REFERAT


27. november 2006

j.nr. 121-17

ref. SVF

 

 

Side 1/2


 

 

TTE-rådsmøde (energidelen) den 23. november 2006

1)      Bæredygtighed i forbindelse med energiproduktion og energiforbrug: Fremme af energieffektivitet og vedvarende energi

 

a.       Præsentation af handlingsplanen om energieffektivitet

Kommissionen præsenterede handlingsplanen for energieffektivitet, som Kommissionen vedtog den 19. oktober 2006. Det blev fra Kommissionens side understreget, at øget energieffektivitet er et af de bedste instrumenter til at opfylde EU’s tre overordnede energimålsætninger om forsyningssikkerhed, miljømæssig bæredygtighed og konkurrenceevne. Kommissionen fremhævede herefter følgende initiativer i handlingsplanen: (1) dynamiske mindsteeffektivitetskrav til energiforbrugende produkter (2) mærkning af produkter (3) bygninger, (4) transportsektoren, (5) øget brug af samhørighedsfondene, (6) information, uddannelse og adfærd og (7) international aftale om energieffektivisering. I relation til den internationale aftale holder Kommissionen en større konference i januar 2007 for at kick-starte processen. Det er planen at præsentere et oplæg på det næste G8-møde.

b.  Vedtagelse af rådskonklusioner om energieffektivitet

Formandskabet oplyste, at der fortsat var et udestående spørgsmål knyttet til et dansk forbehold. Danmark blev spurgt, om det danske forbehold kunne hæves.

Danmark nævnte i den forbindelse, at forbeholdet afspejlede, at man fra dansk side havde foretrukket et bindende energisparemål for EU som helhed og for de enkelte medlemslande. Man kunne imidlertid konstatere, at der ikke var tilslutning til et bindende mål, og i lyset heraf kunne man hæve forbeholdet. Herudover blev det understreget, at Danmark var særdeles tilfreds med rådskonklusionerne, Kommissionens handlingsplan samt at man fra dansk side, i forbindelse med opfølgningen på handlingsplanen, ville arbejde for, at denne opfølgning blev så ambitiøs som muligt.

Det fremlagte udkast til rådskonklusioner blev herefter vedtaget.

2. Orienterende drøftelse

Den orienterede drøftelse var struktureret om tre spørgsmål fra formandskabet om energieffektivitet, mål for vedvarende energi og internationalt samarbejde om energieffektivitet og vedvarende energi. Drøftelsen havde karakter af en bordrunde, hvor stort set alle delegationer tog ordet.

Følgende kan fremhæves fra bordrunden:

Med hensyn til energieffektivitet var medlemslandene generelt enige om, at Kommissionens handlingsplan for energieffektivitet er et særdeles godt udgangspunkt for den videre indsats. En række delegationer fremhævede vigtigheden af initiativer på transportområdet. Enkelte lande, herunder Danmark, og Kommissionen henviste til EU-målet om at reducere CO2-udledningen fra biler til 120 g CO2/km i 2012. Danmark udtrykte sin tilfredshed med, at det i forbindelse med forberedelsen af rådskonklusionerne var blevet bekræftet, at alle lande står ved og føler sig forpligtet af 120 g.-målet. Flere lande fremhævede minimumsstandarder for energiforbrugende produkter som et vigtigt indsatsområde. En række af de nye medlemslande pegede på behovet for EU-finansiering via struktur- og samhørighedsfondene af energiprojekter i de nye EU-lande.

Hvad angår målsætninger for vedvarende energi stillede ingen lande spørgsmålstegn ved behovet for nye målsætninger. Der var generelt enighed om fordelen ved ét overordnet mål frem for mere detaljerede delmål inden for de enkelte sektorer for vedvarende energi. En gruppe lande, herunder Danmark, tilkendegav eksplicit deres ønske om ét overordnet mål. Ingen lande talte for sektorspecifikke mål, ligesom Kommissionen afholdt sig fra at komme ind på emnet. En mindre gruppe lande argumenterede for et vejledende EU-mål, mens enkelte lande, deriblandt Danmark med støtte fra Kommissionen, foreslog et bindende mål på 20 pct. vedvarende energi i 2020. Fra dansk side blev det endvidere fremhævet, at det bindende EU-mål bør suppleres med differentierede mål for de enkelte medlemslande i overensstemmelse med deres potentialer.