Pressemeddelelse

                                                             

 

19. september 2007

 

 

 

 

 

Reform-tempo for langsomt i EU's nye energiudspil

Tempoet er ikke højt nok i den energireform, som EU-Kommissionen har spillet ud med i dag for at styrke konkurrencen på det europæiske energimarked. Indholdet i udspillet har mange gode takter, men tempoet er ikke tilstrækkeligt højt. Det er uholdbart, at konkurrencen i flere lande kører i slow motion, og at det halter med samhandelen på tværs af landegrænserne.

 

Det mener Dansk Energi.

 

- Der er gode takter i forslaget. Det afgørende er imidlertid, hvordan og især hvornår de bliver ført ud i livet. Kommissionens forslag bør suppleres af en tidsplan, da forstærkningen af det europæiske elnet haster gevaldigt. Vi savner håndfaste redskaber, som sikrer, at der hurtigt kommer gang i byggeriet af elnettet på tværs af landegrænserne, siger Hans Duus Jørgensen, direktør i Dansk Energi.

 

- Europa risikerer at tabe satsningen på vedvarende energi på gulvet, hvis vi ikke kommer hurtigt i gang med udvidelser af elnettet. Kommissionens reformpakke giver nogle rammer, som trækker den rigtige vej, men vi mangler endnu at sikre, at vi kommer i mål, siger Hans Duus Jørgensen.

 

Han henviser til, at Europa allerede i 2020 skal basere 20 pct. af energiforbruget på vedvarende energi. En voldsom stigning, som nødvendiggør, at vindenergi kan transporteres over store afstande. Men det nuværende elnet, el-transmissionsforbindelserne, har for mange flaskehalse, og der vil opstå store vanskeligheder med at få strømmen ud til kunderne, hvis vi ikke kommer i gang med at udvide elnettet nu.

 

- Kommissionens forslag er tiltrængt. Det er godt, at Kommissionen har adopteret den danske model med et helt uafhængigt selskab, et såkaldt uafhængigt systemansvarligt transmissionsselskab, der fordeler sol og vind lige på el- og gasnettene. Det styrker konkurrencen, siger Hans Duus Jørgensen, direktør i Dansk Energi.

 

Kommissionen lægger op til, at hvert enkelt land skal have et systemansvar der – lige som i Danmark – er helt uafhængig af kommercielle interesser. Det er Dansk Energi tilfreds med, og det er især tilfredsstillende, at de Kommissionen vil have de systemansvarlige transmissionsselskaber i de enkelte lande til at arbejde meget mere sammen end nu. Det er også godt, at Kommissionen vil have større gennemsigtighed om priserne, og at der skal sættes ind over for fifleri med priserne og skævvridning af konkurrencen.

 

Kommissions oprindelige ambition om, at dette forslag er det endelige liberaliseringsforslag kommer dermed næppe til at holde stik. Dansk Energi forventer, at vi ser en ny pakke igen om nogle år. Det giver usikre rammer for virksomhederne, og derfor vil Dansk Energi arbejde på at få gjort forslaget så fuldendt som muligt i de kommende måneder.

 

Kontakt:

Direktør Hans Duus Jørgensen, tlf. 25 291 910

EU-chef Camilla Rosenhagen, tlf. 22 750 420

Leder af Dansk Energis EU-kontor i Bruxelles, Marie Thiellesen Bjerborg, 0032 47 64 166656

 

Med venlig hilsen

Dansk Energi

Torben Hvidsten

Tlf. 22 750 471

 

Dansk Energi, Rosenørns Alle 9, 1970 Frederiksberg C, tlf.: 35 300 400, fax: 35 300 401

e-mail: [email protected], hjemmeside: www.danskenergi.dk