EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Det Energipolitiske Udvalg 2006-07
EPU Alm.del Bilag 340
Offentligt

Vindmøller og naboret

Responsum

Vindmøller og naboret

Anders Hessner

Ekstern lektor og ph.d.-stud.

Ekspert i naboret

Københavns Universitet

3. september 2007

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ...................................................................................................3

1.1. Beskrivelse af problemstilling .....................................................3

1.2. Opdrag og disposition..................................................................3

1.3. Kort sammenfatning ....................................................................3

2. Gældende retstilstand..................................................................................4

2.1. Naboretten er ulovreguleret .........................................................4

2.2. Offentligretlig miljøret ctr. privatretlig naboret ..........................4

2.3. Det naboretlige ansvarssubjekt....................................................5

2.4. Almindelig naboregel i retspraksis ..............................................6

2.5. Miljøerstatningsloven ..................................................................7

3. Særordning for vindmøller ctr. gældende retstilstand ................................8

3.1. Særligt ansvar for vindmølleejere................................................8

3.1.1. Legislative overvejelser........................................................8

3.1.2. Tålegrænsevurdering og differenceprincip...........................9

3.1.3. Særlig udvidelse af ulempebegrebet...................................11

3.2. Forskelsbehandling af naboer....................................................11

4. Uddybende sammenfatning ......................................................................15

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

1. Indledning

1.1. Beskrivelse af problemstilling

I forbindelse med diskussionen om lokalisering af nye vindmøller er det af

hensyn til naboer til de kommende vindmøller blevet foreslået, at der skal

indføres en særlig erstatningsordning. Erstatningsordningens formål skal

angiveligt være at give retsbeskyttelse til de naboer, der påtvinges formue-

tab i form af forringelse af ejendomsværdi forårsaget af et nyt naboskab til

en vindmølle.

Der gælder allerede almindelige ulovbestemte naboretlige regler, som gives

et konkret indhold af taksationskommissionerne og domstolene i det omfang

sager forelægges de pågældende myndigheder. På baggrund heraf giver ind-

førelse af en lovbestemt særordning udelukkende angående vindmøller an-

ledning til en række principielle juridiske overvejelser.

1.2. Opdrag og disposition

Vindmølleindustrien har bedt mig om at udarbejde et responsum om de ju-

ridiske problemer forbundet med at indføre en særordning udelukkende an-

gående vindmøller. Opdraget angår primært en bedømmelse af en lov-

bestemt særordning i forhold til den gældende ulovbestemte naboretlige

retstilstand.

Med henblik på at kunne bedømme en særordning i forhold til den gælden-

de retstilstand redegør jeg i afsnit 2 for de gældende naboretlige regler. I af-

snit 3 foretager jeg en bedømmelse af en særordning i forhold den eksiste-

rende retstilstand. Først ser jeg i afsnit 3.1. på, hvori særreguleringen angå-

ende vindmøller består. Herefter ser jeg i afsnit 3.2. på, hvilke problemer

indførelse af en særordning må antages at have i forhold til diskriminations-

forbuddet i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(EMRK) art. 14, jf. 1. tillægsprotokol art. 1 (P-1 art. 1).

1.3. Kort sammenfatning

Gældende ulovbestemt naboret giver allerede en nabo til en vindmølle en

erstatningsadgang, hvis ulemperne fra vindmøllen overstiger den naboretli-

ge tålegrænse. Fastlæggelsen af tålegrænsen beror på en konkret vurdering.

Højesteret har formuleret den almindelige naboregel om objektivt naboret-

ligt ansvar således:

Naboen tilkendes erstatning, hvis ulemperne overstiger,

hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfunds-

udvikling.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

Den almindelige naboregel gælder såvel i som uden for ekspropriationstil-

fælde. Der gælder således et princip om ligebehandling af naboer, uanset

om ulemper hidrører fra et ekspropriationsanlæg eller ej. Indførelse af regler

om positiv særbehandling af naboer til vindmøller vil afgørende bryde med

den eksisterende retstilstand og må anses for at være i strid med EMRK art.

14, jf. P-1 art. 1. I afsnit 4 uddyber jeg sammenfatningen.

2. Gældende retstilstand

2.1. Naboretten er ulovreguleret

Naboretten er et ulovreguleret retsområde. Retsudviklingen sker gennem

retspraksis. Domspraksis fra Højesteret og i et vist omfang landsretterne er

retningsgivende for retsudviklingen

Det er ikke sig selv usædvanligt, at et retsområde er ulovreguleret. Dansk

erstatningsret er som udgangspunkt ulovreguleret. Dermed er de almindeli-

ge overvejelser ang. begrundelse og afgrænsningsvanskeligheder i forbin-

delse med indførelse af særregler om erstatning på erstatningsretsområdet

også relevante i forhold til indførelse af særregler på naborettens område

2.2. Offentligretlig miljøret ctr. privatretlig naboret

En grundejers rådighed over fast ejendom er i meget vidt omfang undergivet

offentligretlig regulering. Kendetegnende for denne regulering er, at den in-

debærer en

forudgående

samfundskontrol. Mulighederne for at anvende fast

ejendom er således ikke fri, men i vidt omfang betinget af offentligretlig til-

ladelse. Problemstillingen kan indfanges i følgende analysemodel:

Afklaring

af lovlig-

hed

Offentlig

myndighed

Høring og

andre pro-

cessuelle

værn

Fornødent offentlig-

retligt grundlag til-

vejebringes

Forulemper

Nabo

Foranstaltning, der

forårsager ulemper

I Norge og Sverige er retsområdet lovreguleret, men det er kendetegnende, at lovgiver ude-

lukkende har vedtaget vage elastiske bestemmelser, som må udfyldes og fortolkes af dom-

stolene.

Se hertil

Bo von Eyben

Helle Isager

”Lærebog i erstatningsret” 6. udgave 2007 side 38

ff. og

Bernhard Gomard

”Moderne erstatningsret” 2002 side 17 ff. og 23.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

Analysemodellen er en forenkling af et sæt retlige konflikter, der involverer

de tre parter. På trekantens sider gælder offentligretlige regler, mens der i

trekantens bund gælder privatretlig naboret

Den centrale pointe er, at f.eks. opstilling af en vindmølle kun lovligt kan

ske, hvis fornødne offentligretlige tilladelser for så vidt angår arealanven-

delse, anlægsetablering og drift overholdes af vindmølleejeren. Det må an-

tages, at lovlige tilladelser til at opstille vindmøller, afskærer naboen fra på

naboretligt grundlag at kræve forbud eller påbud nedlagt af domstolene mod

vindmølleejeren

2.3. Det naboretlige ansvarssubjekt

Det er fast antaget i såvel teorien som retspraksis, at ”ansvaret følger inte-

ressen”. Hvis der således er grundlag for at tilkende erstatning til en ulem-

peramt nabo, påhviler erstatningspligten forulemper. I relation til opstilling

af vindmøller, er dette direkte blevet fastslået i MAD 1997.875 V, hvor

vindmølleejeren i en sag anlagt af en nabo påstod ikke at være rette sagsøg-

te, hvilket Vestre Landsretten afviste med bemærkning om, at

”…et eventu-

elt erstatningsansvar på naboretligt grundlag ifaldes af den, der har opstil-

let møllerne.”

Se hertil

Peter Pagh,

der i ”Miljørettens almindelige del” 2006 side 171 ff., 222 f. og 243

ff. opstiller en tilsvarende generel analysemodel om forholdet mellem offentligretlig og pri-

vatretlig miljøret med henblik på at belyse området for den privatretlige miljøret, de forvalt-

ningsretlige aspekter ved tredjemandshensynet til andre en afgørelsernes umiddelbare adres-

sater samt de processuelle implikationer ved, at forvaltningsproces og domstolsproces samt

retskraftsreglerne ikke er koordinerede. Se yderligere

Peter Paghs

artikel i ”Forvaltningsret-

lige Perspektiver” 2006 side 543 ff.

Jf.

Peter Pagh

”Miljørettens Almindelige Del” 2006 side 190 ff. og 297 ff.. Når de admini-

strative myndigheder på grundlag af speciel lovgivning har tilladt en opstilling af en vind-

mølle, er det utænkeligt, at domstolene på grundlag af almindelige ulovbestemte naboretlige

regler afsiger dom i konflikt med en myndighedstilladelse. Prøvelse af en sådan tilladelse

skal ske i henhold til de almindelige regler om domstolsprøvelse af forvaltningsakter (legali-

tetsrøvelse). Alternativ prøvelse på naboretligt grundlag, der i realiteten indebærer hel eller

delvis annullation af en i offentligretlig henseende lovlig tilladelse er udelukket. Der kan

derfor udelukkende blive tale om erstatning på naboretligt grundlag til en ulemperamt nabo.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

2.4. Almindelig naboregel i retspraksis

Naboretten har undergået en betydelig retsudvikling siden afsigelsen af de

principielle højesteretsdomme UfR 1999.353 og 360 H

om støj fra vejan-

læg. Den efterfølgende retspraksis såvel i som uden for ekspropriationstil-

fælde har været præget af dommene. Den foreløbige slutsten i retsudviklin-

gen blev lagt ved afsigelsen af højesteretsdommen UfR 2006.1290 H

naboretligt ansvar vedrørende lovlig opstilling af en 48 meter høj mobilmast

tæt på naboens hus.

Det må efter sidstnævnte dom anses for endeligt afklaret, at såvel i som

uden for ekspropriationstilfælde er kriteriet

for objektivt naboretligt ansvar,

at naboen tilkendes erstatning,

hvis ulemperne overstiger, hvad der med ri-

melighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling

I relation til opstilling af vindmøller og naboretligt erstatningsansvar er der

afsagt en række landsretdomme

. Det lægges til grund i alle dommenes

præmisser, at der på et generelt regelplan er en adgang til at tilkende naboen

en naboretligt begrundet erstatning, hvis ulemperne overstiger tålegrænsen.

Efter en konkret bedømmelse blev der

ikke

tilkendt naboen erstatning i sa-

gerne, men det centrale er, at der allerede er et ulovbestemt retsgrundlag for

at tilkende en nabo erstatning for ulemper hidrørende fra vindmøller. Med

hensyn til kriteriet for at fastlægge tålegrænsen og dermed for at tilkende

naboretlig erstatning blev dette i MAD 1997.875 og 890 V, som blev afsagt

Dommene er blevet kommenteret af højesteretsdommer

Lene Pagter Kristensen

i UfR

2000B.403 ff., hvor blandt udtales side 411:

” Den i Skræ-dommen angivne tærskel »ganske

særlige forhold« er dermed forladt. Det afgørende kriterium - i som uden for ekspropriati-

onstilfælde - vil fremover være, om ulemperne overstiger, hvad der med rimelighed må på-

regnes som led i den almindelige samfundsudvikling på trafikområdet.”

Højesteretsdommen blev afsagt med dissens 3-2. Men dommerne var enige om på det ge-

nerelle regelplan, at naboretligt ansvar var betinget af, at ulemperne oversteg, hvad der med

rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling. Uenigheden angik

udelukkende udformningen af påregnelighedskriteriet. I overensstemmelse hermed

Peter

Pagh

”Miljørettens Almindelige Del” 2006 side 298-299.

Der forekommer varierende formuleringer i retspraksis af det kriterium, som Højesteret

første gang formulerede i UfR 1999.353 og 360 H, men uanset formuleringerne i de enkelte

afgørelser er de centrale temaer for de retlige vurderinger i forbindelse med fastlæggelsen af

tålegrænsen I) påregnelighed, herunder naboens forventninger, II) samfundsudviklingen og

III) rimelighed i det konkrete tilfælde.

Der kan henvises til ny domspraksis MAD 2005.703 Ø, MAD 2006.571 Ø, MAD

2006.124 Ø, UfR 2006.1290 H, MAD 2006.609 Ø og UfR 2007.559 V.

Jf. MAD 1997.875 V, MAD 1997.890 V, UfR 2001.929 V og MAD 2006.609 Ø.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

før

de principielle domme UfR 1999.353 og 360 H, formuleret som ”ganske

særlige forhold”.

I UfR 2001.929 V fastholdt Vestre Landsret dette kriterium med en ube-

grundet bemærkning om, at

”…den retspraksis, der har udviklet sig i for-

bindelse med anlæg af motorveje og højspændingsledninger, ikke uden vi-

dere kan overføres til tilfælde, hvor der opføres møller.”

Landsrettens be-

mærkning må anses for en fejlfortolkning af højesteretsdommene UfR

1999.353 og 360 H

. Højesteret afklarede retsstillingen endeligt ved afsi-

gelsen af UfR 2006.1290 H.

Efter

afsigelsen af højesteretsdommen har

Østre Landsret i MAD 2006.609 Ø anvendt samfundsudviklingskriteriet i

forhold til påståede ulemper fra vindmøller.

Det må herefter anses for gældende ret, at der ved opstilling af vindmøller

efter en helhedsvurdering kan pålægges vindmølleejeren naboretlig erstat-

ningsansvar i forhold til naboer, der påtvinges ulemper og oplever en forrin-

gelse af ejendomsværdi,

hvis ulemperne overstiger, hvad der med rimelig-

hed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling inden for

vindmølleområdet.

2.5. Miljøerstatningsloven

For de mest miljøfarlige virksomheder er der i miljøerstatningsloven

fast-

sat regler om objektivt erstatningsansvar. Det objektive ansvar angår forure-

ning i forbindelse med virksomhedsdriften. Forurening defineres i hovedsa-

gen som forrykkelse af den økologiske balance

Det centrale i nærværende sammenhæng er, at lovgiver valgte at begrænse

det objektive ansvar til at angå tilfælde af forurening over en tålegrænse,

som i realiteten ækvivalerer den naboretlige tålegrænse

. Dermed blev den

naboretlige tålegrænse inkorporeret i lovgivningen. Der må derfor antages at

være sammenfald mellem en forulempers objektive ansvar i medfør af mil-

jøerstatningsloven og det almindelige naboretlige ansvar i forhold til ulem-

Jf.

Peter Pagh

”Miljørettens Almindelige Del” 2006 side 192 og 299.

Lov 1994 nr. 225 med senere ændringer.

Forureningsbegrebet er ikke defineret i loven, men skal forstås i overensstemmelse med

forureningsbegrebet i medfør af miljøbeskyttelsesloven, jf.

Peter Pagh

”Miljøansvar” side

34-35.

Jf.

Ellen Margrethe Basse m.fl.

“Miljøerstatningsloven med kommentarer” 1995 side 33-

35,

Peter Pagh

”Miljøansvar” 1998 side 296-297 og

Bo von Eyben

Helle Isager

”Lære-

bog i erstatningsret” 6. udgave 2007 side 219-220.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

peramte naboer

. Det betyder, at de mest miljøskadelige virksomheders na-

boretlige ansvar er betinget af, at tålegrænsen efter en konkret bedømmelse

anses for overskredet. Miljøerstatningsloven udvider således ikke miljøfar-

lige virksomheders naboretlige ansvar for ulemper

3. Særordning for vindmøller ctr. gældende retstilstand

3.1. Særligt ansvar for vindmølleejere

3.1.1. Legislative overvejelser

Som det fremgår af ovenstående gælder der et almindeligt objektivt naboret-

ligt (forulemper-)ansvar

. De mest miljøfarlige former for virksomhed ind-

tager

ikke

en ansvarsmæssig særstilling i naboretlig henseende. På baggrund

heraf er det i sig selv problematisk

at udskille vindmølleejere med henblik

på at definere et særligt strengt naboretligt ansvar for vindmølleejere.

Lovteknisk skal man erindre sig, at al fast ejendom er unika, og enhver na-

boretlig sag vil i sagens natur adskille sig fra tidligere afgjorte sager. Det vil

være en illusion at forestille sig, at det er muligt at abstrahere herfra og ud-

skille relevante fakta, der går igen i alle sager, og på grundlag heraf vedtage

en detaljeret regulering af retsforholdet mellem vindmølleejere og naboer

for så vidt angår ulemper fra vindmøllerne.

Drages en parallel til vejstøj og andre nærhedsulemper fra vejanlæg er

spørgsmålet om vedtagelse af lovregler om sådanne forhold blevet overvejet

nøje. I 1997 blev der nedsat et ekspertudvalg, der blandt andet skulle vurde-

re udformningen af regler om vejstøj og andre nærhedsulemper. I betænk-

Jf.

Orla Friis Jensen

i TfL 2004.55, hvor naboret og lugtgener fra store husdyrbrug disku-

teres.

Forud for vedtagelsen af GMO-loven (lov 2004 nr. 436 med senere ændringer), udarbej-

dede Kammeradvokaten et notat af 16. januar 2003 om de erstatningsretlige konsekvenser af

GM-pollenspredning til GMO-frie afgrøder, som findes på Folketingets hjemmeside

http://www.ft.dk/Samling/20021/udvbilag/FLF/Almdel_bilag520.htm

De naboretlige problemer ved sameksistens mellem GMO-marker og konventionelt dyrkede

marker blev således overvejet. Der blev

ikke

indføjet regler om naboretligt ansvar, hvorimod

der blev indført en statslig kompensationsordning i tilfælde af forekomst af GMO i konven-

tionelle afgrøder. Det blev dermed forudsat, at spørgsmål om værdiforringelse af mark A

forårsaget af naboskab til GMO-mark B skal afgøres i henhold til de almindelige naboretlige

regler. Værdiforringelse af ejendom A kan f.eks. tænkes, hvis prisen på afgrøder fra marken

må nedsættes på grund af forbrugernes frygt for at indtage GMO-forurenet mad.

Det kan dog diskuteres, om der også gælder et objektivt naboretligt ansvar for private

grundejere, der udelukkende forfølger private interesser.

De forfatningsretlige problemer forbundet med en særordning i lyset af den almindelige

lighedsgrundsætning og proportionalitetsprincipper behandles ikke nærmere.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

ning nr. 1391 afgivet i 2000 nåede ekspertudvalget frem til følgende kon-

klusion

”I almindelighed undgår man imidlertid detaljerede erstatningsregler i lovgivningen, netop

fordi omstændighederne i de enkelte sager altid vil begrunde konkrete løsninger – jf. i øvrigt

overvejelserne i kapitel 4. Derfor vil en eventuel lovbestemmelse højest kunne gengive Hø-

jesterets generelle betragtninger på området, sådan som de er kommet til udtryk i de to høje-

steretsdomme fra 1. dec. 1998 (U 1999.353 og 360). Dermed ville lovreglen kun stadfæste

noget, der i forvejen har karakter af gældende ret.”

Det er vanskeligt at forestille sig, at man vil nå til en anden konklusion, hvis

man lovgiver om erstatningsforholdet mellem vindmølleejere og naboer.

Men de anførte lovtekniske problemer betyder ikke, at man juridisk ”starter

forfra hver gang”. På det generelle regelplan opstilles vage retlige standar-

der, der indfanger retsområdets særegne kendetegn, hvorved der formuleres

det standardtema, som enhver konkret sag skal bedømmes i forhold til

Dermed sikres, at sammenlignelige tilfælde bedømmes i forhold til samme

retsregel.

3.1.2. Tålegrænsevurdering og differenceprincip

I sin kerne er tålegrænsevurderingen i en konkret sag udtryk for en rimelig-

hedsvurdering. Anvendelse af fast ejendom er i sagens natur undergivet ud-

vikling. Man kan som ejer af fast ejendom ikke forvente opretholdelse af

status quo. Det er således en naturlig bestanddel af det at være ejer af fast

ejendom, at man må påregne, at omgivelserne ændrer sig henover tid.

Som anført i afsnit 2.2. er udviklingen i ejendomsanvendelsen undergivet

samfundskontrol. Denne forudgående samfundskontrol har betydning for

den konkrete fastlæggelse af den naboretlige tålegrænse. Er en vindmølle

lovligt opstillet, og er konkrete vilkår samt vejledende støjnormer overholdt,

anses tålegrænsen typisk

ikke

for overskredet.

Offentligretlig lovlighed udelukker

ikke

i sig selv naboretligt erstatningsan-

svar. Men hvor hensynet til naboer og dermed forebyggelse af ulemper er

indlejret i det offentligretlige regelsæt og afvejet af myndighederne i forhold

til andre modstridende hensyn, da er taksationskommissionerne og domsto-

Betænkningens side 60.

”God skik-regler”, krav om ”væsentlighed” eller ”rimelighed” og lignende er eksempler

på, at det er overladt til de retsanvendende myndigheder at fastlægge retsstillingen i de kon-

krete sagstilfælde.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

lene meget tilbageholdende med at foretage en tilsvarende afvejning på na-

boretligt grundlag

Selve det, at taksationskommissioner og domstole tager højde for den al-

mindelige samfundsudvikling, involverer et dynamisk element i fastlæggel-

sen af tålegrænsen. Når myndighederne i en vis forstand har givet udtryk for

det acceptable ulempeniveau i lyset af den aktuelle samfundsudvikling, da

vil det kunne komme i konflikt med almindelige principper om grænserne

for domstolenes prøvelse af myndighedernes skøn, hvis domstolene på na-

boretligt grundlag satte sig ud over myndighedernes fastsættelse af vilkår og

grænseværdier.

Forulempers forventninger vægtes således tungt, hvor der allerede er foreta-

get en myndighedsregulering af de forhold, der er kilde til ulemper. Indfø-

relse af en særordning vedrørende vindmøller, der indebærer et brud med

den i retspraksis anerkendte vægtning af myndighedsfastsatte normer for

forvoldelse af ulemper, vil således i stå en i særstilling i forhold til andre

sammenlignelige tilfælde, hvor den eneste forskel er, at der er tale om en

andre kilder til ulemper end vindmøller.

UfR 1999.353 og 360 H fastslog et differenceprincip ved udmålingen af en

naboretlig erstatning. Der skal kun gives naboretlig erstatning vedrørende de

ulemper, der

overstiger

tålegrænsen. Men i og med tålegrænsevurderingen i

sidste instans er udtryk for en rimelighedsvurdering, må man holde sig for

øje, at det ikke altid er rimeligt at antage, at man som nabo skal acceptere et

vist niveau af ulemper. F.eks. vedrørende den ulempe at blive nabo til et

højspændingsanlæg og som følge heraf være berørt af anlæggets elektro-

magnetiske felt og muligvis helbredsrisiko, da vil det forekomme stødende,

hvis man opererede med et mindstemål at mulig helbredsrisiko, som man

skulle tåle

. Hovedreglen ved erstatningsudmåling i naboretlige sager er, at

der opereres med en tålegrænse og et differenceprincip. Undtagelsesvist an-

går tålegrænsevurderingen kun, om der foreligger en erstatningsudløsende

ulemper eller ej, således at erstatningen i givet fald skal dække det fulde tab.

Jf. f.eks. MAD 2005.171 Ø, MAD 2005.186 Ø og UfR 2007.559 V.

Højesteretsdommer

Lene Pagter Kristensen

formulerer det i UfR 2000B.411 således:

”De grænseværdier for

støj, som er fastsat af Miljøstyrelsen - eller andre - kan på denne baggrund ikke stå alene,

når det skal vurderes, hvornår det er rimeligt at betale erstatning for støjgener fra nye vej-

anlæg. I stedet må foretages en helhedsvurdering, hvori støjniveauet må indgå som et - om

end væsentligt - moment blandt flere.”

Se endvidere

Orla Friis Jensen

i ”Miljøretten 1” 2.

udgave 2006 side 103.

Jf.

Lene Pagter Kristensen

i UfR 2000B.412-413 med henvisning til bl.a. UfR 1998.1515

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

Vedrørende ulemper fra vindmøller må det klart antages, at sådanne tilfælde

falder ind under hovedreglen om, at der kun tilkendes erstatning for ulemper

over tålegrænsen. Indførelse af en særordning vedrørende vindmøller, hvor

naboen skal have fuld erstatning, vil således indebære et brud med en fast

retspraksis om erstatningsudmåling efter et differenceprincip.

Det anførte vedrørende tålegrænse og differenceprincip skal sammenholdes

med det i afsnit 3.2. anførte om forskelsbehandling af naboer.

3.1.3. Særlig udvidelse af ulempebegrebet

Det centrale i det gennem retspraksis udviklede ulempebegreb er, at en

ulempe skal påvirke den bestående brugsværdi knyttet til/nydelse af en fast

ejendom i negativ retning

. Sat på spidsen må der trækkes en grænse mel-

lem retsbeskyttelse og uheld; ikke enhver påstået forringelse af ejendoms-

værdi forårsaget af ændringer i omgivelserne nyder retsværn.

Vedrørende ulemper fra vindmøller er det i retspraksis anerkendt, at ulem-

per i form af støj, lysreflekser, dominans og lignende er retligt relevante,

hvorimod vindmøllernes blotte tilstedeværelse i nabolaget med deraf føl-

gende påvirkning af landskabsindtryk og natur

ikke

kan anses for at indebæ-

re ulemper i naboretlig forstand

En udvidelse af ulempebegrebet i forhold til vindmøller, således at også ide-

elt/æstetisk betonede ulemper skal være erstatningsudløsende, vil indebære

et brud med den hidtidige fastlæggelse af ulempebegrebet i retspraksis og

skal i øvrigt sammenholdes med det i afsnit 3.2. anførte om forskelsbehand-

ling af naboer.

3.2. Forskelsbehandling af naboer

EMRK og fortolkningen heraf gennem EMD’s praksis udgør en del af

dansk ret. EMRK art. 14

indeholder et forbud mod diskrimination af bor-

gerne i deres adgang til at nyde de i konventionen anerkendte rettigheder.

Jf.

Peter Pagh

”Miljøansvar” 1998 side 317-319 og ”Miljøansvarets Almindelige Del”

2006 side 187 samt

Orla Friis Jensen

i ”Miljøretten 1” 2. udgave 2006 side 97-99.

Jf. kendelse af 16.02.2004 i sag 13/2003 afsagt af Overtaksationskommissionen for Århus

og en del af Ringkøbing Amtsrådskreds i Høvsøre-sagen.

Generelt om EMRK art. 14 kan der henvises til

Peer Lorenzen m.fl.

”Kommentaren til

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention” 2. udgave 2004 side 535 ff.,

Jon Fridrik

Kjølbro

”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere” 2005 side 613

ff. og

Jens Elo Rytter

”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dansk ret” 2.

udgave 2006 side 353 ff.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

Bestemmelsen fastslår ikke et selvstændigt generelt diskriminationsforbud,

men er knyttet til de beskyttede rettigheder i medfør af konventionen, her-

under tillægsprotokollerne. Diskriminationsforbuddet kan således kun påbe-

råbes i sammenhæng med en beskyttet rettighed. Heri ligger, at diskrimina-

tionsforbuddet finder anvendelse, hvis en sag er omfattet af en af konventi-

onens beskyttelsesregler.

Det er ikke en betingelse, at der skal være tale om en krænkelse af den spe-

cifikke konventionsregel, blot forholdet er omfattet af konventionsreglen. I

nærværende sammenhæng er spørgsmålet, om en nabos interesser i at undgå

ulemper og deraf følgende forringelse af ejendomsværdi er omfattet P-1 art.

1 om beskyttelse af ejendom. Hvis det antages, at en nabo nyder retsbeskyt-

telse i medfør af P-1 art. 1, gælder diskriminationsforbuddet i art. 14.

Det er blevet fastslået af EMD, at en nabo er beskyttet af P-1 art. 1 i situati-

oner, hvor naboen påføres tab i form af forringelse af ejendomsværdi, hvor

der foreligger en ulovlig tilstand (ulovligt byggeri), som myndighederne

undlader at få lovliggjort

. Det er endvidere blevet fastslået, at naboer, der

konstaterer en forringelse af ejendomsværdi på grund af ulemper i forbin-

delse med forlængelse af en landingsbane, er beskyttet af P-1 art. 1

. Det

må herefter antages, at naboens interesse i at undgå ulemper og deraf føl-

gende forringelse af ejendomsværdi er omfattet og beskyttet af P-1 art. 1,

hvorfor diskriminationsforbuddet i art. 14 finder anvendelse i forhold til na-

tionale naboretlige regler.

Det første spørgsmål, der skal tages stilling til, er, om indførelse af en sær-

ordning vedrørende vindmøller, vil indebære en diskrimination af naboer til

andre ulempeforvoldende anlæg. Diskrimination foreligger, hvis der sker en

forskelsbehandling mellem personer eller persongrupper i sammenlignelige

situationer. Der foreligger således diskrimination af en person eller person-

gruppe, hvis andre personer i en sammenlignelig situation nyder en mere

fordelagtig behandling.

Forskelsbehandling kan vedrøre såvel indgreb som tildeling af goder. Posi-

tiv særbehandling af en bestemt gruppe – i nærværende sammenhæng nabo-

er til vindmøller – er per definition forskelsbehandling af andre naboer til

andre ulempeforvoldende anlæg. Det kan konstateres, at man i dansk rets-

Jf.

Antonetto

– dom af 20.07.2000 i sag nr. 15918/89,

Fotopoulou

– dom af 18.11.2004 i

sag nr. 66725/01 og

Paudicio

– dom af 24.05.2007 i sag nr. 77606/01.

Jf. forenede sager

Flamenbaum

(sag nr. 3675/04) og

Akierman and 16 others

(sag nr.

23264/04) – admissibilitetsafgørelse af 10.04.2007. Se endvidere

Karin Åhman

”Egendoms-

skyddet” side 217-218.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

praksis ligestiller naboer såvel i som uden for ekspropriationstilfælde i rela-

tion til ulemper i den forstand, at den samme regel finder anvendelse i for-

hold til de forskellige tilfælde af ulemper i naboforhold, uanset ulempernes

karakter. Heri ligger en ligebehandling

Indførelse af positiv særbehandling af naboer til vindmøller vil dermed in-

debære en diskrimination af naboer i sammenlignelige situationer, nemlig

naboer til andre typer ulempeforvoldende anlæg. På baggrund af den gæl-

dende retstilstand må det antages, at en sådan diskrimination ligger uden for

den skønsmargin en medlemsstat har med hensyn til vurderingen af, om der

foreligger sammenlignelige situationer eller ej.

Herefter er spørgsmålet, om en sådan diskrimination er lovlig. Den ledende

dom i relation til art. 14, jf. P-1 art. 1 og spørgsmålet om lovligheden af en

diskrimination er

Chassagnou-dommen

, som omhandlede en fransk lov

om jagtrettigheder.

Domstolen statuerede krænkelse af P1 art. 1 sammenholdt med art. 14 udover en selvstæn-

dig krænkelse af P1 art. 1. Loven vedrørte en samlet ordning af jagtforholdene med henblik

på

imødegå rovdrift på bestandene af vildt,

fremme vildtplejen,

bekæmpe skadedyr,

imødegå jagt på dyr tilhørende anden mand samt

forbedre jægernes uddannelse og jagt-

former, jf. præmis 41 ff. Med henblik på at opnå disse formål blev der i loven etableret

kommunale og inter-kommunale jagtfællesskaber. De af loven omfattede jordbesiddere var i

nogle tilfælde dels tvungne medlemmer af, dels tvunget til at overdrage deres jagtrettigheder

til disse jagtfællesskaber. I loven var der opstillet kriterier om arealstørrelser som afgørende

for jordbesiddernes retsstilling under loven. Loven indeholdt således en forskelsbehandling

af dels små og store jordbesiddere, dels sammenlignelige ejendomme forskellige steder i

landet afhængigt af, om en ejendom lå i et område med et tvungent eller frivilligt jagtfælles-

skab. Domstolen fastslog i præmis 91 følgende kriterier for at bedømme forskelsbehandlin-

gen:

”The Court reiterates that a difference in treatment is discriminatory if it ”has no objektive

and reasonable justification”, that is if it does not pursue a ”legitimate aim” or if there is not

a ”reasonable relationship of proportionality between the means employed and the aim

sought to be realised”. Moreover, the Contracting States enjoy a certain margin of apprecia-

tion in assessing whether and to what extent differences between otherwise similar situations

justify a different treatment (see, most recently, Larkos v. Cyprus [GC], no. 295515/95, §

29, ECHR 1999-1).”

Baggrunden for de principielle domme UfR 1999.353 og 360 H var netop uligheden mel-

lem ekspropriater og naboer. Dommene fastslog principielt et lighedsprincip i relation til

ulemper i naboforhold.

Dom af 29.04.1999 (Grand Chamber 14-3) i forenede sager 25088/94, 28331/95 og

28443/95.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

Domstolen fastslog således i

Chassagnou-dommen,

at der skal være en

sammenhæng mellem forskelsbehandlingen og de forfulgte formål. I den

konkrete sag fastslog domstolen

, at forskelsbehandlingen af store og små

jordbesiddere henset til lovens formål ikke var sagligt begrundet.

Lovgivning om positiv særbehandling af naboer til vindmøller kan kun an-

ses for sagligt begrundet/retfærdiggjort, hvis følgende betingelser er opfyldt:

- der skal være tale om et objektivt og rimeligt/anerkendelsesværdigt

formål

- der skal være en rimelig proportionalitet mellem særordningen og det

formål, der søges realiseret.

Det henstår uklart, hvorfor naboer til vindmøller skal have positiv særbe-

handling i forhold til andre naboer, der påføres ulemper. Hvis det egentlige

formål er at undgå opstilling af vindmøller på land ved at gøre det så øko-

nomisk byrdefuldt for vindmølleejeren, at vedkommende i stedet vælger at

opstille vindmøller på havet, da foreligger der

ikke

et i forhold til den bestå-

ende naboretlige retstilstand rimeligt formål med den positive særbehand-

ling af naboer til vindmøller. Der vil være tale om, at ”målet helliger mid-

let”, hvilket er usagligt, i og med lokaliseringsspørgsmålet henhører under

de offentligretlige regler om placering af vindmøller.

Endvidere er det vanskeligt overhovedet at få øje på en rimelig proportiona-

litet i en sådan positiv særbehandling af naboer til vindmøller. Hvorfor skal

man i naboretlig henseende beskyttes bedre mod ulemper fra vindmøller end

mod ulemper fra motorveje, højspændingsanlæg, master, svinefarme etc.?

Nationale regler om positiv særbehandling af naboer til vindmøller vil såle-

des klart være i strid med diskriminationsforbuddet, jf. EMRK art. 14, jf. P-

1 art. 1. Naboer til andre typer ulempeforvoldende anlæg vil således kunne

påstå, at de er udsat for diskrimination og dermed en konventionskrænkelse,

hvilket vil udløse et statsligt konventionsansvar for Danmark.

Jf. dommens præmis 95.

EPU, Alm.del - 2006-07 - Bilag 340: Materiale fra Vindmølleindustriens foretræde den 27/9-07

Vindmøller og naboret

4. Uddybende sammenfatning

Naboer til nye vindmøller kan opnå erstatning for forringelse af ejendoms-

værdi, hvis der kan påvises en årsagssammenhæng mellem opstilling af en

vindmølle og formuetab (forringelse af ejendomsværdi). Dette gælder alle-

rede i medfør af den ulovbestemte naboret, som udvikles og gives konkret

indhold af taksationskommissionerne og domstolene.

Højesteret har i ny praksis formuleret den almindelige naboregel om objek-

tivt naboretligt ansvar således:

Naboen tilkendes erstatning, hvis ulemperne

overstiger, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige

samfundsudvikling.

Afgørende for tilkendelse af erstatning er, at ulemperne

overstiger

tålegrænsen,

som dækker over en konkret helhedsvurdering af

omstændighederne i en konkret sag. Der tilkendes kun erstatning for de

ulemper, der ligger over tålegrænsen.

Det må anses for umuligt at formulere detaljerede regler, der udelukkende

angår ulemper fra vindmøller. Problemstillingen ulemper i naboforhold er

kompleks, men tungtvejende lighedshensyn tilsiger, at den almindelige na-

boregel gælder generelt i forhold til alle former for ulemper, uanset om

ulemperne hidrører fra et ekspropriationsanlæg eller ej. Den retspraksis,

som Højesteret fastlagde i 1998 vedrørende motorvejsstøj og andre nær-

hedsulemper, gælder således på et generelt regelplan også i forhold til

ulemper fra vindmøller. Den lige behandling af ulemper i naboforhold til-

sikrer størst mulig ensartethed i den retlige bedømmelse af sammenlignelige

situationer.

Indførelse af regler om positiv særbehandling af naboer til vindmøller vil

således bryde med lighedsprincipper, som har været afgørende for Højeste-

rets udvikling af retsområdet. Regler om positiv særbehandling må derfor

anses for at være i strid med EMRK art. 14, jf. P-1 art. 1. Naboer til andre

ulempeforvoldende anlæg vil blive udsat for konventionsstridig diskrimina-

tion, hvis naboer til vindmøller opnår en særstilling i erstatningsmæssig

henseende.

København den 03.09.2007

Anders Hessner

Ekstern lektor i naboret og ph.D.-stud

Københavns Universitet