NOTAT

 

 

 

 

 

Redegørelse efter § 6 i lov om anvendelse af Danmarks undergrund om udstedelse af en tilladelse til at efterforske og indvinde geotermisk energi i Sønderborg-området fra DONG VE A/S og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a.

 


30. august 2007

j.nr. 012001/12016-0007

ref. ld/sbo

 

 


 

 

 

Energistyrelsen har den 21. februar 2007 modtaget en fælles ansøgning fra DONG VE A/S og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a. om en tilladelse efter undergrundslovens § 5 til efterforskning og indvinding af geotermisk energi i Sønderborg-området.

 

Det fremgår af § 6, stk. 1, i lov om anvendelse af Danmarks undergrund, at transport- og energiministeren meddeler tilladelser til efterforskning og indvinding af råstoffer, efter at sagen har været forelagt for et af Folketinget nedsat udvalg.

 

Området, der ansøges om tilladelse til, er allerede i dag delvis omfattet af DONG VE A/S’s eneretstilladelse af 8. december 1983 til efterforskning og indvinding af geotermisk energi, der udløber i 2013. Det er derfor nødvendigt, at DONG VE A/S tilbagelever det ansøgte område, inden en ny tilladelse kan gives. DONG VE A/S er indstillet på at tilbagelevere det ansøgte område. Et kort med området for den kommende tilladelse vedlægges.

 

DONG VE A/S og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a. vil indlede efterforskningen med gennemførelse af seismiske forundersøgelser, primært i området nord for Sønderborg. På grundlag af resultaterne af forundersøgelserne skal rettighedshaveren forpligte sig til at udføre en boring eller tilbagelevere tilladelsen. Hvis denne boring har positivt resultat, skal rettighedshaveren forpligte sig til at udføre endnu en boring. Herefter skal rettighedshaveren forpligte sig til at etablere et anlæg til indvinding af geotermisk energi eller tilbagelevere tilladelsen. Arbejdsprogrammet vil også sikre, at rettighedshaveren indregner mulighederne for at etablere yderligere anlæg i tilladelsesområdet, eller i modsat fald tilbageleverer områder, som ikke udnyttes til indvinding.

 

Energistyrelsen er af den opfattelse, at der er gode muligheder for, at en gennemførelse af det arbejdsprogram DONG VE A/S og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a. har tilbudt, vil medvirke til en forøget anvendelse af vedvarende energi. På den baggrund finder Energistyrelsen, at ansøgningen bør imødekommes.

 

Energistyrelsen har foretaget en høring af Skov- og Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen. Skov- og Naturstyrelsen har heller ikke bemærkninger til ansøgningen, men forudsætter at ansøgeren fremskaffer de nødvendige tilladelser i forbindelse med forundersøgelser og efterforskning. Miljøstyrelsen har heller ikke bemærkninger til ansøgningen, men hæfter sig ved, at tilladelsen ikke fritager rettighedshaveren for at indhente de i medfør af undergrundsloven og lovgivningen i øvrigt nødvendige tilladelser og godkendelser.

 

Energistyrelsen har herudover hørt Sønderborg Kommune, der ikke har noget at indvende imod ansøgningen fra Sønderborg Fjernvarme og DONG, og bemærker, at projektet falder fint i tråd med Sønderborg Kommunes overordnede målsætninger om at være en grøn og miljøbevidst kommune.

 

DONG VE A/S og Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a. begynder på indledende seismiske undersøgelser i efteråret 2007 i henhold til en forundersøgelsestilladelse meddelt af Energistyrelsen den 20. juli 2007 efter undergrundslovens § 3.

 

Det er hensigten at udstede tilladelsen efter undergrundslovens § 5 til efterforskning og indvinding af geotermisk energi, når denne redegørelse efter undergrundslovens § 6, stk. 1, har været forelagt for Folketingets Energipolitiske Udvalg.