Fremsat den {FREMSAT} af transport‑ og energiministeren (Flemming Hansen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om tilskud til elproduktion
(Omlægning af tilskud til industrielle værker, administrative forenklinger og implementering af del af EU’s kraftvarmedirektiv m.v.)
§ 1
I lov om tilskud til elproduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 13. juni 2003 som ændret ved § 1 i lov nr. 1232 af 27. december 2003, § 123 i lov nr. 428 af 6. juni 2005 og § 41 i lov 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
1. § 1 a, stk. 2 og 3, affattes således:
»Stk. 2 Ved et værk forstås i denne lov et kraft-varme-værk bestående af et eller flere anlæg til produktion af kraft-varme, der forsyner et fjernvarmenet, leverer varmt vand til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand, eller leverer varmt vand, der anvendes til procesformål.
Stk. 3. Ved et barmarksværk forstås i denne lov et eller flere anlæg til produktion af kraft-varme, hvor fjernvarmenettet er etableret samtidig.«
2. I § 2 a indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Transport- og energiministeren kan bestemme, at tilskud ydet efter stk. 1 til naturgasbaseret industriel kraft-varme-produktion gives som et engangsbeløb. Tilskud ydet efter stk. 3 kan tilsvarende gives som et engangsbeløb.«
Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.
3. I § 2 a, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1 og 3-5« til: »stk. 1, 3, 5 og 6«.
4. § 2 a, stk. 8, der bliver stk. 9, ophæves.
5. § 2 b, stk. 1, affattes således:
»§ 2 b. Naturgasbaserede decentrale kraft-varme-værker med en samlet kapacitet for elproduktion på 25 MW eller derunder får tilskud på 8 øre pr. kWh til elproduktionen. Tilskuddet gives op til en årlig elproduktion af det tilskudsberettigede brændsel på 8 mio. kWh fordelt efter følgende maksimumssatser: 1. kvartal 3 mio. kWh, 2. kvartal 1,6 mio. kWh, 3. kvartal 1 mio. kWh og 4. kvartal op til 8 mio. kWh fratrukket den elproduktion, der har fået tilskud efter loven i de foregående 3 kvartaler.«
6. I § 2 b indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Værkerne i stk. 5 kan modtage tilskud til anlæg, der udskiftes eller etableres på en ny lokalitet inden for samme fjernvarmenet.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
7. I § 2 b, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1-5« til: »stk. 1-6«.
8. § 3 b ophæves.
9. I § 3 c, stk. 1, ændres »§§ 3 a og 3 b« til: »§ 3 a«.
10. § 3 c, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at tilskud til kraft-varme-baseret elproduktion kun ydes på vilkår om en effektiv samlet energiudnyttelse.«
11. § 4, stk. 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
12. I § 5 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte en nedre beløbsgrænse for opkrævning af skyldigt beløb.«
13. I § 8 indsættes som stk. 2-6:
»Stk. 2. Udbetaling af tilskud til elproduktion efter loven kan inddrages, hvis elproducenten uanset anmodning ikke inden for en fastsat frist meddeler fyldestgørende oplysninger til brug for en afgørelse om udbetaling af elproduktionstilskud eller tilsyn og kontrol med udbetalingen.
Stk. 3. Udbetalingen genoptages, når elproducenten har meddelt nærmere angivne oplysninger om det pågældende forhold.
Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betingelser og frister for inddragelse og genoptagelse af elproduktionstilskud efter stk. 2 og 3.
Stk. 5. Transport- og energiministeren kan bestemme, at oplysninger indgivet til Energistyrelsens årlige energiproducenttælling og det register, der er nævnt i elforsyningslovens § 85 a, stk. 3, kan anvendes til kontrolformål.
Stk. 6. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at dele af administrationen af ordningen, jf. § 3 d, stk. 2, § 4, stk. 2, og § 5 stk. 1, varetages af Energinet.dk
14. § 9, stk. 2 og 3 ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§ 2
Transport- og energiministeren fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indhold og baggrund
Med dette lovforslag foreslås en række forenklinger og præciseringer af bestemmelserne, som kan danne baggrund for en forenkling af myndighedernes administration og tilsyn med tilskudsordningen. Der foreslås ikke ændringer af tilskuddets størrelse til den enkelte elproducent.
Statstilskud til elproduktion er ydet siden 1992 som kompensation for CO2-tiøren. Tilskuddet, der oprindelig udgjorde 10 øre/kWh, er ændret i flere omgange siden 1992. Tilskuddet ydes i dag til produktion af elektricitet, der fremstilles ved biogas- og naturgasbaseret decentral kraft-varme-produktion, naturgasbaseret industriel kraft-varme-produktion eller affaldsbaseret kraft-varme-produktion. Hovedreglen er, at der ydes 8 øre/kWh til biogas- og naturgasbaseret decentral kraft-varme-produktion og 7 øre/kWh til industriel og affaldsbaseret kraft-varmeproduktion. Ordningen omfatter ca. 400 elproducenter, og der er i 2005 udbetalt ca. 250 mio. kr. i elproduktionstilskud.
Energistyrelsen varetager det overordnede administrative ansvar for tilskudsordningen og har dermed også en forpligtelse til at føre tilsyn med ordningen. SKAT er samarbejdspart i administrationen. Tilskuddet til elproducenterne udbetales af netselskaberne.
Kontrollen med ordningen er tilrettelagt således, at elproducenten en gang om årets skal indsende en opgørelse til Energistyrelsen. Elproducenten skal oplyse, hvor stort et tilskud der er udbetalt til elektricitet produceret i kalenderåret. Elproducenten skal desuden give andre oplysninger af betydning for tilskuddets størrelse. Naturgasfyrede værker, som er underlagt krav om effektiv samproduktion, skal kunne dokumentere, at værket eller anlægget lever op til reglerne om samproduktion, som er et vilkår for at modtage fuldt tilskud til elproduktionen.
Elproducentens revisor skal gennemgå grundlaget for elproducentens årsopgørelse og påtegne, at opgørelsen er baseret på de faktiske produktionsforhold. Revisor skal herunder påse, hvorledes elproducenten opfylder tilskudsordningens bestemmelser om effektiviteten i samproduktionen af elektricitet og varme. Dermed indestår revisor over for myndighederne principielt for, at elproduktionstilskuddet er udmålt korrekt efter gældende regler. Energistyrelsens grundlag for kontrol med tilskudsordningen er årsopgørelsen med revisors påtegning af oplysningernes rigtighed i opgørelsen. Hvis det årlige tilskud er under 100.000 kr., er der ikke krav om revisors medvirken. Anlæg på 150 kW og derunder er friholdt for at indsende årsopgørelse.
Energistyrelsen har i 2005 og 2006 foretaget en ekstraordinær administrativ gennemgang af tilskudsordningen dækkende årene 1997-2005. I den forbindelse er samtlige elproducenters årsopgørelser fra 2001 til og med 2005 gennemgået, og det er herunder undersøgt, om de naturgasbaserede kraft-varme-producenter har levet op til ordningens effektivitetskrav. Gennemgangen har afdækket forhold om tilskudsreglernes hensigtsmæssighed, tilskudsmodtagernes forståelse af ordningen og behovet for kontrol med udbetalingen af tilskud. På baggrund heraf kan og bør der gennemføres forenklinger af tilskudsordningens administration og kontrollen med tilskuddenes udbetaling.
Forenklinger af tilskudsordningens administration og kontrollen med tilskuddenes udbetaling kan i vidt omfang ske inden for rammerne af den nuværende lovgivning.
Siden tilskudsordningens start er der sket markante forbedringer i værkernes effektivitet i samproduktionen af el og varme. Der er derfor i dag ikke det samme behov som tidligere for at kontrollere, om elproducenterne lever op til tilskudsordningens krav om effektiv samproduktion af el og varme.
Med den foreslåede hjemmel til at anvende data indgivet til Energistyrelsens årlige energiproducenttællinger og oplysninger fra det landsdækkende stamdataregister for elproduktionsanlæg med hjemmel i elforsyningslovens § 85 a, stk. 3, får Energistyrelsen hjemmel til at anvende data, som har en tilstrækkelig kvalitet og sikkerhed til at kunne anvendes til kontrolformål. Dermed vil det nuværende krav, om at en revisor for elproducentens regning skal påtegne dennes indberetning til Energistyrelsen af årsopgørelsen af tilskud til elproduktion, som hovedregel være overflødig.
For imidlertid at sikre at en elproducent meddeler udbedte oplysninger til brug for kontrol med tilskudsudbetalingen, foreslås en ny sanktionsbestemmelse, hvorefter ministeren kan fastsætte regler om, at tilskuddet til elproduktion kan inddrages i det tidsrum, der hengår mellem fristen for meddelelse af udbedte oplysninger og tidspunktet, hvor elproducenten meddeler fyldestgørende oplysninger. Denne sanktionsbestemmelse er mindre indgribende end den eksisterende bødebestemmelse i loven og vil være mere velegnet til at sikre at udbedte oplysninger indgives rettidigt.
Ordningen med tidsbegrænsede tilskud i 6 eller 8 år til naturgasbaseret industriel kraft-varme-produktion er ved at udløbe. En omlægning af det nuværende tidsbegrænsede tilskud til elproduktionen på 7 eller 2 øre pr. kWh til industrielle kraft-varme-anlæg til et engangsbeløb beregnet ud fra en kapitaliseret værdi af de forventede årlige tilskud i den resterende tilskudsperiode vil umiddelbart være en administrativ lettelse for berørte elproducenter.
En omlægning af det løbende tilskud til et engangsbeløb vil samtidig give et større incitament til at overgå til elproduktion på markedsvilkår.
Der foreslås desuden indført en bagatelgrænse for opkrævning af skyldige beløb som led i administrativ forenkling.
Som et fremadrettet forhold foreslås, at der tilvejebringes hjemmel til implementering af del af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar 2004 om fremme af kraftvarmeproduktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre energimarked og om ændring af direktiv 92/42/EØF (herefter kraftvarmedirektivet).
Tilskudsordningen er godkendt af Kommissionen til og med udgangen af 2007. Ydelse af tilskud herefter er derfor betinget af, at Kommissionen giver en fornyet godkendelse af ordningen.
Der foreslås samlet set en mindre ændring af lov om tilskud til elproduktion.
2. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten, regioner og kommuner
Ændringerne vil forenkle administrationen i Transport- og Energiministeriet. Udbetalingen af det hidtidige tilskud på 7 eller 2 øre pr. kWh som et engangsbeløb vil medføre en mindre engangsomkostning for told- og skatteforvaltningen til ændring af det administrative system. Administrationen af tilskud til elproduktion vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser for regioner og kommuner.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Der vil være mulighed for mindre økonomiske og administrative lettelser for elproducenter.
4. Administrative og økonomiske konsekvenser for borgerne
Forslaget har ikke konsekvenser for borgerne.
5. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
6. Forholdet til EU-retten
Elproduktionstilskudsordningen er i sin helhed godkendt af Kommissionen efter EU’s statsstøtteregler, jf. statsstøttesag (N 466/2002). Tilskudsordningen er godkendt til og med udgangen af 2007. Herefter skal Kommissionen vurdere, hvorvidt der kan gives en fornyet godkendelse af ordningen.
To af de foreslåede ændringer vedrører statsstøttereglerne:
Det foreslås i § 1 nr. 2, at det nuværende tidsbegrænsede tilskud til elproduktionen på 7 og 2 øre pr. kWh til industrielle kraft-varme-anlæg afløses af et engangsbeløb beregnet ud fra en kapitaliseret værdi af de forventede årlige tilskud i den resterende tilskudsperiode. Dette forslag vil blive forelagt Europa-Kommissionen i forbindelse med den fornyede anmeldelse af ordningen inden udgangen af 2007.
Det foreslås i § 1 nr. 10, at tilskud til kraft-varme-baseret elproduktion kun ydes på vilkår af en effektiv samlet energiudnyttelse. Denne bestemmelse forbereder implementeringen af den del af EU’s kraftvarmedirektiv, der omhandler statsstøtteregler.
7. Høring
Lovforslaget er den 10. november 2006 sendt i høring til:
Affald Danmark, Brancheforeningen for Biogas, Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, Dansk Energi, Dansk Gartneri, Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, DONG Energy A/S, Energiklagenævnet, E.ON Danmark A/S, Finansministeriet, Foreningen Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening, Kommunernes Revision, Miljøministeriet, Renosam, Revisionsaktieselskabet af 1/12 1962, Revisionsdirektoratet for Københavns Kommune, Rigsrevisionen, Skatteministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
|
Positive konsekvenser/ mindreudgifter |
Negative konsekvenser/ merudÂgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner |
|
Udbetalingen af det hidtidige tilskud på 7 eller 2 øre pr. kWh som et engangsbeløb vil medføre en mindre engangsomkostning for told- og skatteforvaltningen til ændring af det administrative system. |
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner |
Ændringerne vil forenkle administrationen i Transport- og Energi-ministeriet. |
|
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet |
Mulighed for mindre økonomiske lettelser for elproducenterne. |
|
Administrative konsekvenser for erhvervslivet |
Mulighed for mindre administrative lettelser for elproducenterne. |
|
Administrative konsekvenser for borgerne |
|
|
Miljømæssige konsekvenser |
|
|
Forholdet til EU-retten |
Elproduktionstilskudsordningen er i sin helhed godkendt til og med udgangen af 2007 af Kommissionen efter EU’s statsstøtteregler, jf. statsstøttesag (N 466/2002). Den foreslåede ændring i § 1 nr. 2. Omlægningen af det tidsbegrænsede tilskud på 7 og 2 øre pr. kWh, der ydes til naturgasbaseret industriel kraft-varme-produktion, vil blive forelagt Kommissionen i forbindelse med ansøgning om fornyet godkendelse af tilskudsordningen. Den foreslåede ændring i § 1 nr. 10. Med lovændringen forberedes implementeringen af kravet om højeffektiv kraft-varme produktion, der er en del af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/8/EF af 11. februar 2004 om fremme af kraft-varme-produktion på grundlag af en efterspørgsel efter nyttevarme på det indre energimarked og om ændring af direktiv 92/42/EØF. |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
(§ 1 a, stk. 2 og 3)
Ved ændringen af loven i 2002 blev der indsat definitioner af fjernvarmenet, værk og barmarksværk. Med ændringen af § 1 a sker der en yderligere præcisering af definitionerne.
Til nr. 2
(§ 2 a, stk. 4)
Det foreslås, at transport- og energiministeren kan bestemme, at det nuværende tidsbegrænsede tilskud på henholdsvis 7 og 2 øre pr. kWh til elproduktion, der fremstilles ved naturgasbaseret industriel kraft-varme-produktion, kan afløses af et engangsbeløb beregnet ud fra en kapitaliseret værdi af de forventede årlige tilskud i den resterende tilskudsperiode.
Tilskuddet på 7 øre pr. kWh er det almindelige tilskud til naturgasbaseret industriel kraft-varme-produktion og er tidsbegrænset til henholdsvis 6 eller 8 år fra idriftsættelsen af det enkelte anlæg. Tilskudslængden er afhængig af værkets samlede kapacitet til produktion af elektricitet.
Opgjort pr. 1. januar 2008 udgør den samlede kapitaliserede værdi af 7 øres tilskuddet til de resterende 8 elproducenter ca. 4 mio. kr.
Tilskuddet på 2 øre pr. kWh ydes til elproducenter, der har udskiftet et tilskudsberettiget naturgasbaseret industrielt kraft-varme-anlæg i perioden fra 1. juli 2002 til 1. januar 2004. Tilskuddet kan ydes i 6 eller 8 år fra idriftsættelsen af det udskiftede anlæg.
Formålet med at yde tilskud i forbindelse med udskiftninger har været at tilskynde til, at virksomheder med kraft-varme forsætter med denne forsyningsform og ikke overgår til varmeforsyning baseret på kul eller olie. 5 elproducenter har benyttet denne tilskudsmulighed inden skæringsdatoen 1. januar 2004. Opgjort pr. 1. januar 2008 udgør den samlede kapitaliserede værdi af 2 øres tilskuddet til de 5 elproducenter ca. 4 mio. kr.
Elproduktionstilskuddet til naturgasbaseret industriel kraft-varme-produktion ydes fra idriftsættelsen af det enkelte anlæg på værket, og tilskudsperioderne udløber på forskellige tidspunkter. Efter de gældende regler vil den sidste tilskudsudbetaling ske i 2012.
Såfremt elproduktionen på et anlæg ophører varigt inden det tidspunkt, hvor tilskuddet ville være udløbet, skal der ske en forholdsmæssig tilbagebetaling af engangstilskuddet for perioden mellem anlæggets ophør og det oprindelige sluttidspunkt for det tidsbegrænsede tilskud på 7 eller 2 øre pr. kWh. Elproducenten vil blive forpligtet til at meddele Energistyrelsen, at elproduktionen er ophørt.
En omlægning af det løbende tilskud til et engangsbeløb vil samtidig give et større incitament til at overgå til elproduktion på markedsvilkår.
Omlægningen af dette tilskud er begrundet ud fra administrative forenklingshensyn.
Til nr. 3
(§ 2 a, stk. 7)
Konsekvensrettelse som følge af § 1, nr. 2.
Til nr. 4
(§ 2 a, stk. 9)
Af § 2 a, stk. 2 og 3, fremgår, at der kun kan udbetales tilskud til industriel kraft-varme-produktion for industrielle værker, der er idriftsat inden den 1. januar 2004. Skæringsdatoen er indsat ved lov nr. 1232 af 27. december 2003. Da lovændringen og skæringstidspunktet var mere eller mindre sammenfaldende, var der brug for en dispensationsmulighed. Stk. 8 blev derfor ved samme lejlighed indsat som en dispensationsbestemmelse, hvorefter ministeren i særlige tilfælde kunne dispensere fra kravet om idriftsættelsestidspunkt i stk. 2 og 3. Bestemmelsen var således relevant på daværende tidspunkt, men har nu udspillet sin rolle, hvorfor den foreslås ophævet.
Til nr. 5
(§ 2 b, stk. 1)
Der foreslås en præcisering af reglerne om kvartalssatsen for 4. kvartal.
Med forslaget tydeliggøres, at der til naturgasbaseret decentral kraft-varme-produktion med hensyn til 4. kvartal kan ydes tilskud til 8 mio. kWh dog fratrukket den tilskudsberettigede elproduktion fra de foregående 3 kvartaler. Hvis elproducenten i årets 3 foregående kvartaler ikke har nået den maksimale tilskudsberettigede elproduktion, overføres den uudnyttede tilskudsmulighed til det 4. kvartal, hvor elproducenten altså kan opnå tilskud op til 8 mio. kWh. Der kan således ydes tilskud til elproduktionen i 4. kvartal op til maksimalt 8 mio. kWh, uanset at dele af det udbetalte tilskud i 4. kvartal ydes til elproduktion, der har fundet sted i et tidligere kvartal.
Den eneste undtagelse fra reglen, om at der i 4. kvartal kan udbetales op til 8 mio. kWh fratrukket den tilskudsberettigede elproduktion i de foregÃ¥ende 3 kvartaler, er de tilfælde, hvor tilskuddet efter den foreslÃ¥ede bestemmelse i § 1 nr. 13 har været inddraget i en periode i løbet af Ã¥ret. Â
Der foreslås endvidere yderligere en ændring i stk. 1. Efter bestemmelsen i den gældende § 2 b, stk. 1, sidste pkt., reduceres de 8 mio. kWh med de kvartalssatser, hvor værket ikke har været i drift. Bestemmelsen er indsat i forbindelse med indførslen af kvartalsgrænserne i 2002. Bestemmelsen har ikke været i anvendelse, da der ikke har været eksempler på driftsudfald på de decentrale værker af kvartals varighed. Ud fra ønsket om regelforenkling foreslås bestemmelsen ophævet.
Barmarksværker er undtaget fra de årlige tilskudsgrænser.
Til nr. 6
(§ 2 b, stk. 6)
Elproduktion på nye anlæg til produktion af kraft-varme, der udskiftes på eksisterende decentrale værker etableret før 1. juli 2002, er tilskudsberettiget efter nugældende regler.
 Ved indføjelsen af et nyt stykke tydeliggøres at elproduktion på anlæg, der flyttes inden for samme fjernvarmenet, også er tilskudsberettiget. Det fastslås dermed, at et værks flytning af anlæg inden for samme fjernvarmenet ikke fører til bortfald af tilskud, når blot flytningen sker inden for samme forsyningsområde.
En række værker, der har behov for at udvide fjernvarmeforsyningen som led i byudviklingen, kan på grund af lokale miljøforhold ikke opnå fornødne tilladelser til udvidelse af produktionen på den oprindelige adresse. Såfremt elproduktionen afskæres fra at modtage tilskud til produktionen på ny adresse inden for samme forsyningsområde, vil dette modvirke en fornuftig tilpasning af fjernvarmeforsyningen til udviklingen i lokalsamfundene og disses miljø, hvilket ikke er rimeligt.
Såfremt et værk efter etableringen af et nyt anlæg stadig leverer til samme fjernvarmenet, vil værket forsat være at opfatte som et eksisterende værk efter loven, uanset om etableringen af det nye anlæg måtte ske på en anden adresse.
 Det følger af bestemmelserne i øvrigt, at decentrale værker uanset en eventuel flytning af kraft-varme-produktionen efter den 1. juli 2002 maksimalt kan oppebære tilskud til en samlet elproduktion på op til 8 mio. kWh årligt svarende til 640.000 kr.
Til nr. 7
(§ 2 b, stk. 7)
Konsekvensændring som følge af § 1, nr. 6.
Til nr. 8
(§ 3 b)
Da det supplerende tilskud til elproduktion - også benævnt Nødhjælpspuljen - ikke længere ydes, foreslås § 3 b ophævet. Nødhjælpspuljen var en midlertidig ordning for de decentrale naturgasbaserede kraft-varme-værker. Der blev afgivet tilsagn om tilskud efter ordningen i årene 1997-2002. Den sidste efterregulering af det supplerende tilskud blev afviklet i 2004. Der sker således ikke længere betalinger vedrørende ordningen, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet.
Til nr. 9
(§ 3 c, stk. 1)
Konsekvensændring som følge af § 1, nr. 8.
Til nr. 10
(§ 3 c, stk. 2)
Den ændrede formulering af stk. 2 har baggrund i kraftvarmedirektivet. Der gives med ændringen hjemmel til at implementere kraftvarmedirektivets effektivitetskrav. Hensigten er at fremtidssikre loven således, at kraftvarmedirektivets krav i dag, og de krav, der stilles fra 2011, kan opfyldes inden for lovens rammer.
Modtagere af tilskud til naturgasbaseret elproduktion er i dag underlagt effektivitetskrav i samproduktionen af el og varme. I årene 1997-2002 har effektivitetskravet skulle opfyldes på månedsbasis. Fra 2003 har effektivitetskravet alene skulle opfyldes på årsbasis. Opfyldelsen af årskravet er lempeligere end månedskravet. Hidtil er tilskuddet til elproduktionen blevet reduceret forholdsmæssigt i de tilfælde, hvor et værk ikke har levet op til kravene om effektiv samlet energiudnyttelse efter bekendtgørelse nr. 512 af 16. juni 2003 om tilskud til elproduktion.
Kraftvarmedirektivet stiller krav om, at kraft-varme-produktion skal være højeffektiv. Kraftvarmedirektivet definerer højeffektiv kraft-varme-produktion ved, at samproduktion af elektricitet og varme på anlæg med en elkapacitet over 1 MW skal give en energibesparelse på mindst 10 pct. målt i forhold til separat produktion af de samme mængder elektricitet og varme. Anlæg med en elkapacitet på 1 MW og derunder defineres som højeffektive ved en energibesparelse større end nul.
Efter kraftvarmedirektivet er der mulighed for frem til udgangen af 2010 at definere al dansk kraftvarmeproduktion som højeffektiv, såfremt anlæggene på landsplan i gennemsnit har en besparelse på min. 10 pct. Der er beregnet en foreløbig gennemsnitlig besparelsesprocent på ca. 16, hvorved Danmark i dag fuldt ud lever op til kravene.
Det kan forventes, at der i kommende godkendelser af støtteordninger vil være krav om, at der kun ydes støtte til anlæg, der opfylder kraftvarmedirektivets krav om højeffektiv produktion. Et sådant krav forventes at skulle opfyldes for hvert enkelt værk fra og med 2011. Det skal dog bemærkes, at støttebetingelserne aktuelt er under revurdering, ligesom kravet om blot en besparelse større end nul for de små anlæg under alle omstændigheder vil være let at opfylde. Virkningerne af kraftvarmedirektivet er imidlertid, at værker, der ikke lever op til kravet om højeffektivitet, fra 2011 vil være afskåret fra at modtage elproduktionstilskud.
Det er ikke tanken at ændre de i dag gældende effektivitetskrav som vilkår for at opnå tilskud. Disse regler indebærer, at elproduktionstilskud kun ydes i et omfang svarende til en nærmere angiven effektiv samlet energiudnyttelse. Med den nye formulering af stk. 2 vil der kunne fastsættes regler om, at værker, der ikke kan leve op til kraftvarmedirektivets definition af højeffektivitet, helt afskæres fra elproduktionstilskud.
Til nr. 11
(§ 4, stk. 3)
Konsekvensændring som følge af § 1, nr. 8.
Til nr. 12
(§ 5, stk. 3)
Såfremt told- og skatteforvaltningen eller Energistyrelsen konstaterer, at der er ydet for stort tilskud til en elproducent, afkræves denne det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Energistyrelsen har i sin sagsbehandling i forbindelse med den såkaldte samproduktionskontrol opgjort og opkrævet en række ganske store tilbagebetalingsbeløb, men også nogle ganske ubetydelige tilbagebetalingsbeløb. Det foreslås på baggrund af erfaringerne, at ministeren kan fastsætte en nedre beløbsgrænse på kr. 1.000 for skyldigt beløb, således at sager om bagatelbeløb kan bortfalde. Transport- og energiministeren kan ændre beløbsgrænsen i takt med prisudviklingen.
Til nr. 13
(§ 8, stk. 2-6)
Den ekstraordinære administrative gennemgang af tilskudsordningen og kontrollen med årsopgørelserne af tilskud til elproduktion har afdækket et behov for en effektivisering af sagsgangen mellem elproducenterne, disses revisorer og Energistyrelsen. Det vurderes i den sammenhæng, at der er behov for en effektiv sanktionsmulighed for at mindske de administrative ressourcer anvendt i forbindelse med indhentning af årsopgørelserne og andre nødvendige oplysninger til brug for kontrollen af de udbetalte elproduktionstilskud.
Med stk. 2 foreslås det derfor, at i de tilfælde, hvor en elproducent efter anmodning ikke meddeler udbedte oplysninger efter loven og regler udstedt i medfør af denne, kan tilskuddet til elproduktion inddrages i det tidsrum, der hengår mellem fristen for meddelelse af udbedte oplysninger og tidspunktet, hvor elproducenten meddeler fyldestgørende oplysninger. Den foreslåede bestemmelse tager sigte på alle situationer, hvor en elproducent skal meddele oplysninger til brug for kontrol med tilskudsudbetaling. Inddragelsen vil være betinget af, at det er blevet præciseret overfor elproducenten, hvilke oplysninger denne skal meddele. Der vil blive fastsat regler efter stk. 4 om svarfrister for elproducenten m.v.
Ifølge stk. 3 genoptages udbetalingen, når elproducenten har meddelt nærmere angivne oplysninger om det pågældende forhold. Udbetalingen vil være betinget af, at de oplysninger, som meddeles, opfylder de krav, som er stillet og er fyldestgørende som dokumentation.
I stk. 4 foreslås indsat en hjemmel til, at transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betingelser og frister for inddragelse og genoptagelse af elproduktionstilskud efter stk. 2 og stk. 3.
Med stk. 5 præciseres, at oplysninger indgivet til Energistyrelsens årlige energiproducenttællinger kan benyttes i forbindelse med kontrol af tilskudsordningen. Der foreslås endvidere indsat en hjemmel til, at oplysninger fra det landsdækkende stamdataregister for elproduktionsanlæg med hjemmel i elforsyningslovens § 85 a, stk. 3, kan anvendes til kontrolformål i forbindelse med elproduktionstilskuddet.
Det vil i forbindelse med kontrol af ordningen være formålstjenligt, at oplysninger om blandt andet de enkelte anlæg, deres kapacitet og produktion fra henholdsvis stamdataregisteret og Energiproducenttællingen kan nyttiggøres. Det vil også kunne lette den enkelte elproducent, såfremt de oplysninger, producenten indberetter, kan bruges til flere formål. Begrundelsen for at anvende data fra stamdataregisteret er, at flere af de for kontrollen nødvendige oplysninger om de enkelte elproducenter, disses produktionsanlæg, brændselsforbruget på anlæggene og disses elproduktion mv. allerede er registreret i stamdataregisteret, i forbindelse med Energinet.dk’s administration af pristillæg betalt over markedsprisen.
Med stk. 6 foreslås, at der indsættes hjemmel til, at dele af administrationen af ordningen kan overdrages til Energinet.dk.
Med bestemmelsen tilvejebringes der grundlag for at arbejde videre med forberedelserne af en eventuel overflytning af ordningen til Energinet.dk. Sigtet er, at opgaver, der hidtil har ligget hos netselskaberne, kan overflyttes til Energinet.dk. Det gælder udbetalingen af tilskud til elproducenterne. Endvidere skal Energinet.dk have mulighed for at afkræve elproducenten skyldigt beløb, hvis elproducenten har fået for meget tilskud. Spørgsmålet om kontrol med tilskudsordningen vil blive revurderet i forbindelse hermed.
Administrative forenklingshensyn taler for at overflytte ordningen, da Energinet.dk allerede i dag varetager administration af pristillæggene til decentrale og industrielle kraft-varme-værker og til vindmøller. Til det formål har Energinet.dk opbygget et omfattende register etableret med hjemmel i elforsyningslovens § 85 a, stk. 3, hvor produktionsdata m.v. opdateres systematisk. Dette register – også kaldet stamdataregisteret – vil i givet fald skulle udvides med oplysninger om nyttiggjort varmeproduktion.
Støtte til miljøvenlig elproduktion efter elforsyningsloven administreres af Energinet.dk. Hidtil er støtten udbetalt via de enkelte netvirksomheder til landets ca. 6.000 elproduktionsanlæg, herunder vindmøller. Fra 2007 skal udbetalingerne efter elforsyningsloven ske direkte fra Energinet.dk til elproducenterne. Det betyder samtidig, at elproduktionstilskud er den eneste form for tilskud, der efter 2007 udbetales af netselskaberne.
Vurderingen er, at såfremt dele af administrationen af elproduktionstilskuddet overflyttes til Energinet.dk, vil de nuværende regler om revisormedvirken ved elproducenternes indberetning af årsopgørelser til Energistyrelsen kunne reduceres eller eventuelt helt bortfalde. Overflytningen vil desuden give grundlag for en række administrative ændringer, hvorved udbetaling og kontrol med tilskuddene kan forenkles og billiggøres for elproducenterne.
Som ordningen er tilrettelagt i dag, sker udbetalingen af tilskud som nævnt ovenfor af netselskaberne, der modregner det udbetalte tilskud i afgiftstilsvaret efter el- og kuldioxidafgiftsloven til told- og skatteforvaltningen. I forbindelse med revisionen af tilskudsordningens administration vil det endvidere blive vurderet, hvorvidt told- og skatteforvaltningen fortsat skal medvirke ved administrationen af tilskuddet til elproduktion.
Til nr. 14
(§ 9, stk. 2 og 3)
Konsekvensændring som følge af § 1, nr. 8.
Til § 2
Det foreslås, at transport- og energiministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering |
|
Lovforslaget |
Lov om tilskud til elproduktion |
|
Forslag til lov om ændring af lov om tilskud til elproduktion |
|
|
§ 1 |
|
 Â
|
I lov om tilskud til elproduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 13. juni 2003, som ændret ved lov nr. 1232 af 27. december 2003, § 123 i lov nr. 428 af 6. juni 2005 og § 41 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer: |
§ 1 a. … Stk. 2. Værker omfattet af denne lov skal bestå af et eller flere anlæg, der forsyner ét fjernvarmenet. Stk. 3. Ved et barmarksværk forstås i denne lov et anlæg til produktion af varme eller kraft-varme, hvor varmen alene leveres til godkendte anlæg til fremføring af varmt vand eller damp, såfremt anlægget er etableret samtidig med etableringen af produktionsanlægget. |
|
1. § 1 a, stk. 2 og 3, affattes således: »Stk. 2 Ved et værk forstås i denne lov et kraft-varme-værk bestående af et eller flere anlæg til produktion af kraft-varme, der forsyner et fjernvarmenet, leverer varmt vand til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand, eller leverer varmt vand, der anvendes til procesformål. Stk. 3. Ved et barmarksværk forstås i denne lov et eller flere anlæg til produktion af kraft-varme, hvor fjernvarmenettet er etableret samtidig.« |
|
|
2. I § 2 a indsættes efter stk. 3 som nyt stykke: »Stk. 4. Transport- og energiministeren kan bestemme, at tilskud ydet efter stk. 1 til naturgasbaseret industriel kraft-varme-produktion gives som et engangsbeløb. Tilskud ydet efter stk. 3 kan tilsvarende gives som et engangsbeløb.« Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9. |
§ 2 a. … Stk. 6. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for ydelse af tilskuddet efter stk. 1 og 3-5. |
|
3. I § 2 a, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1 og 3-5« til: »stk. 1, 3, 5 og 6«. |
§ 2 a. … Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet om idriftsættelsestidspunktet i stk. 2 og 3 |
|
4. § 2 a, stk. 8, der bliver stk. 9, ophæves.
|
§ 2 b. Naturgasbaserede decentrale kraft-varme-værker med en samlet kapacitet for elproduktion på 25 MW eller derunder får tilskud på 8 øre pr. kWh til elproduktionen. Tilskuddet gives op til en årlig elproduktion af det tilskudsberettigede brændsel på 8 mio. kWh fordelt efter følgende maksimumssatser: 1. kvartal 3 mio. kWh, 2. kvartal 1,6 mio. kWh, 3. kvartal 1 mio. kWh og 4. kvartal op til 8 mio. kWh fratrukket elproduktionen af det tilskudsberettigede brændsel fra de foregående tre kvartaler. Grænsen på de 8 mio. kWh reduceres med de kvartalssatser, hvor værket ikke har været idriftsat. |
|
 5. § 2 b, stk. 1, affattes således: »§ 2 b. Naturgasbaserede decentrale kraft-varme-værker med en samlet kapacitet for elproduktion på 25 MW eller derunder får tilskud på 8 øre pr. kWh til elproduktionen. Tilskuddet gives op til en årlig elproduktion af det tilskudsberettigede brændsel på 8 mio. kWh fordelt efter følgende maksimumssatser: 1. kvartal 3 mio. kWh, 2. kvartal 1,6 mio. kWh, 3. kvartal 1 mio. kWh og 4. kvartal op til 8 mio. kWh fratrukket den elproduktion, der har fået tilskud efter loven i de foregående 3 kvartaler.« |
|
|
6. I § 2 b indsættes efter stk. 5 som nyt stykke: »Stk. 6. Værkerne i stk. 5 kan modtage tilskud til anlæg, der udskiftes eller etableres på en ny lokalitet inden for samme fjernvarmenet.« Stk. 6 bliver herefter stk. 7. |
§ 2 b. … Stk. 6. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for ydelsen af tilskuddet efter stk. 1-5. |
|
7. I § 2 b, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1-5« til: »stk. 1-6«.
|
§ 3 b. Økonomi- og erhvervsministeren kan i særlige tilfælde yde et supplerende tilskud til naturgasbaserede decentrale kraft-varme-værker. Tilskuddet ydes med indtil 3 øre pr. kWh for elektricitet, som er fremstillet ved naturgasbaseret decentral kraft-varme-produktion. Det er en betingelse for ydelse af supplerende tilskud, at den pågældende elproducent kan godtgøre, at tilskuddet er nødvendigt for at fastholde en pris for levering af varme fra det pågældende værk, der ikke overstiger den pris, der ville være gældende ved gasfyret fjernvarmeproduktion. Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 ydes efter ansøgning. I tilsagn om tilskud kan fastsættes en tidsbegrænsning og et årligt maksimum for ydelsen af supplerende tilskud til et anlæg. |
|
8. § 3 b ophæves. |
§ 3 c. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af §§ 3 a og 3 b. |
|
9. I § 3 c, stk. 1, ændres »§§ 3 a og 3 b« til: »§ 3 a«. |
§ 3 c. … Stk. 2. I medfør af loven kan fastsættes regler om, at kraft-varme-baseret elproduktion kun er tilskudsberettiget i et omfang, der svarer til en effektiv samlet energiudnyttelse. |
|
 10. § 3 c, stk. 2, affattes således: »Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at tilskud til kraft-varme-baseret elproduktion kun ydes på vilkår om en effektiv samlet energiudnyttelse.« |
§ 4. … Stk. 3. Administrationen vedrørende udbetaling af tilskud efter § 3 b varetages af Energistyrelsen. |
|
11. § 4, stk. 3, ophæves. Stk. 4 bliver herefter stk. 3. |
|
|
12. I § 5 indsættes som stk. 3: »Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte en nedre beløbsgrænse for opkrævning af skyldigt beløb.«
|
|
|
13. I § 8 indsættes som stk. 2-6: »Stk. 2. Udbetaling af tilskud til elproduktion efter loven kan inddrages, hvis elproducenten uanset anmodning ikke inden for en fastsat frist meddeler fyldestgørende oplysninger til brug for en afgørelse om udbetaling af elproduktionstilskud eller tilsyn og kontrol med udbetalingen. Stk. 3. Udbetalingen genoptages, når elproducenten har meddelt nærmere angivne oplysninger om det pågældende forhold. Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betingelser og frister for inddragelse og genoptagelse af elproduktionstilskud efter stk. 2 og 3. Stk. 5. Transport- og energiministeren kan bestemme, at oplysninger indgivet til Energistyrelsens årlige energiproducenttælling og det register, der er nævnt i elforsyningslovens § 85 a, stk. 3, kan anvendes til kontrolformål. Stk. 6. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om, at dele af administrationen af ordningen, jf. § 3 d, stk. 2, § 4, stk. 2, og § 5 stk. 1, varetages af Energinet.dk « |
§ 9. … Stk. 2. Afgørelser om ydelse af supplerende tilskud efter § 3 b kan indbringes for Energiklagenævnet, jf. § 5, stk. 2, i lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug. Energiklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Der kan kræves betaling af et gebyr for indgivelse af klage til Energiklagenævnet. Stk. 3. Ved afgørelser efter denne lov erstattes repræsentanter i Energiklagenævnet, som er udpeget efter indstilling fra Dansk Industri og Landbrugsrådet, af 2 medlemmer med særlig økonomisk eller teknisk sagkundskab inden for kraft-varme-produktion, som udpeges af økonomi- og erhvervsministeren. |
Â
|
14. § 9, stk. 2 og 3 ophæves. Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
|
|
|
§ 2 |
|
|
Transport- og energiministeren fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven. |