De efterlyser konkrete overvejelser om, hvorvidt der kan skabes en statistik, som slet ikke belaster virksomhederne administrativt, fx ud fra kontakter til jobcentrene og via forskellige internetportaler.

 

Dansk Erhverv mener, at statistikken vil give en vigtig viden til brug for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, men påpeger, at statistikken næppe giver et bedre beslutningsgrundlag end der i dag kan opnås via Arbejdsmarkedsstyrelsens redegørelser. Danske Erhverv erkender dog, at det kan være hensigtsmæssigt af hensyn til overvågningen af det samlede arbejdsmarked i EU, at Danmark, som er et af de få lande, der ikke udarbejder statistikken, er på linje med forslaget og alligevel udarbejder statistikken.

 

 

6.                Generelle forventninger til andre landes holdninger

Statistikker over ledige stillinger har været indsamlet i de fleste EU-lande siden 2003 i henhold til en gentlemanaftale. Kun tre lande, deriblandt Danmark, laver ikke statistikken. Det er forventningen, at alle medlemslande derfor vil tilslutte sig kompromisforslaget.

 

7.                Regeringens foreløbige generelle holdning

Kommissionen og Den europæiske Centralbank (ECB) lægger afgørende vægt på etablering af den nye statistik, ligesom regeringen anser opgørelsen over ledige stillinger som en væsentlig indikator for overvågningen og gennemførelsen af centrale EU-politikker. Regeringen støtter på den baggrund forslaget.

 

8.                Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Forslaget har ingen lovmæssige konsekvenser.

 

Forslaget påfører Danmark omkostninger til udvikling og drift af den nye statistik over ledige stillinger i Danmark. Etableringsomkostningerne vil det første år beløbe sig til 2,5 mio. kr., mens de årlige udviklings- og driftsomkostninger i de efterfølgende år vil beløbe sig til 2,9 mio. kr. Omkostningerne afholdes inden for Økonomi- og Erhvervsministeriets ramme.

 

Forslaget indebærer en udgift på EU’s budget på 4,5 mio. € for perioden 2008-2010. Danmark betaler ca. 2 pct. af EU’s udgifter svarende til et dansk bidrag på ca. 670.000 kr. for perioden 2008-2010.

 

9.                Samfundsøkonomiske konsekvenser

Forslaget har ingen samfundsøkonomiske konsekvenser ud over de anførte administrative konsekvenser nævnt under punkt 10.

 

10.            Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Gennemførelse af forslaget indebærer en vis forøgelse af svarbyrden for danske erhvervsenheder, men det tilstræbes fra dansk side at minimere forslagets belastning af små og mellemstore virksomheder mest muligt.

 

11.            Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har ikke tidligere været forelagt  Folketingets Europaudvalg.