Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             5. juli 2007

J nr.              700-30

Til udvalgets orientering fremsendes vedlagte forslag til lov om energiforbrugende produkter, som Energistyrelsen d.d. har sendt i ekstern høring med frist til 10. august 2007.

Lovforslaget er et led i gennemførelsen i dansk ret af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF af 6. juli 2005 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter (kaldet eco-design- direktivet).

Eco-design-direktivet er et rammedirektiv, der indeholder de generelle principper og kriterier for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design, men hvor de efterfølgende gennemførelsesforanstaltninger vil fastsætte de konkrete krav til de enkelte produkter.

Lovforslaget etablerer rammerne for fastlæggelse af krav til design af energiforbrugende produkter med henblik på at begrænse produkternes energiforbrug og miljøbelastning. Med forslaget skabes hjemmel til at udstede krav til energiforbrugende produkters energieffektivitet og til reduktion af produktets miljøpåvirkning.

Lovforslaget indeholder desuden mindre ændringer af to gældende love. Det drejer sig om lov om fremme af besparelser i energiforbruget og lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

Jeg vil hurtigst muligt efter høringsfristens udløb oversende høringssvar samt høringsnotat til udvalgets orientering.

 

Miljøministeren vil orientere Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om lovforslaget og høringen.

 

Jeg forventer at fremsætte lovforslaget for Folketinget den 3. oktober 2007.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen